Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

En god sag

Jeg har netop læst bogen “Den gode sag” af Claus Bjørn færdig. Bogens undertitel er “En biografi om Christian Ditlev Frederik Reventlow”, og jeg har læst den for at blive klogere på en mand, der betød en del i sin samtid og eftertid – både for Danmark og for Lolland hvor en stor del af min slægt kommer fra.

Claus Bjørn har skrevet en rigtig god bog, som rammer det svære niveau for biografier, hvor man føler at man får et godt indblik i den portrætterede person, uden at der er for mange ligegyldige og kedelige detaljer med. Her i efterdønningerne af filmen “En kongelig affære”‘s popularitet er det interessant at dykke lidt ned i den periode der fulgte efter den korte Struensee-epoke. C.D.F. Reventlow var med, da kronprins Frederik, søn af Kong Christian den 7., udførte sit statskup i 1784*, hvorved han blev den egentlig regent. Reventlow fik også efterfølgende en vigtig rolle i statsadministrationen og som rådgiver for kronprinsen, den senere Kong Frederik den 6. Han var en af hovedpersonerne bag stavnsbåndets ophævelse i 1788 og bag skoleloven af 1814. Mange af sine tanker om landbrugsdrift og uddannelse af landbefolkningen – den største gruppe i datidens Danmark – afprøvede han på sine egne godser på Lolland – Pederstrup og Christianssæde. Bogens titel “Den gode sag” henviser til Reventlows eget udtryk for de forbedringer han arbejde for.

Desværre er bogen udsolgt fra forlaget, men jeg lånte den på Rødovre Bibliotek, hvor den desværre var havnet i magasinet i kælderen. Den fortjener at komme op i lyset. Man kan finde bogen i bibliotek.dk og bestille den til sit lokale bibliotek, hvis de ikke selv har den på hylderne.

*rettet 4.11.2012 fra 1884

4 Kommentarer

  1. Ole Gold

    Hej Linda
    Jeg er langt fra stiv i kongerækken, men faldt over at kronologien ikke rigtigt passede. Mon ikke der heri teksten “…udførte sit statskup i 1884, …” skal stå 1784 isf 1884 ?
    mvh
    Ole

    • Linda

      Ah jo, Ole – selvfølgelig. Godt spottet. Århundrederne flyder lidt ud for mig nogle gange 🙂

      Jeg får straks rettet!

  2. Charlotte Block Dalgaard

    Hej Linda
    Tak for bogtippet – jeg har nu bestilt den til afhentning på biblioteket og glæder mig meget til at læse den.

    Min interesse for Christian Ditlev Frederik Reventlow skyldes min 4xtipoldefars bror Christian Ditlev Møller (1754-1823).

    Christian Ditlev Møller var en af flere i familien, der flyttede til Lolland-Falster under C.D.F. Reventlow, hvor han ved folketællingen 1787 var ”Inspecteur ved grevskbet Christiansæde” på Pederstrup. Senere blev han ”Landvæsenets
    Commissiair. Kongel. Landmaaler og Inspekteur ved Godset” (folketællingen 1801). Han var gift med Dorothea Hinkeldey og blev ca. 69 år gammel. Ved sin død havde han også titel af kammerråd. Han var også kunstnerisk anlagt, han har tegnet “Et Kort over Hjelmholt Bys Marker” i 1779. Det kan i dag ses på Pederstrup Museum.

    Så nu glæder jeg mig til at læse bogen, måske er min ane nævnt.

    • Linda

      Hej Charlotte!

      Det lyder ret oplagt, at du skal læse denne bog. Spændende, at du har familie med så tæt tilknytning til Reventlow-familien.

      Jeg mener helt bestemt at en landmåler var nævnt i bogen – det kunne måske godt være din ane.

      God fornøjelse med læsningen! Jeg hører gerne om, hvad du får ud af det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