Side 8 af 18

Et arvestykke

1. oktober 2012 / Linda / 0 kommentarer

Min far gav mig en bog i går. Ikke en hvilken som helst bog, men en meget gammel bog, som jeg nu er blevet den 6. dokumenterede ejer af. Alle foregående ejere af bogen er mine forfædre i direkte linje – min far, min farfar, min oldefar, min tipoldemor og min tiptipoldefar. Og vi har alle sammen skrevet vores navn i bogen. Min tiptipoldefar skrev på første blad:

Denne Bog tilhører
Jensen Pedersen
Østerbye
4 Linie Bataillion
2 Compagnie No 82

Han hed egentlig Jens Pedersen, så hvorfor han har skrevet “Jensen Pedersen” ved jeg ikke. Måske var det noget han blev kaldt. Jeg ved ikke hvornår han fik bogen, men det kunne tyde på, at det var forud for hans soldatertid eller før hans deltagelse i en af de slesvigske krige, siden han har skrevet sit militære tjenestested og nummer. Familiehistorien vil vide, at han deltog i krigen 1864 og blev såret under slaget ved Sankelmark, men jeg mangler at undersøge, om det findes dokumenteret.

Min tiptipoldefars inskription i bogen. (Klik på billedet for at se i større format.)

Bogen har mistet sit omslag undervejs igennem de ca. 150 år den har været i familiens eje. Og den hænger kun lige sammen i bladene. Den indeholder forskellige små fortællinger og beretninger, som tilsyneladende har et kristent omdrejningspunkt. Jeg googlede nogle af titlerne og fandt på Google Books, i “Dansk Litteraturtidende for Aaret 1822” en liste over “Smaa Skrivter, udgivne af Tractatselskabet i Lyngbye”. Det ser ud til at de fleste, hvis ikke alle, af bogens fortællinger står på denne liste – dog i en lidt anden rækkefølge. Og i bogen findes nogle fortællinger, som ikke findes på listen over de små skrifter, som formodentlig blev udgivet i 1822. Jeg tror, at der må være tale om en senere genudgivelse med tilføjelse af flere skrifter. De fleste enkelte fortællinger har sit eget titelblad, hvorpå det fremgår hvor og hvornår de er trykt. De ser ud til alle at være trykt hos bogtrykker Christopher Græbe i København, seneste trykningstidspunkt angivet er år 1833. Jens Pedersen var født i 1830, så det kan vel også tænkes, at bogen har haft en ejermand mere – nemlig Jens’ far eller mor, der har givet den til Jens. Men det er kun en spekulation.

Titelblad til første fortælling i bogen samt tidligere ejeres inskriptioner. (Klik på billedet for at se i større format.)

Der er til gengæld mere belæg for at hævde, at bogen egentlig har haft to yderligere ejere undervejs på sin rejse gennem generationerne. Min tiptipoldemor arvede bogen da hendes mand, Jens Pedersen, døde i 1883. Det var derfor hende, der gav den videre til datteren, Karoline Petersen, i 1891. Karoline var da 21 år gammel. Karoline gav den videre til sønnen, Jens Ove Karlsen, da han var 17 år gammel i 1922. Han passede på bogen i 48 år og gav den videre til sin ældste søn, Jens Jakob Karlsen, i 1970. Jens Jakob var da 37 år gammel. Da Jens Jakob døde i 1989 blev det hans enke, Ketty Agnete Karlsen, der automatisk arvede bogen, men hun gav den straks videre til sønnen, Jens Erik Karlsen, som da var 37 år, samme alder som hans egen far havde, da han fik bogen. Og nu har jeg så, 36 år gammel, arvet bogen af min far. Og jeg vil passe godt på den, så jeg en dag kan give den videre til min nevø eller niece, hvis jeg ikke selv får børn.

