“Jeg husker hin torsdag aften … “. Disse ord lød ofte fra nu afdøde Helge Rasmussen, når jeg mødte ham på Nakskov Lokalhistoriske Arkiv. “Hin torsdag aften” var den 9. januar 1997, hvor min mor, min moster og jeg troppede op på arkivet i Jernbanegade i Nakskov ved 5-tiden om eftermiddagen, en time før lukketid. Med os havde vi min oldemors dåbsattest og vi blev mødt af Helge Rasmussen, der – som jeg husker det – var den eneste medarbejder på arkivet denne vintereftermiddag. Vi præsenterede vores ærinde; at vi ville i gang med at slægtsforske og finde ud af, hvem moderen til vores mormor/oldemor var. På den medbragte dåbsattest fra 1896 stod at min oldemors forældre var:

Ugift Marie Christine Petersen i Nakskov, udlagt barnefader: Frederik Flint i Svendborg.

Det var ikke meget at gå efter, sagde Helge til os – men de havde på arkivet nogle navneregistre til kirkebøgerne for Nakskov indtil 1891, så vi kunne jo tjekke om navnet Marie Christine Petersen fandtes dér. Helge hentede registrene og slog navnet op, og der var en kandidat som kunne passe meget godt – en Marie Christine Pedersen født og døbt i Nakskov i januar 1871. Aldersmæssigt kunne hun godt være den kvinde, der havde fået et barn døbt i 1896.

Vi var ankommet til arkivet kun en time inden lukketid, men der blev også tid til at slå Marie Christine Pedersens fødsel op i kirkebogen for 1871. Helge Rasmussen forklarede os, hvordan kirkebøgerne var indrettet, og han hjalp os med at tyde den gotiske håndskrift. Vi gik derfra fulde af entusiasme og med meget mere end vi havde håbet at finde ud af. Vi havde nemlig også fået navnene på Marie Christine Pedersens forældre – hvis det virkelig var ‘vores’ Marie Christine der stod opført i kirkebogen. Helge rådede os til at kontakte kirkekontoret for Skt. Nikolai kirke for at høre, om der stod mere om Marie Christine Petersen/Pedersen i kirkebogen ved indførslen af min oldemors fødsel. Man plejede nemlig at skrive moderens alder, fortalte Helge os, og hvis alderen passede med, at hun var født i 1871, så var vi nok på rette vej, mente han. På arkivet havde man kun kopier af kirkebøgerne indtil 1891.

De følgende uger blev kirkekontoret kontaktet (alderen passede med at min oldemors mor var født i 1871), og vi besøgte arkivet igen og blev hjulpet og guidet videre af Helge Rasmussen; Vi fandt dåbsindførslerne for Marie Christine Pedersens søskende i kirkebogen og så, at en søsters navn var givet videre til min oldemor. Vi blev introduceret til folketællinger, hvor vi fandt vores oldemor/tipoldemor, og hendes forældre og søskende. Og derigennem fandt vi også ud af, at Marie Christine Pedersens mor tilsyneladende var født i Horslunde sogn, nord for Nakskov, i 1842. Således gik turen også til det lokalhistoriske arkiv i Købelev, hvor xeroxkopier af kirkebøgerne for Horslunde kunne beses. Også her blev vi hjulpet godt af arkivets frivillige personale, så vi kunne få navne på næste slægtsled bagud i tiden. Et af disse navne førte os tilbage til arkivet i Nakskov, hvor min oldemors oldemor, Sidsel Povelsdatters fødsel i 1796 kunne findes i kirkebogen for Branderslev sogn. Dermed var vi i løbet af ganske kort tid kommet præcis 100 år tilbage i slægten, i den lige kvindelinje fra mig, min mor og moster – min oldemors fødsel i 1896 til min tiptiptip-oldemors fødsel i 1796.

I dag er det 20 år siden vores første besøg på arkivet. Det førte en masse med sig, som Helge Rasmussen også pointerede, når han nævnte “hin torsdag aften”. Blandt andet viste det sig senere, at Helges hustru og jeg havde fælles aner på min fars side – og vi kom i kontakt med fælles slægtninge i Holland og USA. Jeg stiftede bekendtskab – og venskab – med flere af de mennesker der jævnligt kom på arkiverne omkring Nakskov og som også var i gang med at grave deres slægt frem af de trykte kilder. Ind i mellem viste det sig, at deres slægt krydsede med min.

I dag er det blevet nemmere at slægtsforske, da kirkebøger, folketællinger og en del andre kilder ligger tilgængeligt online fra Rigsarkivets hjemmeside. Man behøver ikke længere besøge lokalhistoriske arkiver og kirkekontorer for at finde afdøde slægtninge i kirkebøgerne. Det er på en måde lidt ærgerligt, for jeg  fik en helt uvurderlig hjælp til at komme i gang og blev en del af et fællesskab som jeg ikke ville have været foruden.