Indlæg tagget København

Skt. Croix Sukkerhus II

5. juli 2016

For godt to år siden skrev jeg dette indlæg om Skt. Croix Sukkerhus. For nylig modtog jeg to forskellige kommentarer på indlægget, og det fik mig til at grave et lille spadestik dybere i historien bag Skt. Croix Sukkerhus.

Anders havde skrevet, at det sandsynligvis var Østersøisk-guineisk Handelsselskab der havde oprettet Skt. Croix Sukkerhus. Selskabet gik i betalingsstandsning i 1787 men skulle i hvert fald have haft et sukkerraffinaderi i Amaliegade. Så det kunne godt passe med min tidligere konklusion, at Skt. Croix Sukkerhus i hvert fald fandtes i 1787, hvor sukkermester Niels Nielsen Hald boede på adressen Amaliegade 4 da der var folketælling i 1787. Og det understøttede også min teori om, at det ikke var sukkerraffinadør Christian Rønnenkamp, der havde anlagt sukkerhuset, da jeg først kunne koble ham til det fra perioden mellem 1825 og 1830.

Sankt Annæ Plads (H.G.F. Holm)

Sankt Annæ Plads cirka 1848, af H.G.F. Holm. Bygningerne i højre side af billedet kan have hørt til Skt. Croix Sukkerhus.

 

Erik havde fundet et par notitser i københavnerbladet “Politivennen” i slutningen af 1831, hvor der klagedes over den røg der kommer fra “de af Dem [Rønnenkamp, LSK] på Sankt Annæ Plads anlagte sukker- og saltraffinaderier”. Her nævnes igen Rønnenkamp som den der har anlagt sukkerraffinaderiet, selv om der ser ud til at have været noget der hed Skt. Croix Sukkerraffinaderi på stedet, før Rønnenkamps tid.

På baggrund af de nye oplysninger fra Anders og Erik søgte jeg lidt videre efter oplysninger om sukkerhuset og Rønnenkamp. Jeg kastede mig over Statsbibliotekets digitaliserede samling af aviser – Mediestream - og søgte der på forskellige ord; ‘croix’, ‘sukkerhus’, sukkerraffinaderie’, ‘rønnenkamp’ og fandt på den måde forskellige små notitser i aviserne fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.

Det tidligste spor jeg fandt vedrørende Skt. Croix Sukkerhus var fra “Kiøbenhavns Kongelige alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” den 28. marts 1783. Under “Handels-Beretninger” stod:

I Dag blev paa Børsen bortsolgt:
Galeasen Haabet, drægtig 10½ Commerce-Læster, for 300 Rdlr.
1 Actie i St. Croix Sukkerraffinaderie, 286 Rdlr.

Altså eksisterede sukkerhuset “Skt. Croix” allerede i 1783 og var et aktieselskab.

Det næste interessante jeg fandt var også fra “Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” men nu helt oppe i 1824, nærmere bestemt den 10. juli. Her annonceredes sukkerhuset til salg med følgende notits:

Grundeiendom.
St. Croix Sukkerraffinaderie.
Efter Interessenternes Beslutning er dette Raffinaderie, beliggende i Amaliegaden 115 med dets til en fuldstændig Drift complette Inventarium, underhaanden at erholde tilkiøbs. De Lysthavende ville ved at henvende dem til Bogholder Herforth, boende paa Stedet, kunne faa Eiendommen og Inventariet foreviist, samt erholde andre attraaende Oplysninger.

Om sukkerraffinaderiet blev solgt i 1824 fandt jeg ikke ud af, men tre år senere, i 1827, kommer det på auktion ifølge “Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter priviligerede Danske Statstidende”. Anden auktion annonceres i Statstidende 31. august 1827 og fjerde auktion annonceres sammesteds den 22. oktober 1827 og igen den 2. november, hvor ordlyden er:

Auctioner.

Mandagen den 5te November førstkommende, om Eftermiddagen Kl. imellem 3 og 5, lader Directionen for det saakaldte St. Croix Sukkerraffinaderie her i Staden, bemeldte Raffinaderies Gaard No. 115 i Amaliegaden, med de i samme til et Sukker-Raffinaderies Drivt værende Indretninger, samt Inventarium m.v., ved fierde og sidste Auction, som erholdes paa Stedet selv, opraabe til absolut Bortsalg, uden flere Auctioners Holdelse. Skulde Salg ikke skee paa denne Maade, da opraabes Eiendommen med dens Grund og Bygninger særskildt, uden det til Raffinaderiet henhörende Inventarium m.v.

