Her i december måned har jeg slugt Jesper Wung Sungs nye roman “En anden gren”. Når jeg vil fortælle om den her, er det fordi den tager udgangspunkt i Jesper Wung Sungs oldeforældres historie. Det specielle ved oldeforældrene var, at oldefaderen (San) var kineser og var kommet til Danmark for at være med i Tivolis udstilling i den nye ‘kinesiske by’, hvor københavnerne kunne komme og se, hvordan en rigtig kineser så ud. En af dem der kom og kiggede var Jesper Wung Sungs oldemor (Ingeborg) som faldt for San, mødtes med ham i smug og trods både familiens og samfundets modstand, endte med at gifte sig med ham, selv om det kostede hende sit danske statsborgerskab og udstødelse fra familien. Dét kan man vist kalde kærlighed, der overvinder alt. Og alligevel giver Jesper Wung Sung også et indtryk af at det ikke altid har været let at holde ved.
Tag: København (Side 1 af 2)
For godt to år siden skrev jeg dette indlæg om Skt. Croix Sukkerhus. For nylig modtog jeg to forskellige kommentarer på indlægget, og det fik mig til at grave et lille spadestik dybere i historien bag Skt. Croix Sukkerhus.
Anders havde skrevet, at det sandsynligvis var Østersøisk-guineisk Handelsselskab der havde oprettet Skt. Croix Sukkerhus. Selskabet gik i betalingsstandsning i 1787 men skulle i hvert fald have haft et sukkerraffinaderi i Amaliegade. Så det kunne godt passe med min tidligere konklusion, at Skt. Croix Sukkerhus i hvert fald fandtes i 1787, hvor sukkermester Niels Nielsen Hald boede på adressen Amaliegade 4 da der var folketælling i 1787. Og det understøttede også min teori om, at det ikke var sukkerraffinadør Christian Rønnenkamp, der havde anlagt sukkerhuset, da jeg først kunne koble ham til det fra perioden mellem 1825 og 1830.
Jeg har længe forberedt mig på at skulle skrive dette indlæg. Dels er tiden bare fløjet af sted med andre ting, dels var der lige noget jeg skulle fordøje. Jeg synes at jeg generelt har været ret omhyggelig i min forskning, men alligevel skete det for mig – at jeg fik knyttet en forkert familie til slægtstræet.
Jeg har netop læst bogen “Et barnelig i en kuffert” af Agnete Birger Madsen – en hurtigt læst bog “om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900-1950”, som bogens undertitel meget sigende fortæller. Det er en interessant historie om en tid, hvor en graviditet kunne være en ganske fortvivlende ting – især hvis man var ung, ugift og fattig. For nogen blev løsningen på den fortvivlende situation, at de slog barnet ihjel umiddelbart efter fødslen.
I bogen præsenteres man konkret for nogle piger, der slog deres barn ihjel og blev straffet for det, blandt andre Engeline Johanne Vilhelmine Kjergaard, som var 20 år gammel, da hun fødte og slog sit barn ihjel den 1. august 1901 i København. Selve historien om Engeline synes jeg man skal læse i Agnete Birger Madsens bog – eller man kan læse lidt om hende i Politikens omtale af bogen. Engeline afsonede 8 måneders forbedringshus i kvindefængslet på Christianshavn og blev løsladt den 23. december 1902, hvor hun tog hjem til sin mor. Agnete Birger Madsen har ikke kunnet følge Engeline meget længere efter løsladelsen men konkluderer, at hun vendte tilbage til den tjenestepigetilværelse hun havde inden hendes ulykkelige situation og forbrydelse.
Nogle gange fatter jeg interesse for små detaljer jeg kommer forbi i gamle, støvede protokoller – fordi de pirrer min historiske nysgerrighed. For en del år siden var det en oplysning om, at en bror til en af mine aner arbejdede “paa St. Croix Sukkerhuus paa Garnisonspladsen [i København] hos Sukkerraffinader Rønnekamp ½ Aar”, der gjorde mig interesseret i at finde ud af lidt mere om dette sukkerhus og hr. Rønnekamp – og sukkerhuse i almindelighed. Jeg har ikke kunnet identificere nogen samlet skriftlig fremstilling om Skt. Croix Sukkerhus, så over et par dage væbnede jeg mig med et par kopper kaffe, en computer med internetforbindelse, lidt tålmodighed og nogle kreative søgestrategier – og en gennemtrawling af internettet bragte mig egentlig rimeligt langt i forhold til at få svar på nogle af mine spørgsmål.
Min sidste feriedag i dag har jeg udnyttet til arkivbesøg på Københavns Stadsarkiv og på Rigsarkivet. Det var nogle korte besøg, hvor jeg gik efter nogle helt konkrete oplysninger, og jeg fik da også noget af det med hjem, som jeg havde regnet med – samt lidt mere.
