Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Tag: 1880’erne

Jordemødre

De fleste af mine kvindelige aner var selvfølgelig som kvinder var flest op igennem 1700- og 1800-tallet. De blev gift, fik børn, passede hus og hjem og tog ofte forskelligt kvindearbejde som var af samme type som de allerede udførte for dem selv og deres familier.

Tre kvinder stikker dog en lille smule ud fra mængden. Det arbejde de udførte var stadig kvindearbejde, og på sin vis også et arbejde der var en naturlig del af det liv de levede. Men myndighederne krævede, at de var eksaminerede i deres arbejde – de var jordemødre.

Læs mere

Aunt Mary

For ca. 5 år siden kom jeg på sporet af, at min tip-3-oldefar, Karl Hansen, havde en søster, Karen Sophie Hansdatter, der blev mormon i 1850’erne, kort efter at der var indført religionsfrihed i Danmark. Jeg har fortalt hendes historie her. Jeg forskede en del i hendes børn og børnebørns skæbner, og jeg endte sågar med at tage en tur til Canada, for at møde nogle af hendes efterkommere, som i dag stadig bor i området, hvor datteren Caroline Jensdatter slog sig ned i 1890’erne (Cardston, Albertase på kort).

Det er svært ikke at blive grebet af de historier der dukker op, når man begynder at grave i kilderne. Mormonerne er rigtig gode til at værne om familiehistorier, så jeg kunne finde adskillige brudstykker, som samlet gav et godt indblik i rejsen fra Danmark til Amerika og videre til Canada og det liv de levede så langt fra Danmark. Og nu har jeg fundet lidt mere via Ancestry.com, hvor en anden slægtsforsker har lagt et par dokumenter op, der fortæller om en mormonfamilie i anden halvdel af 1800-tallet.

Læs mere

En far og hans to døtre

Min tip-3-oldefar, Mads Rasmussen Greve, udvandrede i 1867 til USA med sin ældste datter og hendes 4-årige søn. Hans yngste datter blev tilbage i Danmark med sin mand og deres børn. Det var vist meningen, at denne familie skulle have fulgt efter faderen og søsteren til Amerika, men sådan kom det – af uvisse årsager – ikke til at gå. Så vidt vides kom den yngste datter aldrig til at se sin far igen, men hun fik breve fra ham, hvor han formodentlig fortalte om sit nye liv i Wisconsin.

Jeg har nu fået kontakt til en amerikansk efterkommer af Mads, et barnebarn af Karen Sophie Vilhelmine Madsen, som Mads’ ældste datter hed. Han lå heldigvis også inde med et billede af sin bedstemor, så nu har jeg billeder af Mads og begge hans døtre. Moderen, Frederikke Adamsdatter, døde i 1859, og det er meget lidt sandsynligt, at der nogensinde blev taget et billede af hende.

Billedcollage af Rasmine Bertine Madsen, Mads Rasmussen Greve og Karen Sophie Vilhelmine Madsen

Til venstre: Rasmine Bertine Madsen (1845-1927). I midten: Mads Rasmussen Greve (1806-1883). Til højre: Karen Sophie Vilhelmine Madsen (1843-1910).

Jeg synes at det er interessant at finde forskelle og ligheder i ansigtstrækkene på de to kvinder og deres far. Mads og Bertine ser ud til at have samme meget markante kindben. De ses til dels også hos Sophie, men ikke lige så markant som hos de to andre. Sophie ser også ud til at have lidt fyldigere læber og en lidt mere spids hage end sin far og søster. Til gengæld ser hendes næse måske ud til at være mere lig hendes fars.

 

Udkantsdanmark anno 1888

Jeg besøgte Nakskov Lokalhistoriske Arkiv tirsdag og onsdag formiddag i denne uge, for at kigge i nogle gamle byrådsbøger med uddrag af byrådets forhandlinger af diverse sager. Det kan være ganske underholdende, og man kan få et indblik i, hvilke ting der har optaget byborgerne på et givet tidspunkt.

F.eks. stødte jeg i bogen “Uddrag af Byraadets Forhandlinger for Aaret 1888” under mødet den 20. marts 1888 på en sag om køreplanen for toget mellem Nakskov og København. Og jeg kunne ikke lade være med at få tanken, at der også dengang var en slags “Udkantsdanmark”.

