Jeg har netop læst bogen “Den gode sag” af Claus Bjørn færdig. Bogens undertitel er “En biografi om Christian Ditlev Frederik Reventlow”, og jeg har læst den for at blive klogere på en mand, der betød en del i sin samtid og eftertid – både for Danmark og for Lolland hvor en stor del af min slægt kommer fra.
Claus Bjørn har skrevet en rigtig god bog, som rammer det svære niveau for biografier, hvor man føler at man får et godt indblik i den portrætterede person, uden at der er for mange ligegyldige og kedelige detaljer med. Her i efterdønningerne af filmen “En kongelig affære”‘s popularitet er det interessant at dykke lidt ned i den periode der fulgte efter den korte Struensee-epoke. C.D.F. Reventlow var med, da kronprins Frederik, søn af Kong Christian den 7., udførte sit statskup i 1784*, hvorved han blev den egentlig regent. Reventlow fik også efterfølgende en vigtig rolle i statsadministrationen og som rådgiver for kronprinsen, den senere Kong Frederik den 6. Han var en af hovedpersonerne bag stavnsbåndets ophævelse i 1788 og bag skoleloven af 1814. Mange af sine tanker om landbrugsdrift og uddannelse af landbefolkningen – den største gruppe i datidens Danmark – afprøvede han på sine egne godser på Lolland – Pederstrup og Christianssæde. Bogens titel “Den gode sag” henviser til Reventlows eget udtryk for de forbedringer han arbejde for.
Desværre er bogen udsolgt fra forlaget, men jeg lånte den på Rødovre Bibliotek, hvor den desværre var havnet i magasinet i kælderen. Den fortjener at komme op i lyset. Man kan finde bogen i bibliotek.dk og bestille den til sit lokale bibliotek, hvis de ikke selv har den på hylderne.
*rettet 4.11.2012 fra 1884
Seneste kommentarer