Jeg har netop læst bogen “Et barnelig i en kuffert” af Agnete Birger Madsen – en hurtigt læst bog “om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900-1950”, som bogens undertitel meget sigende fortæller. Det er en interessant historie om en tid, hvor en graviditet kunne være en ganske fortvivlende ting – især hvis man var ung, ugift og fattig. For nogen blev løsningen på den fortvivlende situation, at de slog barnet ihjel umiddelbart efter fødslen.
I bogen præsenteres man konkret for nogle piger, der slog deres barn ihjel og blev straffet for det, blandt andre Engeline Johanne Vilhelmine Kjergaard, som var 20 år gammel, da hun fødte og slog sit barn ihjel den 1. august 1901 i København. Selve historien om Engeline synes jeg man skal læse i Agnete Birger Madsens bog – eller man kan læse lidt om hende i Politikens omtale af bogen. Engeline afsonede 8 måneders forbedringshus i kvindefængslet på Christianshavn og blev løsladt den 23. december 1902, hvor hun tog hjem til sin mor. Agnete Birger Madsen har ikke kunnet følge Engeline meget længere efter løsladelsen men konkluderer, at hun vendte tilbage til den tjenestepigetilværelse hun havde inden hendes ulykkelige situation og forbrydelse.
Jeg blev grebet af Engelines historie, også fordi der er et fotografi af hende i bogen (og i artiklen fra Politiken) – et fotografi der viser en helt almindelig ung pige, men som vi ved fra hendes historie blev hårdt ramt af samfundets nedsættende syn på ugifte, enlige mødre og den dårlige beslutning hun traf ovenpå en uønsket graviditet. Jeg ville gerne vide hvad der siden hændte Engeline, og jeg tænkte, at mulighederne for dette måske var blevet bedre, siden Agnete Birger Madsen prøvede at spore hendes videre færd i livet. Politiets Registerblade, som giver detaljerede “folkeregister”-oplysninger om københavnere i perioden 1890-1923 udvides til stadighed med flere indtastede data, der kan søges i, og her fandt jeg et senere spor af Engeline.
Engeline fortsatte rigtignok sin tjenestepigetilværelse et par år efter sin løsladelse fra kvindefængslet, men den 16. april 1905 blev hun gift i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro med den jævnaldrende Carl Elias Konstantin Thorup. Han kom fra samme stand som Engeline og benævnes blot arbejdsmand. I folketællingen 1906, hvor familien boede i Jægersborggade 47, 1. sal th. står han som arbejdsløs, i 1911 arbejdede han indenfor trælast på Nørrebrogade, men i 1916 og 1930 arbejdede han hhv. for “frihavnselskabet” og “ved havnen”. Han har sandsynligvis arbejdet med frihavnens udvidelse mod nord, der fandt sted netop i den periode.
Engeline og hendes mand fik også to børn – Gerda Elise i 1905 og Carl Konstantin i 1916. Datteren blev født en måned efter at forældrene blev gift, så Engeline var altså endnu en gang blevet gravid uden for ægteskab. Denne gang endte det dog lykkeligere end fire år tidligere. Måske var hun denne gang lovet ægteskab, måske var hun blevet afskrækket af fængselsopholdet – det kan vi ikke vide. Vi kan heller ikke vide, om Engeline og Carl udelukkende blev gift fordi hun blev gravid og det dermed var det “rigtige” at gøre. Men det lader da til, at det – på overfladen i hvert fald – er gået Engeline okay efter at hun blev lukket ud af kvindefængslet.
Agnete Birger Madsen viser i sin bog, hvordan Engelines drab på sit spædbarn blev omtalt i “Aftenbladet” den 4. august 1901. Paradoksalt nok kom Engeline senere til at arbejde som avisbud for selv samme avis (nævnt i folketællingerne 1911 og 1930, hvor familien boede i Julius Bloms Gade 39, 2. sal th.). Det ser også ud til at Engelines mor har haft samme arbejde netop i 1901 da avisen berettede om Engelines drab på sit spædbarn; Severine Kjærgaard, Vævergade 8, 2. sal står i folketællingen 1901 som bladbud for redaktør Korsgaard, som må være K.P. Korsgaard, der oprettede “Aftenbladet” i 1887. Denne forbindelse kendte avisens skribenter dog næppe til, da de omtalte hende som “en fattig kone” og fejlagtigt angav efternavnet som “Kirkegaard” i notitsen om barnemordet.
Jeg har ikke sporet Engeline videre end til 1930, hvor hun stadig er gift med Carl Thorup og 49 år gammel.
Ja, sikke da noget!. En i øvrigt rigtig god artikel om ulykkelig kærlighed og om “Det der med at gå i Mosen” – som jeg husker fra et afsnit af Matador, hvor Kokke-Laura kunne uddybe, at ” I Dølgsmål menes i Skjul”. Dengang sås enlige mødre bestemt ikke som at være en selvfølge, ligesom idag.
Man rystes, men ud fra de givne præmisser synes ingen udvej mulig. Desværre! 🙁