Andreas C. Hansen i Forsvarets Arkiver

9. september 2012 / Linda / 3 kommentarer

Min 3 x tipoldefar, Karl Hansen, var ud af en børneflok, hvor stort set alle har været gode til at skabe spor efter sig i myndighedernes arkiver. Én af hans brødre hed Andreas (Christian) Hansen. Han var født i København 1806 og havde en militær “karriere” i sine unge år, ligesom sin far, farfar og oldefar. Jeg har på det seneste prøvet at få flere detaljer på plads fra hans tid ved forsvaret. Det betød at jeg måtte have fat i en kildegruppe, som jeg ikke ellers har så meget erfaring i.

Lægdsruller har jeg efterhånden kigget i nogle gange, så der ved jeg nogenlunde hvad jeg har med at gøre. I lægdsrullen 1827, 2. sjællandske distrikt, Maribo amt, lægd nr. 93 stod der under anmærkninger for Andreas Christian Hansen:

1827 PCFR. Er avanceret til Underofficeer 1/4 1829.

Forkortelsen PCFR står for Prins Christian Frederiks Regiment, hvor flere af mine lollandske forfædre har gjort tjeneste.

Da Andreas senere – i 1860 – var afhørt og dømt i en sag om diverse tyverier i Lollands Nørre Herred, undersøgte man, om han var tidligere straffet:

Dommeren fremlagde
Strafattest fra Sønderherreds Jurisdiction
Do. fra Elbo-Brusk og Holmans Herreder
Do. fra 6’ Infanteri-Bataillon fremsendt med Skrivelse fra samme, hvilke Documenter følge og efter hvilke Comparenten ikkun er straffet for Vagtforseelse og Respectstridigt Forhold.

Her fik jeg altså oplysning om, at han var straffet for to forhold ved 6. infanteribataljon. Ved samme forhør oplyste Andreas, at han havde været underofficer ved Prins Christians Regiment 1827-1837, så det måtte være i den periode han var blevet straffet.

Jeg startede med at kigge på stambøger fra Prins Christian Frederiks Regiment, hvor Andreas havde tjent. Det kan være lidt vanskeligt at finde frem til det rette regiment, da de har skiftet navne mange gange undervejs i historien. Og som regel er arkiverne registrerede under det sidste navn som regimentet havde. Men en søgning i Daisy – Statens Arkivers database – på “Prins Christian Frederiks Regiment” ledte frem til arkivskaberen “Prinsens Livregiment (3. Regiment), Prins Christian Frederiks Infanteriregiment”. Da jeg ovenikøbet kunne se, at det officielle navn i 1860 var 6. infanteribataljon (hvorfra straffeattester vedr. Andreas Christian Hansen var sendt samme år), så var jeg nok på rette spor.

Under arkivserie G. Stambøger 1790-1933 fandt jeg frem til pakkenr. 404 og 405 der dækkede perioderne 1811-1827 og 1828-1846. Heri fandt jeg Andreas registreret med tilgang til Grenaderkompagniet 1827. Man har også beskrevet hans udseende; lyst hår, lang ansigtsform og blå øjne, og så var han 65 3/4 tommer høj. Der står endvidere, at han var avanceret til korporal 14. april 1829, så jeg gik videre til listen over tilgang til Grenadierkompagniet 1929. Dér stod han som “Corporal And: Christ: Hans: Kjøbenhavn” (soldaterne havde deres fødeby som tilnavn). Bortset fra at hans højde nu blev målt til 66 tommer, så var beskrivelsen af ham den samme. Det var også oplyst, at han havde tegnet kontrakt (“capitulation”) på 8 år fra 1. april 1829. Det passede med at han var underofficer til 1837, som han senere oplyste. Næste skridt var derfor listen over afgang fra Grenaderkompagniet i 1837, og her stod Andreas Christian Hansen rigtig nok også med oplysningen “31 Marts demitteret efter udtjent Tid”.

Stambøgerne bekræftede egentlig blot noget jeg vidste i forvejen – men jeg fik nogle mere eksakte datoer at vide, og jeg fik en beskrivelse af Andreas Christian Hansens udseende. Nu ville jeg så prøve at finde mere om de domme han havde modtaget.