Bygningerne ere i Stadens Brandkasse assurerede for 71,200 Rbd. Sölv, og vel vedligeholdte. Det til Raffinaderiet henhörende complette Inventarium m.v., hvoriblandt Kobbertöi, af Vægt circa 14,000 Pd., er i god Stand og saaledes, at Raffinaderiet strax kan sættes i Drivt. Den eventuelle Kiöber kan giöre sig Haab om at erholde af en offentlig Kasses Midler paa 1ste Prioritet udi Rigsbankdaler Sedler i Eiendommen 2/3 Dele af den Summa, der for samme maatte blive givet udi Rigsbankdaler rede Sölv.

Conditionerne, hvorefter Salg i begge Tilfælde skeer, Huus-Documenterne samt Inventarielisten, ere forinden Auctionen til Eftersyn paa Undertegnedes Contoir i Store Fiolstræde No. 180, 2den Sal.

Kiöbenhavn, den 16de October 1827.
H. C. Thorbiörnsen,
Lands Overrets samt Hof- og Stadsrets Procurator.

Denne gang lykkes det i hvert fald at komme af med sukkerraffinaderiet, for den 29. december 1828 kan “Kiöbenhavns Kongelige alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” oplyse om følgende “Bopælsforandring”:

Da vi have nedlagt det os tilhörende Sukkerraffinaderie i Dronningens Tvergade 280, saa ophörer Udsalget fra samme d. 27de hujus [=denne måned, LSK], hvorimod vi d. 29de s.M. [=samme måned, LSK] aabne et nyt Udsalg af raffinerede Sukkere og Sirup, fra det af os kjøbte saakaldte St. Croix Sukkerraffinaderi, i den nye Bygning paa St. Annæplads 115, Ltr. B.
Kjöbenhavn, d. 27 Decbr. 1828.
Rønnenkamp & Comp.

Rönnenkamp & Comps. Comptoir er flyttet til St. Annæplads 115 Ltr. B., i St. Croix Sukkerraffinaderies Udsalgs-Bygning, paa 1ste Sal.

Her var så svaret på, hvornår Rønnenkamp overtog Skt. Croix Sukkerhus; det gjorde han i de sidste dage af år 1828. Han skriver også, at han åbner sukkerudsalg i “den nye Bygning paa St. Annæplads”, og dette kan forklare, hvorfor der flere steder står angivet, at det var Rønnenkamp der etablerede sukkerraffinaderiet. Han har formodentlig udvidet etablissementet med i hvert fald én ny bygning og på den måde ikke bare overtaget det eksisterende. Det er også tænkeligt at det er ham der har udvidet med saltraffinaderiet, som senere benævnes liggende på samme sted og i sammenhæng med sukkerraffinaderiet.

De københavnske jævnførelsesregistre for Sankt Annæ Østre Kvarter kan oplyse, at matr. nr. 115a, den nuværende adresse Amaliegade 4, blev opført af Rønnenkamp i 1828-1829. I notitsen om bopælsforandringen skriver Rønnenkamp at det er “115 Ltr. B” der er “den nye Bygning”. Hvorfor jævnførelsesregisteret siger at litra A er opført 1828-29 mens Rønnenkamp på netop dette tidspunkt benævner litra B som “den nye Bygning” har jeg ingen god forklaring på. Men det ændrer ikke ved, at Rønnenkamp overtog sukkerhuset i 1828 efter auktion og at han udvidede det og flyttede sin butik for salg af sukker til den nye adresse.

Og hvor længe havde Rønnenkamp så sit sukkerraffinaderi på Skt. Annæ Plads? Det giver Aarhus Stiftstidende (eller “Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) priviligerede Aarhuus Stifts-Tidende”) et bud på den 6. maj 1836:

Med Dyrkningen af Runkelroer til Sukkerfabrikation vil der her i Sommer blive gjort betydelige Forsøg. Man siger, at Næsbyholms Jorder for en stor Deel skulle have denne Bestemmelse, og at den nye Eier, Hr. Grosserer Rønnenkamp, vil nedlægge det Sukkerraffinaderie, han hidtil har drevet i Kjøbenhavn.

Dermed er sløjfen også bundet til Rønnenkamps overgang fra sukkerhus-ejer til gods-ejer i 1835, hvor han overtog Næsbyholm og Bavelse godser på Midtsjælland. Det ligner ikke et fuldstændigt karriereskifte, idet han i hvert fald i begyndelsen fortsat er beskæftiget med sukker, nu blot ikke længere som “raffinadeur” af de importerede vestindiske sukkerrør, men som opdyrker af fremtidens sukkerkilde; roerne.

Og dermed fik jeg opklaret, at Rønnenkamp ejede Skt. Croix Sukkerhus fra 1828 til omkring 1836.

Når virkeligheden viser sig at være en anden

12. oktober 2015

Jeg har længe forberedt mig på at skulle skrive dette indlæg. Dels er tiden bare fløjet af sted med andre ting, dels var der lige noget jeg skulle fordøje. Jeg synes at jeg generelt har været ret omhyggelig i min forskning, men alligevel skete det for mig – at jeg fik knyttet en forkert familie til slægtstræet.

