Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Kategori: Slægtshistorier (Side 6 af 9)

Hans Chr. Hansen og Anna Hansdatters første tre børn

Hans Christian Hansen og Anna Hansdatter (ane 128 og 129) får deres tre første børn, mens de bor i København. Børnene er født i december 1802, juli 1804 og maj 1806 og døbt i Garnison kirke, fordi deres far var fodgarder. Ved børnenes konfirmationer i Horslunde på Lolland er de alle pludselig blevet et år ældre end de er i virkeligheden, og derfor konfirmerede som 13-årige. Om det er bevidst eller ubevidst, at fødselsårene senere er angivet til at være 1801, 1803 og 1805 er svært at vide. Første barn er i øvrigt født 9 måneder og 4 dage efter forældrenes vielse!

Hans Chr. Hansen og Anna Hansdatter gift i København 1802

Jeg synes, at jeg har ledt længe efter min 3 x tipoldefars tre ældste søskendes fødsler i København – og jeg har stadig ikke fundet dem! Til gengæld har jeg fundet deres forældres vielse i Garnison kirke den 7. marts 1802. Der står ikke andet om dem end “Hans Christian Hansen, Fodgarder ved 3′ Comp. [og] Anne Hans Dr.” men gommens stillingsbetegnelse betyder, at det med meget stor sandsynlighed er mine 4 x tipoldeforældre. Vielsesdatoen fortæller mig desuden, at deres første barn må være født inden de blev gift, for ifølge hendes konfirmation skulle hun være født 11.12.1801 i København. Jeg har en formodning om, at det er sket på Fødselsstiftelsen…

Karl Hansens fjerde straf

Det er nu opklaret, at Karl Hansen i 1861 bliver dømt til 10 år i tugthuset. Han dømmes for delagtighed i assurancesvig, tyveri og ulovlig omgang med hittegods, men frifindes for tilskyndelse til brandstiftelse og forsøg på falskmøntneri. Den 30. april 1861 bliver han indsat i straffeanstalten på Christianshavn sammen med sine to brødre, Hans Christian, der skal afsone 9 år, og Jens Nicolai, der skal afsone 3 år, samt en tredje medtiltalt, Hans Danielsen, der skal afsone 1½ år. Karl må dog være løsladt før tid, for i begyndelsen af april 1869 henvender han sig til fattigvæsenet i Horslunde sogn for at bede om hjælp til at anskaffe sig snedkerværktøj og sengeklæder. Det kunne tyde på, at han på dette tidspunkt lige er kommet hjem fra straffeanstalten. Fortællingen om Karl er opdateret.

Min tiptipoldefar, Rasmus Pedersen, på kanten af loven

Der ser ud til snarere at være reglen end undtagelsen, at mine aner har været involveret i noget ulovligt, og min ane nr. 62, Rasmus Pedersen kan nu føjes til listen over kriminelle aner. Dommen, som jeg har fundet, er dog “kun” en dom for hæleri, hvor han har solgt et lommeur videre, som hans kone havde stjålet. Konen, Gertrud Margrethe Pedersen, havde imidlertid tidligere været straffet for tyveri to gange, så hun blev dømt til 4 års tugthusarbejde i straffeanstalten på Christianshavn. Rasmus Pedersen kunne nøjes med fem dages fængsel på vand og brød. På grund af konens gentagne tyverier ønsker Rasmus at blive skilt fra hende. Om dette sker, eller om han kun bliver separeret, mangler jeg stadig at finde ud af.

Læs mere om Rasmus Pedersen

Karl Hansen tiltalt en fjerde gang!

Ved et rent tilfælde er jeg stødt på endnu en dom hvor min 3 x tipoldefar er nævnt (Lollands Nørre Herred Domprotokol 1856-67, dom afsagt 23.3.1861). Det er den fjerde!! Men til gengæld ser det ud til – i min tolkning af dommen – at han faktisk bliver frikendt, på trods af, at han kræves indsat i Tugthuset i ti år. Han er tiltalt for tilskyndelse til brandstiftelse og delagtighed i assurancesvig (broderen Hans Christian brænder sit hus ned, for at få forsikringssummen udbetalt) samt tyveri, delagtighed i tyveri, forsøg på falskmøntneri og ulovlig omgang med hittegods. Udover broderen Hans Christian er også brødrene Andreas, Jens Nicolai og Carsten tiltalt. Jeg har indtil videre kun læst dele af dommen, men skal helt sikkert ved lejlighed undersøge sagen nærmere.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