Jeg har Jørgen Greens bog Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver stående i reolen, og heri læste jeg om hærens straffearkiver. Det ledte mig frem til at det nok var Generalauditørens arkiv jeg skulle have fat i. I Daisy fandt jeg arkivskaberen “Generalauditøren, auditøren ved 6. Bataljon”, hvor der fandtes justitsprotokoller fra perioden 1782-1880. Jeg bestilte de to pakker der dækkede perioden 1827-1837, hvor Andreas gjorde tjeneste og var på kontrakt.

På Rigsarkivet i går begyndte jeg så at bladre den ene justitsprotokol (dækkende 1832-1838) igennem. Og der var bingo! Først fandt jeg Andreas’ anmodning om tilladelse til at indgå ægteskab i 1834, og derefter sagen fra 1835, hvor han blev dømt for “respektsforseelse”.

Dommen mod Andreas Christian Hansen i 1835. Generalauditøren, Auditøren ved 6. Bataljon; F. Justitsprotokol; 1832-1838, side 415 (Rigsarkivet)

Det er noget helt særligt at kunne læse forhøret og ikke blot nøjes med at vide, at han blev dømt 5 dage på vand og brød for respektforseelse. F.eks. fremgår det af forhøret, at han var på vej ad “Gotersgade” og at han havde en aftale om at mødes med en mand på et bestemt tidspunkt. Kongens Regiments Jægerkorps kom forbi, og Andreas hilste ikke på kaptajnen (formodentlig: gjorde ikke hornør), som man ellers skulle, selv om man som Andreas var permitteret på dette tidspunkt og klædt i civil. Han blev bedt om at komme hen til kaptajnen, men det ville han ikke, og han havde flere undskyldninger for dette under forhøret. Han havde travlt, han troede ikke at han skulle hilse. Og så havde nogen hørt ham være lidt næsvis, da han afviste at komme hen til kaptajnen. Blandt andet skulle han have truet med at lade kaptajnen sætte i Raketten. Jeg studsede over dette udtryk; det gav ikke umiddelbart mening. Men jeg googlede ordet “Raketten” i forskellige kombinationer med andre ord, bl.a. regiment, for at ramme noget der havde med forsvaret at gøre. På Google Books fandt jeg en side i bogen H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds, hvor “Raketten” var nævnt som et “smuds- og sensationssblad” grundlagt 1831 af Mathias Winther. Andreas havde altså truet med at ville tilsmudse kaptajnen fra jægerkorpset i offentligheden.

Jeg har endnu ikke fundet den anden sag, hvor Andreas blev dømt for vagtforseelse. Af sagen 1835 fremgik det, at han ikke tidligere var straffet, så vagtforseelsen må være sket i perioden 1835-1837. Jeg fandt den dog ikke i protokollen i denne periode. Næste skridt må være at undersøge, om det alligevel er sket tidligere, eller om det er et andet sted end i Justitsprotokollen jeg skal lede.

Johanna og Lars Kristian Schwartz i arbejde foran hus — Johanna Christina Andersson vinker til fotografen, her sammen med sin mand og formodentlig et af deres børn.

Mine 8 svenske 4 x tipoldeforældre

27. august 2012 / Linda / 0 kommentarer

I weekenden var det gratis at prøve AD Online – den svenske pendant til Arkivalier Online, hvor der er adgang til at bladre i svenske kirkebøger, husforhør, skifter mv. Jeg benyttede tilbuddet til at finde lidt flere oplysninger om min svenske tipoldemors familie.

Johanna Christina Andersson vinker til fotografen, her sammen med sin mand og formodentlig et af deres børn.

Min svenske tipoldemor var Johanna Christina Andersson – min mormors farmor – født i 1862 i Åby nord for Kalmar som barn nr. 5 i en søskendeflok på 9 + en dødfødt søster og en bror der døde 5 måneder gammel. Johanna kom til Danmark da hun var i begyndelsen af 20’erne, ifølge familiehistorien for at få sig en uddannelse. Om dét var hendes formål med at tage til Danmark og om hun overhovedet fik en uddannelse er uklart. Det tyder mest på, at Johanna kom til at arbejde i landbruget; ét sted er hun nævnt som malkepige, og efter et par år blev hun gravid og giftede sig med min tipoldefar, Lars Christian Hansen Schwartz. Da de blev gift først på sommeren 1888 var han materialkusk på Bregentved ved Haslev, og hun tjente på det nærlæggende Sofiendal.