Det er anerne til min tip-oldefar, Hans Sofus Alexander Nielsen, som jeg havde fået helt forkert fat i. En anden slægtsforsker gjorde mig meget venligt opmærksom på dette ved at spørge, hvordan jeg kunne få Carl Vilhelm Georg Michelsen og Adolphine Georgine Petersen til at være forældre til Hans Sofus Alexander Nielsen. Efter at have nærstuderet kilderne, måtte jeg stille mig selv det ganske samme spørgsmål. Hans Sophus Alexander Nielsen blev født den 29. juli 1880 i Skt. Pauls sogn i København, døbt i kirken den 22. august 1880 – og på en eller anden måde havde jeg fået viklet ham sammen med drengen Angelo Lauritz Johannes Georg Michelsen der blev døbt samme dag.

Hans Sophus Alexander Nielsen i midten med svigersøn Peder Pedersen til højre og barnebarn Hans Pedersen til venstre

Hans Sophus Alexander Nielsen i midten med svigersøn Peder Pedersen til højre og barnebarn Hans Pedersen til venstre

Når jeg ser i kirkebogen i dag på Statens Arkivers hjemmeside (www.sa.dk, hovedministerialbogen København Skt. Pauls sogn 1876 F – 1883 F), står de to drenge end ikke på samme side. Imidlertid var der ikke noget der hed elektronisk adgang til kirkebøgerne på det tidspunkt hvor jeg fejlagtigt fik knyttet drengebarnet Nielsen til forældrene Michelsen; dengang sad jeg på Landsarkivet på Jagtvej og kiggede på mikrokort – og eneste forklaring jeg kan komme på er, at jeg har fået “skubbet kortet skævt” i mikrokortlæseren og pejlet efter dåbsdatoen, så jeg har ramt en helt anden side, da jeg skulle læse forældrenes navne. Nu burde de divergerende efternavne jo have givet mig et hint om, at jeg var forkert på den, men dét fik jeg forklaret for mig selv ved, at Hans Sophus Alexander senere blev bortadopteret til dem der viser sig at være hans rigtige forældre – sømand Lauritz Christian Nielsen og Sidse Dorthea Sørensen i Højby, Ods Herred. Carl Vilhelm Georg Michelsen fandt jeg nemlig død for egen hånd i 1883, så det havde ikke været så mærkeligt, hvis moderen efterfølgende havde bortadopteret sin søn. Ak ja, vil man have tingene til at passe, kan man hurtigt finde forklaringer, og glemmer så i sin iver at stille kritiske spørgsmål og undersøge, om kilderne understøtter de hypoteser man fremlægger.

Nu, hvor jeg har fået fordøjet, at jeg skal slette 1/16 af mine tip-tip-oldeforældre samt deres aner, så ærgrer jeg mig mest over, at jeg ikke så mig rigtigt for, og at jeg ikke senere selv opdagede fejlen, på trods af at jeg ofte har haft en fornemmelse af, at der var noget der ikke rigtigt passede. De aner jeg nu må sige farvel til var godt nok en interessant flok, og med dem ryger umiddelbart også min tilknytning til Samsø og Møn, én af mine 3 jordemødre, min spinkle forbindelse til White Star Line og Titanic og den mystiske Bremer-familie. Uanset at det nu har vist sig, at de alligevel ikke var min familie, så har det været interessant at stifte bekendtskab med dem. Jeg sletter dem heller ikke helt af min slægtsdatabase, for det kunne være at nogen en gang i fremtiden kunne få glæde og gavn af det jeg har gravet frem om dem. Jeg regner med på et senere tidspunkt at lave en lille oversigt over de nu “kasserede” forfædre, som jeg lægger ud her på alda.dk. Foreløbig har jeg slettet dem fra mine anelister og gjort plads til at Hans Sophus Alexander Nielsens rigtige aner kan blive tilføjet.

Engeline – en barnemorderske

31. juli 2014

Jeg har netop læst bogen “Et barnelig i en kuffert” af Agnete Birger Madsen – en hurtigt læst bog “om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900-1950″, som bogens undertitel meget sigende fortæller. Det er en interessant historie om en tid, hvor en graviditet kunne være en ganske fortvivlende ting – især hvis man var ung, ugift og fattig. For nogen blev løsningen på den fortvivlende situation, at de slog barnet ihjel umiddelbart efter fødslen.

I bogen præsenteres man konkret for nogle piger, der slog deres barn ihjel og blev straffet for det, blandt andre Engeline Johanne Vilhelmine Kjergaard, som var 20 år gammel, da hun fødte og slog sit barn ihjel den 1. august 1901 i København. Selve historien om Engeline synes jeg man skal læse i Agnete Birger Madsens bog – eller man kan læse lidt om hende i Politikens omtale af bogen. Engeline afsonede 8 måneders forbedringshus i kvindefængslet på Christianshavn og blev løsladt den 23. december 1902, hvor hun tog hjem til sin mor. Agnete Birger Madsen har ikke kunnet følge Engeline meget længere efter løsladelsen men konkluderer, at hun vendte tilbage til den tjenestepigetilværelse hun havde inden hendes ulykkelige situation og forbrydelse.

