For et par dage siden var det 150 års dagen for bombardementet af Sønderborg under den “2. slesvigske krig” – krigen i 1864. Under netop den begivenhed mistede min tiptipoldefar, Peter Christian Lohse, livet.
Peter Christian Lohse stod den 2. april 1864 ved fem-tiden om eftermiddagen foran Sønderborg Rådhus sammen med andre soldater fra 16. regiments 4. kompagni, klar til at marchere på forpost ved Dybbøl, da en prøjsisk granat ramte ned midt i regimentet. Peter Christian Lohse og en Niels Sørensen fra Brunsvig døde, mens flere soldater i deres regiment blev såret. De to soldater blev begravet på Sønderborg kirkegård den 6. april 1864. Senere døde yderligere 5 soldater fra 16. regiment på Augustenborg Lazaret, af sår der var blevet dem påført den 2 april.
Herunder ses en lille video om bombardementet af Sønderborg, lavet af Museum Sønderjylland. Man ser på et tidspunkt det sønderskudte rådhus i Sønderborg, og det var altså der foran Peters regiment stod opmarcheret, da en granat ramte.
Peter Christian Lohse var født i Bursø på Lolland i 1832. 20 år gammel var han blevet gift med Hanne Jochumsdatter, som efterfølgende fødte ham fem børn, hvoraf dog de to første døde som spæde. Og kun ni dage før sin 32 års fødselsdag, døde også Hanne Jochumsdatter af en lungesygdom. I foråret 1863 giftede Peter Christian Lohse sig igen. Hans nye kone hed Anne Margrethe Christensen. Men der var optræk til krig mellem Danmark og Prøjsen, så Peter Christian Lohse måtte snart af sted som soldat. En anden soldat der skulle stå ved 16. regiments 4. kompagni, J. P. Hansen fra Møn, har fortalt i sine erindringer, at han skulle møde ved Sølvgades kaserne den 10. december 1863, og Peter Christian Lohse har formodentlig fået en tilsvarende indkaldelse på samme tidspunkt.
Ganske kort før Peter Christian Lohse drog i krig, var hans nye hustru blevet gravid. 4½ måned efter Peters død fødte hun en datter, der blev opkaldt efter sin far; hun fik navnet Petra Petersen.
Kilde til begivenhederne den 2. april da Peter Christian Lohse døde er:
Inge Adriansen: Krig og kærlighed i 1864. 1998. Historisk Samfund for Als og Sundeved. (Find bogen i bibliotek.dk)
Kilde til oplysningerne om de døde ved 16. regiment er:
Robert Lemming: Register over døde i krigen 1864. 1997. Landsarkivet for Sjælland.
tak for hjæpen 🙂