Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Tag: kriminalitet (Side 3 af 3)

Nye oplysninger om Sidsel Povelsdatter

Jeg er ved et tilfælde stødt på en tyveri-sag ved Christianssæde birk i 1841, hvor Sidsel Povelsdatter, min 3 x tipoldemor, bliver afhørt. I den forbindelse bliver bl.a. hendes udseende beskrevet, så jeg nu ved, at hun var middelhøj (efter nutidens forhold formodentlig ikke særlig høj!) og at hun havde lyst hår og blå øjne. Samtidig oplyste hun, hvor hun blev konfirmeret, og hvor hun efterfølgende kom i tjeneste. På den baggrund har jeg opdateret min fortælling om Sidsel Povelsdatter.

Karl Hansen begik “bedrageri” mod sin mor

Jeg har fået taget hul på 2. straffesag mod Karl Hansen, min 3 x tipoldefar. Foreløbig har jeg fundet ud af, at det såkaldte bedrageri, som han blev dømt for, var en overtalelse af sin mor til, på hans vegne og for hans regning, at købe ham en dyr kiste ved en auktion. Senere nægtede han at betale kisten eller at levere den tilbage til sin mor, og for dette blev han altså straffet med et års tugthusarbejde, fordi det var anden gang, han blev dømt. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret.

Fire års tugthusstraf til Karl Hansen i 1851

Så har jeg fået tygget mig igennem lidt mere materiale om den ofte nævnte Karl Hansen… Det væsentligste i det nye er, at han ved sin tredje dom fik fire års tugthusarbejde. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret med de nyeste oplysninger. En anden detalje, der har vist sig, er, at der også har været interne stridigheder i familien. Det førte en sag med sig i 1838, hvor Karls bror, Andreas, tilsyneladende havde slået sin svigerinde, der var gift med en tredje bror, Hans Christian. Sagen bundede i nogle økonomiske mellemværender i familien og blev forliget ved at mellemværenderne blev udredet.

Tyverisag mod Karl Hansen i Horslunde

Jeg er gået i gang med at finde ud af de nærmere omstændigheder omkring min tiptipoldefars (Karl Hansen, ane 64) fængselsstraf i 1837. Det er første gang han er anklaget for tyveri, som er foregået helt eller delvist i samarbejde med hans to brødre Hans Christian Hansen og Jens Nicolai Hansen samt et par andre mænd fra Horslunde. Den ældste bror Hans Christian Hansen dømmes også for at have lokket bl.a. Karl til at begå tyverierne. De stjålne genstande var bl.a. høns, vår, blårlærred, knive og gafler, tøj og økser, taget fra forskellige personer i Horslunde, fx hvor Karl havde tjent. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret med de nyeste oplysninger.

Nyere indlæg »

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