Jeg blev grebet af Engelines historie, også fordi der er et fotografi af hende i bogen (og i artiklen fra Politiken) – et fotografi der viser en helt almindelig ung pige, men som vi ved fra hendes historie blev hårdt ramt af samfundets nedsættende syn på ugifte, enlige mødre og den dårlige beslutning hun traf ovenpå en uønsket graviditet. Jeg ville gerne vide hvad der siden hændte Engeline, og jeg tænkte, at mulighederne for dette måske var blevet bedre, siden Agnete Birger Madsen prøvede at spore hendes videre færd i livet. Politiets Registerblade, som giver detaljerede “folkeregister”-oplysninger om københavnere i perioden 1890-1923 udvides til stadighed med flere indtastede data, der kan søges i, og her fandt jeg et senere spor af Engeline.

Engeline fortsatte rigtignok sin tjenestepigetilværelse et par år efter sin løsladelse fra kvindefængslet, men den 16. april 1905 blev hun gift i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro med den jævnaldrende Carl Elias Konstantin Thorup. Han kom fra samme stand som Engeline og benævnes blot arbejdsmand. I folketællingen 1906, hvor familien boede i Jægersborggade 47, 1. sal th. står han som arbejdsløs, i 1911 arbejdede han indenfor trælast på Nørrebrogade, men i 1916 og 1930 arbejdede han hhv. for “frihavnselskabet” og “ved havnen”. Han har sandsynligvis arbejdet med frihavnens udvidelse mod nord, der fandt sted netop i den periode.

Engeline og hendes mand fik også to børn – Gerda Elise i 1905 og Carl Konstantin i 1916. Datteren blev født en måned efter at forældrene blev gift, så Engeline var altså endnu en gang blevet gravid uden for ægteskab. Denne gang endte det dog lykkeligere end fire år tidligere. Måske var hun denne gang lovet ægteskab, måske var hun blevet afskrækket af fængselsopholdet – det kan vi ikke vide. Vi kan heller ikke vide, om Engeline og Carl udelukkende blev gift fordi hun blev gravid og det dermed var det “rigtige” at gøre. Men det lader da til, at det – på overfladen i hvert fald – er gået Engeline okay efter at hun blev lukket ud af kvindefængslet.

Agnete Birger Madsen viser i sin bog, hvordan Engelines drab på sit spædbarn blev omtalt i “Aftenbladet” den 4. august 1901. Paradoksalt nok kom Engeline senere til at arbejde som avisbud for selv samme avis (nævnt i folketællingerne 1911 og 1930, hvor familien boede i Julius Bloms Gade 39, 2. sal th.). Det ser også ud til at Engelines mor har haft samme arbejde netop i 1901 da avisen berettede om Engelines drab på sit spædbarn; Severine Kjærgaard, Vævergade 8, 2. sal står i folketællingen 1901 som bladbud for redaktør Korsgaard, som må være K.P. Korsgaard, der oprettede “Aftenbladet” i 1887. Denne forbindelse kendte avisens skribenter dog næppe til, da de omtalte hende som “en fattig kone” og fejlagtigt angav efternavnet som “Kirkegaard” i notitsen om barnemordet.

Jeg har ikke sporet Engeline videre end til 1930, hvor hun stadig er gift med Carl Thorup og 49 år gammel.

Skt. Croix Sukkerhus

27. maj 2014

Nogle gange fatter jeg interesse for små detaljer jeg kommer forbi i gamle, støvede protokoller – fordi de pirrer min historiske nysgerrighed. For en del år siden var det en oplysning om, at en bror til en af mine aner arbejdede “paa St. Croix Sukkerhuus paa Garnisonspladsen [i København] hos Sukkerraffinader Rønnekamp ½ Aar”, der gjorde mig interesseret i at finde ud af lidt mere om dette sukkerhus og hr. Rønnekamp – og sukkerhuse i almindelighed. Jeg har ikke kunnet identificere nogen samlet skriftlig fremstilling om Skt. Croix Sukkerhus, så over et par dage væbnede jeg mig med et par kopper kaffe, en computer med internetforbindelse, lidt tålmodighed og nogle kreative søgestrategier – og en gennemtrawling af internettet bragte mig egentlig rimeligt langt i forhold til at få svar på nogle af mine spørgsmål.