Jeg har over en årrække lidt efter lidt fundet flere af Johannas svenske forfædre, og i weekenden altså de sidste 2 af hendes oldeforældre, således at jeg nu har navne på alle mine 8 svenske tiptiptiptip-oldeforældre på Johannas side. Det er ikke meget jeg reelt ved om disse mennesker, ud over deres navne, hvor og hvornår de levede. Og så ser det – ikke overraskende – ud til at de var som smålændinge var flest i 1800-tallet; mennesker der ikke fik meget forærende men måtte knokle for at opretholde livet for sig selv og de mange børn der ofte fulgte med et ægteskab.

Johannas forældre på min aneliste (ane 58-59)

Johannas bedsteforældre på min aneliste (ane 116-119)

Johannas oldeforældre på min aneliste (ane 232-239)

Nye, små brikker til slægtspuslespillet

7. august 2012 / Linda / 3 kommentarer

Min sidste feriedag i dag har jeg udnyttet til arkivbesøg på Københavns Stadsarkiv og på Rigsarkivet. Det var nogle korte besøg, hvor jeg gik efter nogle helt konkrete oplysninger, og jeg fik da også noget af det med hjem, som jeg havde regnet med – samt lidt mere.

Titelblad for indkvarteringsmandtallet Københavns Vestre Kvarter 1730

Blandt andet stødte jeg tilfældigt på nogle registre til indkvarteringsmandtaller for København i 1700-tallet på stadsarkivet. Min 7 x tipoldefar, Peter Sørensen Balle, boede i København op til og under branden i 1728 (jeg har fortalt lidt om ham her), men jeg ved ikke rigtig hvad der hændte ham efter 1728.

Det første mandtal der fandtes på Stadsarkivet efter 1728 var fra 1730. Jeg slog op under B, og sørme om ikke Peter Sørensen Balle stod opført her med en henvisning til Vester Kvarter, Lavendelstræde 75, hvor jeg også havde fundet ham indkvarteret umiddelbart efter branden i 1728. Det ser dog ud til at der i 1730 boede væsentlig færre mennesker på samme adresse end der gjorde i 1728, så nogle har nok fundet andre bo-muligheder i eller udenfor byen kort tid efter branden. Men Peter Sørensen Balle var altså stadig at finde på adressen to år senere. Hvor han tidligere havde været kældermand i rådmand Fogs kælder på Gammeltorv (før branden), så stod han nu opført som arbejdskarl. Måske et tegn på, at det var blevet lidt sværere at finde arbejde i København efter at en stor del af byen var brændt.

I det næste mandtal (1731) fandtes ingen Peter Sørensen Balle i registret, så han rejste formodentlig fra byen (eller døde) i 1730. Og selv om jeg stadig ikke ved hvor og hvordan Peter Sørensen Balles liv endte, så blev jeg i dag en smule klogere på tiden efter at han var blevet husvild ved branden i 1728.

Peter Sørensen Balle var i øvrigt farfar til Nicolai Edinger Balle, der blev biskop over Sjællands Stift

Martha på døvstummeinstituttet i Fredericia

29. juli 2012 / Linda / 0 kommentarer

Jeg har brugt lidt sommerferietid på landsarkivet i Viborg. Min tipoldefars kusine, Martha Carlsen, blev undervist på døvstummeinstituttet i Fredericia i perioden 1894 til 1901, og jeg ville gerne vide lidt mere om hendes tid dér. Arkivet fra “Det kgl. Døvstummeinstitut i Frederica”, som instituttet retteligt hed, befinder sig ved Landsarkivet for Nørrejylland, og da Viborg også er en hyggelig by at opholde sig i, drog jeg dertil på et tre-dages ophold.

