Mindesten over de faldne i krigen 1864 på Sønderborg kirkegård.
Næste år er det 150 år siden Danmark led det smertelige nederlag mod Preussen i “Krigen 1864”, og der lades så småt op til en markering af denne skelsættende begivenhed. Blandt andet filmatiseres Tom Buk-Swientys fremragende bøger (Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als) om de afgørende øjeblikke mod slutningen af krigen. Jeg synes, at bøgernes force er, at de skildrer krigen som den var for de mennesker der var involveret, så det bliver spændende at se, hvordan dette overføres til levende billeder.
Mens vi venter på filmatiseringen af Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, kan man følge med i optakten til krigen – og senere også krigsudbruddet – på 1864.live.dk hvor der live-blogges med 150 års forsinkelse om krisen mellem Danmark og Preussen. (Livebloggen kan også følges via facebook på facebook.com/1864live). Det er en ret interessant måde at gøre historien levende på. At man på den måde kan følge med i ikke blot krigen men også hele den langstrakte optakt til det der endte med krig og et smerteligt nederlag til Danmark. Jeg synes at det er nemmere at gøre sig forestillinger om, hvordan det må have påvirket almindelige menneskers dagligdag, når man får indblik i de afgørende nyheder i “real-tid”. Og de er interessante at følge med i, når man nu ved, hvordan det senere kom til at gå.
Jeg kom til at tænke på hele krigsoptakten igen i lørdags, da jeg på Rigsarkivet fortsatte mig læsning af den forhandlingsprotokol for sognerådet i Sandby kommune, som jeg tidligere har blogget om. Jeg læste forhandlingerne for 1862-1863 igennem, og er nu nået til 1864. Krigen foregik jo i begyndelsen af 1864, men allerede i slutningen af 1863 blev hæren indkaldt og man gjorde klar til at føre krig. Og noget af det sidste sognerådet i Sandby beskæftigede sig med i 1863 var dette:
Aar 1863 d. 22de December … extraordinært Møde i Anledning af Loven af 12te December d. A., hvorved der er anordnet en Udskrivning af Heste til Brug for Hæren bestaaende af 3456 Stykker, ifølge hvilken det vil tilfalde Sandby Sogn i Forening med 26 Tdr. Hartkorn af Vindeby Sogn at stille 6 Heste. Med Hensyn hertil vedtoges at lade indrykke en Bekjendtgjørelse i Nakskov Avis om, at de som ville levere saadanne Heste, ville behage at fremstille disse for Sogneforstanderskabet ved dets forestaaende Møde d. 6te Januar ved Sandby Skole Kl. 2. Hvad angaaer de fornødne Penge, da vedtoges, at man vilde foreløbig søge disse tilveiebragte ved Laan, forsaavidtsom Hestene ei kunne erholdes imod Credit paa en vis Tid og Laan saaledes gjøres overflødig.
Knapt to måneder tidligere, den 4. november, var min 4-x-tipoldefar, Christen Christensen i Højsmarke, mødt op på sognerådsmødet for at bede om hjælp til sin datter, Rasmine, hvis mand, Ole Frank Rygaard var indkaldt til militærtjeneste. Hun fik 1 skæppe rug og 1 skæppe byg, og måneden efter vedtog man, at hun skulle have 2 skæpper rug og 2 skæpper byg om måneden “saa længe Manden er fraværende”. Parret havde to børn og en tredje på vej (født i februar 1864) – og heldigvis slap manden igennem krigen og kom hjem til sin familie igen. Så heldigt slap min tip-tip-oldefar, Peter Christian Lohse, ikke. Han døde den 2. april 1864 under Sønderborgs bombardement. Hans kone nr. 2 sad ligeledes hjemme på Lolland og var gravid – og nu også enke, 9 dage før hendes 1 års bryllupsdag.
1864 var i den grad et året som har sat sit præg på Danmarks-historien, og stadig gør det den dag i dag. Det danske mindretal i Schleswig og deres fastholdes i de danske værdier og det danske sprog er jo et tydeligt bevis på det. Mine aner på min fars side kom alle fra Nordfriesland og dermed alle med preussisk historie. Mange af deres efterkommere måtte vælge side, da grænsen blev trukket i 1920. Min preussiske tip-tip oldefar Johann Block fik en æresmedajle for sin indsats 2. April 1864 netop i bombarmentet på Sønderborg. Så tænk hvis min ane har været skyld i Peter Christian Lohes skæbne og så ovenikøbet blevet belønnet for det. Krigen var forfærdelig og mange familier på begge sider har lidt store tab. Jeg håber at den kommende film bliver en flot hyldest til de mange som måtte lide tab.
Uha ja, Charlotte – det er underligt at tænke på, hvor tæt på, og langt fra, hinanden vores aner har været. Men sådan er det jo med de fleste voldelige konflikter, de gør mennesker til fjender, selv om der måske i bund og grund ikke er den store forskel på dem. Jeg ved ikke, hvordan Peter Christian Lohse forholdt sig til krigen, måske var han bare en mand der gjorde sin pligt for sit fædreland og kom til at betale den ultimative pris.