Inden jeg sammenfatter, hvad jeg har fundet ud af om Skt. Croix Sukkerhus, bør jeg nævne, at et element af min nysgerrighed også kom fra en byvandring jeg var på, for et par år siden. Byvandringen blev forestået af Another Copenhagen og foregik “I slavernes spor” rundt i København. Når denne byvandring havde relation til Skt. Croix Sukkerhus så skyldes det selvfølgelig, at sukkeret kom til København via de Vestindiske Øer, og at det var en del af trekantshandlen, hvor danske varer blev byttet til slaver i Afrika, som igen blev byttet til eksotiske varer (bl.a. sukker) på de Vestindiske Øer. Det rå rørsukker blev sejlet tilbage til København, hvor det blev forarbejdet på sukkerraffinaderier rundt omkring i byen, inden det blev solgt videre. man kan få en lille smagsprøve på turen i slavernes spor i klippet nedenfor.

Placeringen af Skt. Croix Sukkerhus

Sankt Croix Sukkerhus var ét af disse sukkerraffinaderier i København, hvor rørsukkeret blev forarbejdet, så det kunne sælges videre som forbrugsvare. Jeg vidste fra Christianssæde birks politiprotokol 1836-38 og forhøret af min anes bror, Hans Christian Hansen (findes pag. 41-44), at Skt. Croix Sukkerhus lå på Garnisonspladsen. Det var et andet navn for Skt. Annæ Plads, fordi Garnisonskirken lå og ligger ved pladsen. Manden bag sukkerraffinaderet skulle hedde Rønnekamp – der er tale om Christian Rønnenkamp, om hvem det oplyses på wikipedia, at han netop anlagde et sukker- og saltraffinaderi ved Skt. Annæ Plads.

Sukkerhus fra før 1787

Jeg tvivler dog på, at det rent faktisk var Christian Rønnenkamp der anlagde Skt. Croix Sukkerhus, for jeg har kigget i folketællinger fra København 1787, 1801, 1834 og 1840 samt Kraks vejvisere over København for årene 1795, 1800, 1805, 1814-15, 1819-20, 1825, 1830, 1835 og 1840 for at følge dels hr. Rønnenkamp og dels den adresse hvor hans sukkerraffinaderi lå. I hvert fald tilbage til 1787 har der tilsyneladende været arbejdet med sukker på det sted, hvor Rønnenkamp ifølge wikipedia skulle have oprettet et sukker- og saltraffinaderi. På adressen Amaliegade 71P (det nuværende Amaliegade 4) findes i folketællingen 1787 en Niels Nielsen Hald, der er sukkermester. Han er enkemand med tre døtre og to sønner, en tjenestepige, tre svende og ni læredrenge på adressen. Der står godt nok ikke i folketællingen, at det er “Skt. Croix Sukkerhus” vi er i, men i Kraks vejviser for 1795, dvs. otte år senere står listet “Herfort, Mth., Bogholder ved St. Croix Sukkerraffinad., Amaliegade 71P”. Der er tale om Mathias Herfort[h], som også er at finde på adressen ved folketællingen 1801 og videre frem i vejviserne til i hvert fald 1814-15. Jeg mener derfor, at Skt. Croix Sukkerhus har ligget i det nuværende Amaliegade 4 allerede i 1787 og formodentlig et stykke tid før.

Rønnenkamps sukkerraffinaderivirksomhed

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus. Fra wikipedia.

Christian Rønnenkamp findes også i Kraks vejviser 1814-15, men han bor da i Store Kongensgade og benævnes grosserer og forsørgelsesforstander. I vejviseren 1819-20 har han skiftet stillingsbetegnelse til grosserer og sukkerraffinadeur, men han bor stadig i Store Kongensgade. Han har forretningen “Rønnenkamps Sukkerraffinaderie og Udsalg” i Dronningens Tværgade. De to adresser fra år 1819, Store Kongensgade 244 og Dronningens Tværgade 280, er senere lagt sammen til det nuværende Dronningens Tværgade 12. Måske var det hér og ikke i Amaliegade, Rønnenkamp oprettede et sukkerraffinaderi? Senest i 1830 er han dog at finde på den kendte adresse i Amaliegade (ifølge vejviseren), så ganske tænkeligt har han overtaget det eksisterende Skt. Croix Sukkerhus på dette tidspunkt.

Afslutningen på Skt. Croix Sukkerhus

Ud fra min research ser det ud til, at Skt. Croix Sukkerhus er lukket ned mellem 1835 og 1840. Rønnenkamp står i Kraks vejviser 1835 som “Eier af St. Croix Sukkerraffinaderie, og det kgl. privil. Saltraffinaderie, St. Anneplads 115B” (det er stadig det nuværende Amaliegade 4, der blot nu har fået nyt matrikelnummer) – men i 1840 findes han ikke længere i København. Og i folketællingen 1840 bor der på adressen heller ikke længere mennesker med tilknytning til sukker- eller saltraffinering. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon købte Rønnenkamp Næsbyholm og Bavelse godser i 1835, så det kunne godt passe med, at han samtidig har opgivet sit sukkerhus i København. Det falder også godt sammen med den generelle nedgang der var i sukkerraffinaderier i København efter år 1800. Ifølge en jubilæumsbog* for De Danske Sukkerfabrikker fra 1922 gik man fra 18 raffinaderier i 1798 til 11 i 1837, og ét af de nedlagte sukkerhuse kunne godt være Skt. Croix.

* Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker 1872 – 20. april – 1922 : et Festskrift. Af Povl Drachmann. Egmont H. Petersen, 1922 (se bogen i bibliotek.dk)

 

Nye, små brikker til slægtspuslespillet

7. august 2012

Min sidste feriedag i dag har jeg udnyttet til arkivbesøg på Københavns Stadsarkiv og på Rigsarkivet. Det var nogle korte besøg, hvor jeg gik efter nogle helt konkrete oplysninger, og jeg fik da også noget af det med hjem, som jeg havde regnet med – samt lidt mere.

Titelblad for indkvarteringsmandtallet Københavns Vestre Kvarter 1730

Titelblad for indkvarteringsmandtallet Københavns Vestre Kvarter 1730

Blandt andet stødte jeg tilfældigt på nogle registre til indkvarteringsmandtaller for København i 1700-tallet på stadsarkivet. Min 7 x tipoldefar, Peter Sørensen Balle, boede i København op til og under branden i 1728 (jeg har fortalt lidt om ham her), men jeg ved ikke rigtig hvad der hændte ham efter 1728.

Det første mandtal der fandtes på Stadsarkivet efter 1728 var fra 1730. Jeg slog op under B, og sørme om ikke Peter Sørensen Balle stod opført her med en henvisning til Vester Kvarter, Lavendelstræde 75, hvor jeg også havde fundet ham indkvarteret umiddelbart efter branden i 1728. Det ser dog ud til at der i 1730 boede væsentlig færre mennesker på samme adresse end der gjorde i 1728, så nogle har nok fundet andre bo-muligheder i eller udenfor byen kort tid efter branden. Men Peter Sørensen Balle var altså stadig at finde på adressen to år senere. Hvor han tidligere havde været kældermand i rådmand Fogs kælder på Gammeltorv (før branden), så stod han nu opført som arbejdskarl. Måske et tegn på, at det var blevet lidt sværere at finde arbejde i København efter at en stor del af byen var brændt.

I det næste mandtal (1731) fandtes ingen Peter Sørensen Balle i registret, så han rejste formodentlig fra byen (eller døde) i 1730. Og selv om jeg stadig ikke ved hvor og hvordan Peter Sørensen Balles liv endte, så blev jeg i dag en smule klogere på tiden efter at han var blevet husvild ved branden i 1728.

Peter Sørensen Balle var i øvrigt farfar til Nicolai Edinger Balle, der blev biskop over Sjællands Stift

Adolphines nye familie

16. juli 2012

Min farmors morfars biologiske mor hed Adolphine Georgine Petersen og kom fra Stege. Som ung pige kom hun til København hvor hun mødte min tiptipoldefar, Carl Vilhelm Georg Michelsen. Han var oversergeant ved 24. bataljon der holdt til på Sølvgades kaserne. Parret var blevet forældre i 1880 (min tipoldefar), giftede sig året efter og fik endnu en barn, en datter, i 1882. Lykken endte dog brat, da Carl Vilhelm Georg Michelsen valgte at begå selvmord en martsdag i 1883, kun 30 år gammel.

Jeg har længe været på bar bund med hensyn til min tiptipoldemors videre liv og skæbne, men takket være indekseringen af Politiets Registerblade, har jeg endelig fået et gennembrud i sagen. Jeg fandt Adolphine Georgine Petersen registreret som hustru til en fuldmægtig Johannes Brink, der var født i Sverige. Med udgangspunkt i oplysningerne på Johannes Brinks registerblad har jeg tjekket folketællinger og kirkebøger, og jeg har søgt lidt videre på internettet for at få lidt mere kød på familien.

Titanic

Johannes Brenk arbejdede for White Star Line i 1912, da rederiet mistede sit skib Titanic og en masse mennesker mistede livet i dets tragiske forlis

Adolphine giftede sig med Johannes i 1885 i Trinitatis kirke. Johannes hed på dette tidspunkt Pehrsson til efternavn, men i 1901 fik han og hans børn tilladelse til at føre familienavnet Brenk, som altså andre steder er blevet til Brink. I perioden 1888 til 1893 fik de fire børn, muligvis fik de et femte barn, de døde tidligt, men det har jeg endnu ikke fundet. Det yngste af deres børn var Valdemar Emil Brenk, som blev præst ved Sundby kirke, og desværre døde allerede i 1933, kun 40 år gammel.