Lad mig først lige præsentere Martha: Hun blev født 24. marts 1882 i Bønnet i Vesterborg sogn på Nordvestlolland som 5. fælles barn af Ane og Hans Christian Carlsen (Hans Christian var søn af Karl Hansen, som jeg har skrevet en længere artikel om). Samme år som Martha blev født, åbnede sukkerfabrikken i Nakskov, og det tyder på, at Hans Christian Carlsen snart fik job som arbejdsmand på sukkerfabrikken. Familien flyttede til Nakskov i løbet af Marthas to første leveår.

Via døvstummeinstituttets arkiv har jeg fundet ud af, at Martha var syg som ganske lille; det oplyses, at hun fik “stivhed i nakken med krampe” da hun var ca. ½ år gammel, og at hun først lærte at gå helt som 6-årig. Det antages, at hun blev døv som følge af sygdommen da hun var ½ år gammel. I 1893, da hun er 11 år gammel, vurderes hun som “rask på sjæl og legeme”, og ved helbredsundersøgelsen, da hun kommer til Fredericia i september 1894, finder man hendes ernæringstilstand god. Man finder dog også, at hun muligvis har en udposning på hovedpulsåren eller i hvert fald en væskefyldt knude ved brystbenet i venstre side. I 1897 noterede instituttet også en 12 dages sygeperiode for Martha, hvor hun havde smerter i hjerteregionen. Martha kom til at leve til hun var 72 år gammel, så problemerne omkring brystben, hovedpulsåre og hjerte har næppe været alvorlige.

Der blev indført undervisningspligt for døve børn i 1817, og på det tidspunkt hvor Martha var barn, var det normalt, at man som døvstum kom til en forskole i Fredericia som 8-årig. Af endnu ukendte årsager var Martha dog blevet 12 år gammel, da hun blev optaget på døvstummeinstituttet i 1894. Hun ankom dertil den 3. september 1894 for at begynde undervisning og uddannelse. Da familien ikke selv havde midlerne til at betale for Marthas undervisning og ophold på instituttet, betalte amtsfattigkassen de 70 kr. i kvartalet det kostede.

Undervisningen på døvstummeinstituttet i Fredericia foregik efter talemetoden – i modsætning til tegnmetoden. Det vil sige, at eleverne blev oplært i at tale og formodentlig også i at mundaflæse. En af prøverne i forberedelsesklassen var at udtale forskellige ord. Mens man gik i forberedelsesklassen boede man på instituttet. Senere var det almindeligt at man kom ud i et plejehjem, dvs. hos en familie i Fredericia, som modtog kostpenge for at have døvstumme elever boende. I Marthas tilfælde boede hun i perioden fra 3. juli 1898 til 31. marts 1900 hos en enkemadam Albertsen sammen med en 3 år yngre pige fra samme klasse som Martha. Ellers boede hun på instituttet, der lå i Dronningensgade i Frederica.

De nærmere detaljer om hvordan Marthas tid på døvstummeinstituttet er forløbet, kender jeg ikke. Men jeg vil ved lejlighed finde ud af, om der eksisterer beretninger om livet og dagene på instituttet. Hvordan Martha befandt sig på instituttet ved jeg heller ikke meget om, men jeg fandt i døvstummeinstituttets arkiv to breve fra hendes far – og det ene indikerer, at Marthas humør ikke altid var på toppen. Brevet er dateret 8. september 1895, dvs. umiddelbart efter at Martha er kommet tilbage til sit 2. år på instituttet efter en sommerferie i Nakskov, og det lyder:

Hr. Jørgensen

Jeg tillader mig at spørge om hvoledes det gaar med Martha siden vi er rejst hjem for hun var jo noget bedrøvet da vi rejste.

Jeg tillader mig at spørge om Hr. Jørgen[sen] vilde meddele Martha om at hendes ælste Søster Hanne har faaet Plads her over til November hos Hr. Gæstgiver Nissen Gottersgade.