Overretssagfører Fasting, der sad i byrådet på dette tidspunkt, foreslog at man henvendte sig til indenrigsministeriet med forslag til nogle ændringer til den ny køreplan “for den lolland-falsterske Jernbane”, som skulle træde i kraft 1. juni. Han mente at der var nogle store ulemper ved den nye køreplan, som havde 6 færre tog om dagen. Køretiden mellem Nakskov og København ville blive forlænget, selv om køretiden mellem Nykøbing og København blev forkortet, et vigtigt formiddagstog skulle bortfalde, hvorved en hurtig forbindelse til udlandet ville forsvinde og man kunne forvente øget pres på morgentoget med forsinkelser til følge, og endelig passede forbindelsen for “Dampskibet mellem Nakskov og Spodsbjerg” ikke længere med middagstogene fra Nakskov.

Overretssagfører Fasting foreslog derfor følgende:

  1. Aftentoget fra Kjøbenhavn Kl. 6.50, der nu standsede i Nykjøbing Kl. 11.45, burde føres igjennem til Nakskov, hvor det da vilde kunne ankomme Kl. 1.05. – Dette Tog medbringer Hovedposten, der nu henligger i Nykjøbing saalænge, at den kunde naa hurtigere til Nakskov pr. Vogn end pr. Jernbane. I hvert Fald burde Morgentoget fremskyndes saa meget, at det ikke ankom til Nakskov senere end Kl. 8.30, men den Udgift, som Fremførelsen af Nattoget fra Nykjøbing til Nakskov vilde medføre, kunde ikke være for stor i Forhold til de Fordele, som den vilde bringe Lolland, i hvilken Henseende det maatte erindres, at Landposterne vilde kunne komme saa tidlig ud, at ialtfald de fleste kunde være tilbage til Eftermiddagstogets Afgang. Skulde der gives Afkald paa Formiddagstogene Kl. 10.35, kunde Morgentogene maaske afgaa lidt senere.
  2. Forbindelsen mellem Iltogene paa Falster og Lollandstogene burde bevares i Nykjøbing for Togene i begge Retninger. Den Omstændighed, at den lolland-falsterske Bane havde indladt sig paa den slette Forretning at drive Gjedserbanen, burde dog ikke bevirke, at der alene tænktes paa denne og Forbindelsen mellem Norden og Tydskland; og med god Villie lod Forbindelsen sig selvfølgelig ogsaa opretholde.
  3. Aftentogene kunde uden Skade afgaa noget senere i begge Retninger.

Ud fra ovenstående kan man se, at det dengang tog godt seks timer at rejse med toget fra København til Nakskov! Og så var forbindelsen til Gedser allerede dengang en dårlig forretning…

Byrådet besluttede at skrive til indenrigsministeriet og “den lolland-falsterske Jærnbanebestyrelse” med ovenstående forslag. Samtidig ville man opfordre Generalpostdirektoratet til at interessere sig for sagen, da forringelserne i den nye køreplan ville få betydning for postuddelingen på Lolland.

Fastings afsluttende bemærkning som argument for sit forslag fortjener at blive citeret ordret:

… han tilføiede sluttelig, at vi vel ikke vare forvænte med Jernbaneforholdene, idet man blot behøvede at pege paa den skandaløse Stationsbygning, vi have heri Byen, men at Selskabets Bestyrelse, der uheldigvis havde sit Sæde i Kjøbenhavn, naar der ikke optraadtes mod nye Tilbageskridt, med Rette maatte kunne tro, at vi ikke havde noget imod Ordningen.

 

Adolphines nye familie

Min farmors morfars biologiske mor hed Adolphine Georgine Petersen og kom fra Stege. Som ung pige kom hun til København hvor hun mødte min tiptipoldefar, Carl Vilhelm Georg Michelsen. Han var oversergeant ved 24. bataljon der holdt til på Sølvgades kaserne. Parret var blevet forældre i 1880 (min tipoldefar), giftede sig året efter og fik endnu en barn, en datter, i 1882. Lykken endte dog brat, da Carl Vilhelm Georg Michelsen valgte at begå selvmord en martsdag i 1883, kun 30 år gammel.

Jeg har længe været på bar bund med hensyn til min tiptipoldemors videre liv og skæbne, men takket være indekseringen af Politiets Registerblade, har jeg endelig fået et gennembrud i sagen. Jeg fandt Adolphine Georgine Petersen registreret som hustru til en fuldmægtig Johannes Brink, der var født i Sverige. Med udgangspunkt i oplysningerne på Johannes Brinks registerblad har jeg tjekket folketællinger og kirkebøger, og jeg har søgt lidt videre på internettet for at få lidt mere kød på familien.