Johannes Brenk var kontorist da han giftede sig med Adolphine. Senere blev han fuldmægtig hos White Star Line som havde kontor i Nyhavn 5. White Star Line var rederiet der havde skibet Titanic, der som bekendt sank på sin jomfrurejse i 1912. Johannes arbejdede for White Star Line på dette tidspunkt, så historien om Titanics forlis har formodentlig påvirket ham en del. Måske har han også tænkt lidt over, at det kunne have været hans egen familie, der var omkommet til havs, for hans 3 ældste børn var rejst til New York året forinden med et andet af White Star Lines skibe, Olympic, der ankom til New York den 21. juni 1911 efter en mere vellykket jomfrurejse fra Southampton.

Adolphine døde i 1930 efter at have været enke i ca. 6 år. Det var hendes søn, der forrettede begravelsen, og hun blev begravet på Vor Frelsers kirkegård i København. Min tipoldefar (og formodenlig også hans søster) var blevet adopteret af andre familier, hvilket jeg finder en smule underligt, når Adolphine giftede sig igen 2½ år efter at hun var blevet enke første gang. Det kunne jeg godt tænke mig at grave lidt mere i ved lejlighed.

Jeg håber også at kunne finde ud af lidt mere om Adolphines nye familie, da de krydser spor med interessante dele af Verdenshistorien, Danmarkshistorien og den lokale historie (sønnen, Valdemar Emil Brenk, var tilsyneladende aktiv i etableringen af Højdevangskirken på Amager).

 

Et lille indblik i Marthas verden

12. februar 2012

Jeg har forsøgt at få lidt mere indblik i den verden Martha Karlsen færdedes i, da hun var stuepige i København 1916-1922. Det har jeg gjort ved at læse mere om højesteretssagfører C.L. David i Kristian Hvidts bog “Kunst & Kapital”, og ved at besøge Davids Samling i Kronprinsessegade 30 – ejendommen, hvor Martha var stuepige fra 1919 til 1922.

Bogen først.

Det var ganske interessant at læse om Christian Ludvig David. Han tilhørte naturligvis en helt anden klasse end Martha Karlsen. Og som stuepige har Martha kun fået et begrænset indblik i denne verden af sagførere, erhvervsfolk og kunstsamlere, som havde en væsentlig betydning i hovedstadens indtræden i en ny, moderne tidsalder for 100 år siden.

Ud over at lære mere om C.L. David har jeg også lært mere om den første halvdel af det 20. århundrede. Kristian Hvidt beskriver det nye århundredes start så fint på side 161 i bogen:

Efter år 1900 var København lige ved at blive en moderne, ja mondæn storby. Elektriske sporvogne afløste de langsomme hestetrukne. De første klodsede biler kantede sig gennem byens gader, brolægning blev afløst af asfalt. Elektrisk lys, telefoner og wc var fuldstændige revolutioner. Byens tyngdepunkt flyttede sig vestpå, efter at Martin Nyrops rådhus var opført, og dets time- og kvarterslag lød fra tårnet ind over hele byen. Rådhuspladsen overtog noget af Kongens Nytorvs betydning. Kulturen forblev på det gamle torv med Det kgl. Teater og Charlottenborg. Men erhvervslivet og meget af det mondæne flyttede ad Vesterbro til. Derude blomstrede også den nye kunstart, stumfilmen og de mange biografer. Århundredeskiftet er også de finere caféers store tid, lokaler med spejlglas i loftet, marmorborde og tæt røg fra cigarer og fra mange typer cigaretter, tidens nye last. Dertil god cafémusik, der tappert trodsede skramlen med mange kopper og højrøstet snak.

Man fornemmer næsten stemningen af fremskridtet og alt det nye.

Martha rejste fra sin lille fødeø, Fejø, til den moderne storby og fik sig en fin plads som stuepige hos en af de mænd, der virkelig var en del af det nye århundrede. Kristian Hvidts bog nævner også i en parentes, at Davids stuepige, efter at han var flyttet til Kronprinsessegade 30, fik 20 kr. månedligt. Om det var meget eller lidt ved jeg ikke. Men hun fik næsten helt sikkert kost og logi i tillæg. Og når hun som stuepige bevægede sig rundt i Davids lejlighed på 2. sal, havde hun en fin udsigt til Kongens Have og Rosenborg slot.

Og således over til Davids Samling i Kronprinsessegade.

Jeg startede med 1. og 2. sal, hvor de genstande som C.L. David selv samlede, var udstillet. Han startede med at samle malerier, så det har nok primært været dem, Martha har set, mens hun arbejdede i hans stuer. Malerier af Eckersberg, Lundbye, Jens Juel m.fl.

Det var et fint museum – også den islamiske samling var interessant. En god måde at tilbringe en søndag eftermiddag, og jeg føler at jeg er blevet en smule klogere på flere områder.

