Slægtsforskningsmæssigt har mit 2014 ikke været et år med en masse nye opdagelser. Jeg har snarere prøvet at brede historierne om mine forfædre lidt ud og sætte dem ind en samfundsmæssig og geografisk kontekst.
År: 2014 (Side 1 af 2)
Lægdsruller kan for mange være en lidt svær kilde at bruge. Det kan synes som om at der er meget man bør vide, før man rigtigt kan kaste sig over at lede efter en mandlig forfader. Blandt andet skal man kende til opbygningen af rullerne ud fra udskrivningskredse og lægdsnumre.
Man skal også vide, i hvilken periode en mand burde være at finde i lægdsrullen. Tidspunktet for optagelse og sletning i lægdsrullen har varieret igennem tiden, og adskillige steder kan man finde en tabel, der viser i hvilken alder en mand blev optaget og slettet i forskellige perioder. Tabellen findes f.eks. på en af Statens Arkivers vejledningssider om lægdsruller. Tabellen kan være lidt besværlig at bruge, da man skal regne ud, hvor gammel manden var i de forskellige periode, for at finde ud af, om han nu faldt ind under den aktuelle optagelses-/udsletningsalder. Jeg har selv siddet og lavet dette regnestykke adskillige gange, når jeg har villet bruge lægdsrullerne.
Jeg har netop læst bogen “Et barnelig i en kuffert” af Agnete Birger Madsen – en hurtigt læst bog “om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900-1950”, som bogens undertitel meget sigende fortæller. Det er en interessant historie om en tid, hvor en graviditet kunne være en ganske fortvivlende ting – især hvis man var ung, ugift og fattig. For nogen blev løsningen på den fortvivlende situation, at de slog barnet ihjel umiddelbart efter fødslen.
I bogen præsenteres man konkret for nogle piger, der slog deres barn ihjel og blev straffet for det, blandt andre Engeline Johanne Vilhelmine Kjergaard, som var 20 år gammel, da hun fødte og slog sit barn ihjel den 1. august 1901 i København. Selve historien om Engeline synes jeg man skal læse i Agnete Birger Madsens bog – eller man kan læse lidt om hende i Politikens omtale af bogen. Engeline afsonede 8 måneders forbedringshus i kvindefængslet på Christianshavn og blev løsladt den 23. december 1902, hvor hun tog hjem til sin mor. Agnete Birger Madsen har ikke kunnet følge Engeline meget længere efter løsladelsen men konkluderer, at hun vendte tilbage til den tjenestepigetilværelse hun havde inden hendes ulykkelige situation og forbrydelse.
Nogle gange fatter jeg interesse for små detaljer jeg kommer forbi i gamle, støvede protokoller – fordi de pirrer min historiske nysgerrighed. For en del år siden var det en oplysning om, at en bror til en af mine aner arbejdede “paa St. Croix Sukkerhuus paa Garnisonspladsen [i København] hos Sukkerraffinader Rønnekamp ½ Aar”, der gjorde mig interesseret i at finde ud af lidt mere om dette sukkerhus og hr. Rønnekamp – og sukkerhuse i almindelighed. Jeg har ikke kunnet identificere nogen samlet skriftlig fremstilling om Skt. Croix Sukkerhus, så over et par dage væbnede jeg mig med et par kopper kaffe, en computer med internetforbindelse, lidt tålmodighed og nogle kreative søgestrategier – og en gennemtrawling af internettet bragte mig egentlig rimeligt langt i forhold til at få svar på nogle af mine spørgsmål.
For et par dage siden var det 150 års dagen for bombardementet af Sønderborg under den “2. slesvigske krig” – krigen i 1864. Under netop den begivenhed mistede min tiptipoldefar, Peter Christian Lohse, livet.
I alt hvad jeg har forsket i min svenske tipoldemors forfædre, har det hidtil set ud til, at de alle var fra Småland. Men så for nylig, da jeg prøvede at spore min tip-4-oldemor, Stina Beata Nilsdotter, så viste det sig, at hendes forældre blev viet i Stockholm og hendes ældste bror blev født dér, inden de slog sig ned i Småland. Det gav lidt afveksling fra den efterhånden store flok af smålændinge jeg havde gravet frem.
En måde hvorpå man kan lære sine forfædre bedre at kende, er at sætte sig ind i hvilket samfund de levede i. Det vil sige det sted og den tid de befandt sig i. Som jeg tidligere har skrevet, så var flere af mine svenske forfædre soldater i Småland. For at få et lidt større indblik i hverdagen for sådanne soldater har jeg læst Vilhelm Mobergs roman “Familien Rask” (på svensk: “Raskens”).
Seneste kommentarer