Titanic

Johannes Brenk arbejdede for White Star Line i 1912, da rederiet mistede sit skib Titanic og en masse mennesker mistede livet i dets tragiske forlis

Adolphine giftede sig med Johannes i 1885 i Trinitatis kirke. Johannes hed på dette tidspunkt Pehrsson til efternavn, men i 1901 fik han og hans børn tilladelse til at føre familienavnet Brenk, som altså andre steder er blevet til Brink. I perioden 1888 til 1893 fik de fire børn, muligvis fik de et femte barn, de døde tidligt, men det har jeg endnu ikke fundet. Det yngste af deres børn var Valdemar Emil Brenk, som blev præst ved Sundby kirke, og desværre døde allerede i 1933, kun 40 år gammel.

Johannes Brenk var kontorist da han giftede sig med Adolphine. Senere blev han fuldmægtig hos White Star Line som havde kontor i Nyhavn 5. White Star Line var rederiet der havde skibet Titanic, der som bekendt sank på sin jomfrurejse i 1912. Johannes arbejdede for White Star Line på dette tidspunkt, så historien om Titanics forlis har formodentlig påvirket ham en del. Måske har han også tænkt lidt over, at det kunne have været hans egen familie, der var omkommet til havs, for hans 3 ældste børn var rejst til New York året forinden med et andet af White Star Lines skibe, Olympic, der ankom til New York den 21. juni 1911 efter en mere vellykket jomfrurejse fra Southampton.

Adolphine døde i 1930 efter at have været enke i ca. 6 år. Det var hendes søn, der forrettede begravelsen, og hun blev begravet på Vor Frelsers kirkegård i København. Min tipoldefar (og formodenlig også hans søster) var blevet adopteret af andre familier, hvilket jeg finder en smule underligt, når Adolphine giftede sig igen 2½ år efter at hun var blevet enke første gang. Det kunne jeg godt tænke mig at grave lidt mere i ved lejlighed.

Jeg håber også at kunne finde ud af lidt mere om Adolphines nye familie, da de krydser spor med interessante dele af Verdenshistorien, Danmarkshistorien og den lokale historie (sønnen, Valdemar Emil Brenk, var tilsyneladende aktiv i etableringen af Højdevangskirken på Amager).

 

Nye oplysninger om triste skæbner

Jeg har tit undret mig over, hvad årsagen var, til at mine tiptipoldeforældre (Rasmus Pedersen og Bodil Marie Andersdatter) pludselig ved folketællingen 1890 boede i hver sin lejlighed på samme matrikelnummer, efter at de havde boet sammen i mere end 20 år og fået 10 børn sammen. De var ikke gift, sandsynligvis fordi Rasmus ikke kunne få tilladelse til at gifte sig igen, efter at være blevet separeret fra sin første kone. Men hvad kunne være årsagen til, at de flyttede fra hinanden, og at Bodil Marie i 1891 giftede sig med en yngre mand og flyttede til København. Ved et tilfælde stødte jeg for nylig på oplysninger, der forklarer årsagen; i slutningen af 1887 bliver en masse ugifte par i Nakskov bedt om at afslutte deres “forargelige samliv” jf. §178 i Straffeloven af 1866. Det vil sige, at de enten skulle gifte sig, eller at de skulle flytte fra hinanden og afslutte samlivet. Bodil Marie bad i februar 1888 fattigvæsenet i Horslunde-Nordlunde om tilladelse til at gifte sig med Rasmus, men Rasmus Pedersen fik tilsyneladende ikke lov til at gifte sig igen – så de måtte flytte fra hinanden, hvis de ikke skulle risikere fængsel. Det var barske betingelser, og jeg har virkelig ondt af mine tiptipoldeforældre. Der er ikke noget at sige til at Bodil Marie prøvede lykken med en anden mand, som hun kunne gifte sig med. Men stakkels Rasmus, der som 66-årig sad tilbage, alene fordi han ikke måtte gifte sig igen, og heller ikke måtte leve sammen “på polsk”.

Endnu en tyv i familien

Ved et rent tilfælde, da jeg ledte efter noget andet, faldt jeg over en dom i Lollands Sønder herred, som min 2 x tipoldefars bror fik i 1881, da han var 21 år gammel. Andreas Valdemar Carlsen (1.12.1859-5.2.1909) havde stjålet en pung med 4 kroner og 63 øre, en guldmedaljon og 14 cigarer fra to forskellige personer. For det måtte han sidde i fængsel på vand og brød i 2 x 5 dage og tilbagebetale beløbet på 4,63 kroner, som han havde brugt. Desuden skulle han betale sagens omkostninger, salæret til “aktor og defensor” på 2 x 12 kroner.

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