Martha fra Fejø og “Davids Samling”

8. januar 2012

Jeg er så småt begyndt at gennemgå en kasse med gamle billeder og papirer som min fars faster har overdraget til mig. Deri findes flere interessante ting fra min farfars familie.

Maren og Lars Karlsen med familie 1924

Maren og Lars Karlsen med familie ved guldbrylluppet på Fejø i 1924

Jeg er ikke nået meget længere end til ovenstående billede fra mine tiptipoldeforældres guldbryllup i 1924. Jeg kendte godt til billedet i forvejen og havde en elektronisk kopi fra et andet familiemedlem. Men nu hvor jeg stødte på billedet igen, fik det mig til at undersøge, hvad jeg egentlig vidste om Maren og Lars Karlsens børn.

Jeg kiggede blandt andet på deres yngste barn, Martha Larsine Karlsen, født 12. april 1895 på Fejø. Jeg ved ikke med sikkerhed, om hun er med på billedet, men jeg har en anelse om, at det kan være den højeste kvinde øverst i venstre side af billedet, ved siden af flagstangen. Min farfars fætter har brugt meget tid med at undersøge “Karlsen-slægten fra Fejø”, og jeg har et mere end 10 år gammelt ufærdigt udkast til denne slægtshistorie. Det afslørede dog ikke meget om Martha, så jeg gik selv i gang med at finde lidt flere spor efter hende.

Det der var interessant at finde ud af var, hvordan hendes liv formede sig efter at hun flyttede hjemmefra – noget som formodentlig er sket omkring konfirmationstidspunktet i 1909. Via Politiets Registerblade (politietsregisterblade.dk) fandt jeg ud af, at hun var kommet til København i 1915 fra Nakskov. I et år, fra november 1915 til november 1916, tjente hun hos en sagførerfamilie Lund i Østersøgade 102, 4. sal, th. Familien bestod af to sønner, der var overretssagfører og sagførerfuldmægtig, samt deres mor, som havde været enke siden 1908.

Efter at have været hos familien Lund i et år, kom Martha i november 1916 i tjeneste hos højesteretssagfører Christian Ludvig David på Vester Voldgade 109, 2. sal. Han var i slutningen af 30′erne og ugift. Martha forblev i tjeneste hos højesteretssagfører David, indtil hun blev gift i 1922. Efter 2½ år flyttede C. L. David til ejendommen Kronprinsessegade 30, som han havde købt et par år tidligere. Her fortsatte han den samling af kunst, som han igennem nogle år havde erhvervet sig – og her blev “Davids Samling” åbnet for offentligheden i 1948.

Martha blev som nævnt gift i 1922. Hun giftede sig med tømrer Mads Hansen Madsen i Trinitatis kirke, og de flyttede til Matthæusgade, først nr. 38, siden nr. 44. Da deres datter, Elisabeth, blev døbt i 1928, stod C. L. David fadder i Skt. Matthæus kirke, så Martha havde formodentlig bevaret kontakten med sin tidligere arbejdsgiver. Og hun færdedes også stadig i “sagførerkredse”, idet det af folketællingen 1930 fremgår, at hun havde kontorrengøring hos en sagfører i Frederikshavns Kanal 18.

Martha fik desværre et ret kort liv, idet hun døde allerede i 1934 som 38-årig. Men jeg synes at det er spændende og interessant at hun, der var barnebarn af en fattig, lollandsk mand, der sad i forbedringsanstalt og tugthus i 13 år af sit liv, kom til at tjene hos nogle fornemme og formuende familier i hovedstaden. I Davids hjem må hun have set mange eksotiske og fine kunstgenstande af en slags som ingen i familien tidligere havde set. Nu må hendes brors tipoldebarn også snart en tur ind til Kronprinsessegade 30 og se nærmere på “Davids Samling”!

Jordemodereksamen med udmærkelse til Ane Hansdatter

24. marts 2006

Min 4 x tipoldemor, Ane Hansdatter, som var mor til Karl Hansen, fik sin eksamen som jordemoder fra Fødselsstiftelsen i København den 26. april 1806. To ud af de seks eksaminanter dén dag udmærkede sig særligt ved eksamen – og den ene af dem var Ane. Med denne eksamen kunne Ane tage et embede som jordemoder, men først skulle hun formodentlig have overstået sin graviditet; hun fødte sit tredje barn nøjagtigt én måned efter sin eksamen. Hvor mange børn, Ane hjalp til verden i København efter sin eksamen, ved jeg ikke, men i begyndelsen af februar 1807 var hun jordemoder i Horslunde på Lolland.

Peter Sørensen Balle og Københavns brand 1728

11. januar 2006

Jeg har tilføjet en lille fortælling om, hvordan Københavns brand i 1728 påvirkede min 7 x tipoldefar, Peter Sørensen Balle (ane 1612). Fortællingen kan læses her.

Næste side »