Titelblad for indkvarteringsmandtallet Københavns Vestre Kvarter 1730
Blandt andet stødte jeg tilfældigt på nogle registre til indkvarteringsmandtaller for København i 1700-tallet på stadsarkivet. Min 7 x tipoldefar, Peter Sørensen Balle, boede i København op til og under branden i 1728 (jeg har fortalt lidt om ham her), men jeg ved ikke rigtig hvad der hændte ham efter 1728.
Det første mandtal der fandtes på Stadsarkivet efter 1728 var fra 1730. Jeg slog op under B, og sørme om ikke Peter Sørensen Balle stod opført her med en henvisning til Vester Kvarter, Lavendelstræde 75, hvor jeg også havde fundet ham indkvarteret umiddelbart efter branden i 1728. Det ser dog ud til at der i 1730 boede væsentlig færre mennesker på samme adresse end der gjorde i 1728, så nogle har nok fundet andre bo-muligheder i eller udenfor byen kort tid efter branden. Men Peter Sørensen Balle var altså stadig at finde på adressen to år senere. Hvor han tidligere havde været kældermand i rådmand Fogs kælder på Gammeltorv (før branden), så stod han nu opført som arbejdskarl. Måske et tegn på, at det var blevet lidt sværere at finde arbejde i København efter at en stor del af byen var brændt.
I det næste mandtal (1731) fandtes ingen Peter Sørensen Balle i registret, så han rejste formodentlig fra byen (eller døde) i 1730. Og selv om jeg stadig ikke ved hvor og hvordan Peter Sørensen Balles liv endte, så blev jeg i dag en smule klogere på tiden efter at han var blevet husvild ved branden i 1728.
Peter Sørensen Balle var i øvrigt farfar til Nicolai Edinger Balle, der blev biskop over Sjællands Stift
Min farmors morfars biologiske mor hed Adolphine Georgine Petersen og kom fra Stege. Som ung pige kom hun til København hvor hun mødte min tiptipoldefar, Carl Vilhelm Georg Michelsen. Han var oversergeant ved 24. bataljon der holdt til på Sølvgades kaserne. Parret var blevet forældre i 1880 (min tipoldefar), giftede sig året efter og fik endnu en barn, en datter, i 1882. Lykken endte dog brat, da Carl Vilhelm Georg Michelsen valgte at begå selvmord en martsdag i 1883, kun 30 år gammel.
Jeg har længe været på bar bund med hensyn til min tiptipoldemors videre liv og skæbne, men takket være indekseringen af Politiets Registerblade, har jeg endelig fået et gennembrud i sagen. Jeg fandt Adolphine Georgine Petersen registreret som hustru til en fuldmægtig Johannes Brink, der var født i Sverige. Med udgangspunkt i oplysningerne på Johannes Brinks registerblad har jeg tjekket folketællinger og kirkebøger, og jeg har søgt lidt videre på internettet for at få lidt mere kød på familien.
Johannes Brenk arbejdede for White Star Line i 1912, da rederiet mistede sit skib Titanic og en masse mennesker mistede livet i dets tragiske forlis
Adolphine giftede sig med Johannes i 1885 i Trinitatis kirke. Johannes hed på dette tidspunkt Pehrsson til efternavn, men i 1901 fik han og hans børn tilladelse til at føre familienavnet Brenk, som altså andre steder er blevet til Brink. I perioden 1888 til 1893 fik de fire børn, muligvis fik de et femte barn, de døde tidligt, men det har jeg endnu ikke fundet. Det yngste af deres børn var Valdemar Emil Brenk, som blev præst ved Sundby kirke, og desværre døde allerede i 1933, kun 40 år gammel.
Johannes Brenk var kontorist da han giftede sig med Adolphine. Senere blev han fuldmægtig hos White Star Line som havde kontor i Nyhavn 5. White Star Line var rederiet der havde skibet Titanic, der som bekendt sank på sin jomfrurejse i 1912. Johannes arbejdede for White Star Line på dette tidspunkt, så historien om Titanics forlis har formodentlig påvirket ham en del. Måske har han også tænkt lidt over, at det kunne have været hans egen familie, der var omkommet til havs, for hans 3 ældste børn var rejst til New York året forinden med et andet af White Star Lines skibe, Olympic, der ankom til New York den 21. juni 1911 efter en mere vellykket jomfrurejse fra Southampton.
Adolphine døde i 1930 efter at have været enke i ca. 6 år. Det var hendes søn, der forrettede begravelsen, og hun blev begravet på Vor Frelsers kirkegård i København. Min tipoldefar (og formodenlig også hans søster) var blevet adopteret af andre familier, hvilket jeg finder en smule underligt, når Adolphine giftede sig igen 2½ år efter at hun var blevet enke første gang. Det kunne jeg godt tænke mig at grave lidt mere i ved lejlighed.
Jeg håber også at kunne finde ud af lidt mere om Adolphines nye familie, da de krydser spor med interessante dele af Verdenshistorien, Danmarkshistorien og den lokale historie (sønnen, Valdemar Emil Brenk, var tilsyneladende aktiv i etableringen af Højdevangskirken på Amager).
Seneste kommentarer