Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Farvel 2012 – velkommen 2013!

Jeg kan godt lide at bruge de sidste dage af året på at stoppe lidt op og tænke tilbage. At genopleve noget af det der er sket i løbet af året, så det ikke bare forsvinder ud i glemslen. Men også at tænke lidt frem på, hvad jeg vil bruge tid på i det nye år.

Slægtsforskningsmæssigt synes jeg, at jeg har været vidt omkring i 2012. Jeg har arbejdet mere på den del af mit slægtstræ, som jeg de seneste år har arbejdet mest med – nemlig forfædre og efterkommere til Anna Hansdatter og Hans Christian Hansen, der begge blev født i 1777. Det gælder for eksempel deres søn Andreas Christian Hansen og Hans Christians farfar, Carsten Jensen. Der var også to efterkommere, som begge hed Martha Karlsen/Carlsen – Martha Karlsen fra Fejø, og Martha Carlsen fra Nakskov, som jeg fik lært lidt nærmere at kende i løbet af året.

Jeg fandt også ud af hvad der hændte med min tiptipoldemor, Georgine Adolphine f. Petersen, efter at min tiptipoldefar havde hængt sig i begyndelsen af 1880’erne i København. Og jeg har fået taget hul på at finde ud af flere detaljer om min oldemor, Ingrid Kathrine Schwartz f. Petersen – og jeg fandt endda også hendes halvsøster i Viborg!

I 2013 vil jeg starte med at lære mere om min ovennævnte oldemor. I sin tid var hun et led på vejen tilbage i slægten, men nu synes jeg, at det er på tide at lære hende “rigtigt” at kende. Jeg vil formodentlig også fortsat kigge på forfædre og/eller efterkommere at Anna Hansdatter og Hans Christian Hansen, men hvilke det bliver, og hvad jeg lige får held med at finde, kan kun tiden vise. Derudover plejer jeg at lade mig lede af, hvad der mere eller mindre tilfældigt dukker op, eller hvad jeg pludselig kommer i tanke om og bliver optaget af at finde ud af. Uanset hvad 2013 rent slægtsforskningsmæssigt kommer til at bringe, så skal det i hvert fald nok blive både sjovt, spændende og lærerigt. Og der skal nok komme blogindlæg om mine opdagelser undervejs.

Medslægtsforskere og læsere af denne blog ønskes et rigtigt godt nytår!

4 Kommentarer

  1. Merete Rasmussen

    Hej Linda.
    Også et godt nytår til dig, min pige.
    Du har virkelig fundet mange spændende ting i løbet af de år, du har forsket, og det kunne være spændende at undersøge, hvad det vil koste at samle alt, hvad du har gravet frem, i en slags slægtsbog. Måske kan man også selv printe det ud og få det samlet med en spiralryg. Det ville være en fantastisk historiebog.
    Held og lykke med forskningen i 2013.
    Knus.

    • Linda

      Ja, det ville være godt. Jeg tror dog, at den største udfordring ligger i at få tekst og data samlet sammen til noget der er præsentabelt, læsevenligt og interessant.

      Jeg har cirka 3 slægtsrelaterede bøger i hovedet lige pt. men desværre ikke den fornødne tid til for alvor at få det ned på papir. Men jeg vil prøve at få min tid prioriteret en smule anderledes, så jeg måske kan få gjort lidt mere ved det i det nye år som vi lige har taget hul på.

  2. Inger-Lise Hansen

    Det er sandelig spændende, det du har fundet ud af, og det om Carsten Jensen er jeg meget interesseret i. Det er nemlig også en af mine forfædre. Min del af familien blev på Fyn.Hans Castensens datter, det er Anna Cathrine Hansdatter Castensen er min formoder.

    • Linda

      Hej Inger-Lise

      Velkommen til “familien” – det er altid hyggeligt når nye slægtninge dukker op.

      Jeg sender dig lige en e-mail så vi kan udveksle oplysninger derigennem. Jeg er meget spændt på at høre nærmere om Anna Cathrine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