En venlig [hilsen] til Martha fra hendes Forældre og Søstre

H C Carlsen

Den 17. juli 1901 bliver Martha konfirmeret i Trinitatis kirke i Fredericia som afslutning på 6. klasse. Af en vidnesbyrdprotokol fra døvstummeinstituttet fremgår det, at man har “fundet det rigtigst at lade hende blive konfirmeret fra 6te klasse” fordi hun nu er blevet 19 år. Hendes religiøse kundskaber er i orden til at hun kan blive konfirmeret og generelt får hun karaktererne “god” eller “meget god” (Ørsteds skala). Det fremgår endvidere, at hun pga. sin modenhed let fulgte med i undervisningen i de første klasser, men at hun senere blev overhalet af de mere kvikke elever. De øvrige kvindelige elever, der var startet samme år som Martha blev først konfirmeret året efter, efter 7. klasse.

Den 18. juli 1901 kunne Martha så vende tilbage til Nakskov, og hun kom senere til at arbejde som syerske. På døvstummeinstituttet lagde man stor vægt på at eleverne lærte håndarbejde, så de derigennem kunne finde et fremtidigt erhverv. Ud fra de breve jeg stødte på i døvstummearkivets arkiv, tyder det på, at syerske var en ret almindelig profession blandt de kvindelige elever. I hvert fald var der mange tidligere elever der senere fik hjælp til at anskaffe sig en symaskine, så de kunne leve af at sy.

Martha døde den 2. september 1954 i Nakskov som “aldersrentenyder, fhv. syerske”. Hun blev aldrig gift, men fik i 1908 en datter, Else Carlsen, hvis far ikke blev noteret i kirkebogen.

Udkantsdanmark anno 1888

21. juli 2012 / Linda / 0 kommentarer

Jeg besøgte Nakskov Lokalhistoriske Arkiv tirsdag og onsdag formiddag i denne uge, for at kigge i nogle gamle byrådsbøger med uddrag af byrådets forhandlinger af diverse sager. Det kan være ganske underholdende, og man kan få et indblik i, hvilke ting der har optaget byborgerne på et givet tidspunkt.

F.eks. stødte jeg i bogen “Uddrag af Byraadets Forhandlinger for Aaret 1888” under mødet den 20. marts 1888 på en sag om køreplanen for toget mellem Nakskov og København. Og jeg kunne ikke lade være med at få tanken, at der også dengang var en slags “Udkantsdanmark”.

Overretssagfører Fasting, der sad i byrådet på dette tidspunkt, foreslog at man henvendte sig til indenrigsministeriet med forslag til nogle ændringer til den ny køreplan “for den lolland-falsterske Jernbane”, som skulle træde i kraft 1. juni. Han mente at der var nogle store ulemper ved den nye køreplan, som havde 6 færre tog om dagen. Køretiden mellem Nakskov og København ville blive forlænget, selv om køretiden mellem Nykøbing og København blev forkortet, et vigtigt formiddagstog skulle bortfalde, hvorved en hurtig forbindelse til udlandet ville forsvinde og man kunne forvente øget pres på morgentoget med forsinkelser til følge, og endelig passede forbindelsen for “Dampskibet mellem Nakskov og Spodsbjerg” ikke længere med middagstogene fra Nakskov.

Overretssagfører Fasting foreslog derfor følgende:

Aftentoget fra Kjøbenhavn Kl. 6.50, der nu standsede i Nykjøbing Kl. 11.45, burde føres igjennem til Nakskov, hvor det da vilde kunne ankomme Kl. 1.05. – Dette Tog medbringer Hovedposten, der nu henligger i Nykjøbing saalænge, at den kunde naa hurtigere til Nakskov pr. Vogn end pr. Jernbane. I hvert Fald burde Morgentoget fremskyndes saa meget, at det ikke ankom til Nakskov senere end Kl. 8.30, men den Udgift, som Fremførelsen af Nattoget fra Nykjøbing til Nakskov vilde medføre, kunde ikke være for stor i Forhold til de Fordele, som den vilde bringe Lolland, i hvilken Henseende det maatte erindres, at Landposterne vilde kunne komme saa tidlig ud, at ialtfald de fleste kunde være tilbage til Eftermiddagstogets Afgang. Skulde der gives Afkald paa Formiddagstogene Kl. 10.35, kunde Morgentogene maaske afgaa lidt senere.

