Min tipoldemors søskende 7: Carin Emilia Svensson
Min svenske tiptipoldemor fødte sit barn nummer ni den 22. marts 1869 i en alder af knapt 36 år. Ved dåben fem dage senere fik den lille pige et hold faddere, som var lidt mere fornemme end hvad hendes søskende fik; Grev Posse og hans hustru grevinde Sigrid Barnekow, en løjtnant Emmerik Ruuth og en 23-årig apotekerdatter Charlotta Lovisa Wimmermark som alle boede på ‘Leckeby herrgård’, som der blev skrevet i födelse- och dopboken ud for Carin Emilias dåb. Hvad der var årsagen til at denne fornemme flok stod faddere, har jeg ingen anelse om, men da Sven August Andersson – barnets far, min tiptipoldefar – var ‘gårdsrättare’ i Leckeby, så tænker jeg, om han måske stod for at styre arbejdet på herregården. Måske havde han i tiden op til sin datters fødsel gjort en særlig indsats, som betød at herregårdens beboere gerne stillede op som faddere. Der var ikke krav om at de indskrevne faddere var til stede under dåben, så vi ved ikke, om den fine forsamling stod rundt om en en døbefont da Carin Emilia blev døbt.
Som det andetyngste barn havde Carin Emilia en lang række søskende omkring sig, allerede da hun blev født. Den ældste var 14 år gammel, og fra Carin Emilia var fire år gammel begyndte de ældre søskende én for én at flytte hjemmefra.
Slottsbacken 2 i Stockholm, også kaldet Indebetouska huset, formodentlig i 1890’erne. Her tjente Carin Emilia Svensson hos Carl Axel Lindblom som 18-20-årig i 1887-1889 (Digitala Stadsmuseet [Public domain] via wikimedia.com)
Som 18-årig var det også tid for Carin Emilia at forlade sit barndomshjem; i efteråret 1887 flyttede hun til Stockholm, hvor hun kom i tjeneste hos hoflakajen Karl Axel Lindblom på Slottsbackan 2 lige over for kongeslottet. Hun blev dér i 1½ år, hvorefter hun i sommeren 1889 flyttede til Norrmalm, først til Tegnérgatan 2 og i efteråret 1892 videre til en plads hos regimentslæge Nils August Edling i Mäster Samuelsgatan. I efteråret 1895 rykkede hun videre til Vasastan og Västmannagatan 40, to år senere – i 1897 – til Södermalm, hvor hun tjente et år hos grosserer Carl Axel Theodor Frisk, inden hun begav sig videre til Lill-Jansplan 5 i Östermalm. Som det var almindeligt for tjenestefolk i storbyen omkring århundredskiftet, så flyttede Carin Emilia en del rundt til forskellige adresser. Det kan man se af Rotemansarkivet i Stockholm.
I foråret 1901 blev Carin Emilia gravid, og hun fødte en søn – Karl Harry Svensson – den 16. januar 1902 mens hun opholdt sig i Norrbackagatan. Hun opgav ingen far til barnet, og da hun var ugift og skulle forsørge sig selv, var det ikke muligt også at tage sig af et barn. I stedet tog Carin Emilias 14 år ældre bror, Johan Peter i Tillberga, hendes søn til sig. På den måde havde Carin Emilia formodentlig stadig kontakt til sin søn under hans opvækst, selv om der var mere end 100 kilometer imellem dem.
I 1910 slog Carin Emilia sig ned i Folkungagatan nr. 8 a (det senere og nuværende nr. 68), og hun fik en café som hun bestyrede. Hvor stor cafeen var, hvad den hed og hvad hun solgte der, ved jeg ikke, men der findes i “Kommunfullmäktigetrycket 1863-2009” på Stadsarkivet i Stockholm dokumentation for, at hun i flere år fra 1911 fik tilladelse til at sælge øl. Cafeen havde hun indtil 1934 eller 1935, hvor hun var 65-66 år gammel – i Kommunfullmäktigetrycket var det en Elin Karolina Johnsson der fik tilladelse til at sælge øl i Folkungagatan 68 i 1935.
I 1923 da Carin Emilias søn var blevet 21 år gammel, flyttede han til Stockholm til samme adresse som moderen. Forud for dette havde han opholdt sig tre år i Västerås og var blevet posttjenestemand – en stilling han også fik i Stockholm. Han giftede sig i 1927 og blev boende i Stockholm, ikke langt fra Folkungagatan, til sin død i 1977.
Ud fra oplysninger i Rotemansarkivet ser det ud til, at Carin Emilia havde flere andre personer boende i sin lejlighed i de 29 år hun boede der. Nogle af dem var ansat i cafeen (f.eks. Ida Gustafva Strandberg som var kogekone 1912-1919), nogle kan have været beskæftiget med at hjælpe hende med husholdningen og andre har haft en arbejdsstilling som antyder, at de formodentlig bare var logerende. Til den sidste gruppe hører Erik Oskar Bergqvist, som var bygmester – og dog var han formodentlig mere end blot en logerende; han boede der i 14 år fra 1915 til sin død i 1929, han kendte muligvis Carin Emilias søster Anna Lovisa og hendes mand Nils Granqvist (også bygmester) da de i perioden 1909-1911 alle boede på Vaxholm – og endelig blev han stedt til hvile i et gravsted på Skogskyrkogården, hvor Carin Emilia 10 år senere også blev begravet, og senere også hendes søn, svigerdatter og hendes bror Sven August. Erik Oskar Bergqvist var måske blevet en nær ven af familien, og da han ikke var gift og formodentlig heller ingen børn havde, etablerede Carin Emilia et gravsted som hun selv også kunne benytte.
Carin Emilia døde den 10. marts 1939 af en blodprop i hjernen og blev begravet på det der ville have været hendes 70 års fødselsdag.
Skriv et svar