Forbindelsen mellem Iltogene paa Falster og Lollandstogene burde bevares i Nykjøbing for Togene i begge Retninger. Den Omstændighed, at den lolland-falsterske Bane havde indladt sig paa den slette Forretning at drive Gjedserbanen, burde dog ikke bevirke, at der alene tænktes paa denne og Forbindelsen mellem Norden og Tydskland; og med god Villie lod Forbindelsen sig selvfølgelig ogsaa opretholde.

Aftentogene kunde uden Skade afgaa noget senere i begge Retninger.

Ud fra ovenstående kan man se, at det dengang tog godt seks timer at rejse med toget fra København til Nakskov! Og så var forbindelsen til Gedser allerede dengang en dårlig forretning…

Byrådet besluttede at skrive til indenrigsministeriet og “den lolland-falsterske Jærnbanebestyrelse” med ovenstående forslag. Samtidig ville man opfordre Generalpostdirektoratet til at interessere sig for sagen, da forringelserne i den nye køreplan ville få betydning for postuddelingen på Lolland.

Fastings afsluttende bemærkning som argument for sit forslag fortjener at blive citeret ordret:

… han tilføiede sluttelig, at vi vel ikke vare forvænte med Jernbaneforholdene, idet man blot behøvede at pege paa den skandaløse Stationsbygning, vi have heri Byen, men at Selskabets Bestyrelse, der uheldigvis havde sit Sæde i Kjøbenhavn, naar der ikke optraadtes mod nye Tilbageskridt, med Rette maatte kunne tro, at vi ikke havde noget imod Ordningen.

Et brev med en nekrolog

18. juli 2012 / Linda / 1 kommentar

Just hjemkommet fra et par feriedage i Nakskov, fandt jeg i dag i min postkasse et brev fra University of Wisconsin. Og det skyldtes ikke, at jeg planlægger at studere i Amerika, men at jeg for kort tid siden bestilte en kopi af en nekrolog fra Stevens Point Daily Journal.

Efter at jeg fandt min tip-3-oldefar, Mads Rasmussen Greve, i Winneconne, Wisconsin, har jeg arbejdet på at finde efterkommere af ham i Amerika, så jeg om muligt kan få kontakt til nulevende slægtninge. Nekrologen, jeg havde bestilt, kan måske være med til at opnå dette. Det var nemlig en nekrolog over Mads Rasmussen Greves datters svigersøn, Wesley Preston Stow, gift med Anna Louise Madison.

Nekrolog over Wesley Preston Stow fra Stevens Point Daily Journal 4. maj 1953

Nekrologen fortæller ikke så meget, men en vigtig oplysning er navnene og bostederne for Wesleys børn – John Stow i Amherst, og Laura Peskie i Oshkosh. Nu kan jeg begynde at lede videre efter deres eventuelle efterkommere.

Den fulde tekst i nekrologen lyder (se også billedet):

Funeral services for Wesley Preston Stow, 91, town of Lanark, were conducted at 2 o’clock Tuesday afternoon at the Holly funeral home, Waupaca.
Rev. Elmer Larson, pastor of the Scandinavia Lutheran church, was in charge. Burial was in the Sheridan cemetery.
A farmer, he died last Friday evening at his home after a short illness.
He was born Jan. 27, 1862, in the town of Farmington, Waupaca county.
The survivors are his widow; a son, John Stow, Amherst, Route 1; and a daughter, Mrs. Laura Peskie, Oshkosh.

Hvis andre har slægt i Portage eller Waupaca county i Wisconsin kan man måske være heldig at finde henvisninger til en nekrolog, et statsborgerskab eller en folketælling på University of Wisconsins “Central Wisconsin Genealogy Index“, hvor jeg fandt Wesley Stows nekrolog. Jeg betalte $10 (med Visa-kort) for at få en kopi af nekrologen tilsendt.

If any descendent of Wesley Preston Stow reads this post, please get in touch with me as I am very interested in knowing more about my gr-gr-gr-grandfather’s American family. He was Mads Rasmussen, whose daughter Karen Sophie Vilhelmine Madsen went with him to Wisconsin. Karen’s daughter Anna married Wesley Stow.

alda.dk