Indlæg tagget billeder

Pigen Christine – kvinden Marie

4. januar 2017

Det er tæt på at være 20 år siden jeg fik sat navn på min mormors mormor (min tipoldemor) for første gang. Navnet var: Marie Christine Pedersen. Og i de 20 år der snart er gået, har jeg lidt efter lidt fået kendskab til flere små brudstykker af hendes liv og historie. (Se i øvrigt også dette indlæg fra 2011 samt fortællingen om hendes forældre).

På det seneste har jeg fået kontakt til en efterkommer af en af hendes søstre (Caroline) – en gren som jeg ikke tidligere har haft kontakt med. Og det har ført nye ting med sig. Der fandtes nemlig blandt Carolines efterkommere et ungdomsbillede af min tipoldemor med hendes to søstre fra omkring år 1900. Jeg havde tidligere set billeder af den ene søster (Malvine), og i hendes del af familien fandtes også et billede af min tipoldemor og søster Malvine fra omkring år 1929, hvor min tipoldemor var 58 år gammel. Et ungdomsbillede havde jeg dog ikke tidligere set. Eller – det vidste jeg ikke at jeg tidligere havde set. For billedet af de tre søstre fik det til at ringe en klokke i mit hoved. Jeg mente, at jeg havde set min tipoldemors ungdommelige ansigt på billeder som min oldemor efterlod sig da hun døde. Og da vi i familiens gemmer fik set efter, viste det sig, at min formodning var rigtig; der fandtes to billeder af min tipoldemor som ung, blandt min oldemors efterladte billeder.

Ungdomsbillede af Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov. Billedet er taget i Nyborg formodentlig i perioden 1892-1896, hvor hun er i begyndelsen af 20'erne.

Ungdomsbillede af Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov. Billedet er taget i Nyborg formodentlig i perioden 1892-1896, hvor hun er i begyndelsen af 20′erne.

Det ene billede er et portrætbillede af min tipoldemor. Billedet er sat på et kort, hvor der er påtrykt “Chr. Langholm. Nyborg”. Langholms “fotografiske etablissement” fungerede i Nyborg fra cirka 1892 til cirka 1896, ifølge Bjørn Ochsners værk “Fotografer i og fra Danmark til og med år 1920″. Det passer fint med det tidspunkt, hvor min tipoldemor befandt sig i Nyborg, og hvor hun blev gravid med min oldemor.

På det andet billede er min tipoldemor fotograferet sammen med en mand. Dette billede er sat på et kort med trykt tekst “Frede Hansen Hillerød Slotsgade”. Frede Hansen skulle have virket dér som fotograf fra 1906, ifølge samme værk af Ochsner som nævnt ovenfor. Marie Christine blev gift med Christen Larsen i Hillerød Slotskirke den 18. oktober 1898, så man må regne med, at det er hendes mand hun er fotograferet sammen med. Præcist hvornår billedet er taget, har jeg ikke noget rigtigt godt bud på. Jeg tænkte først, at det kunne være et billede taget i anledning af brylluppet, hvor Marie Christine i øvrigt var gravid i 7. måned (hun fødte 24. december 1898). Hun kunne godt være gravid på billedet. Men hun ser omvendt også noget ældre ud end på billedet fra Nyborg, så 1898 er måske for tidligt et tidspunkt for billedets optagelse. Og hvis fotografen først virkede i Hillerød fra 1906, så er det måske snarere der omkring billedet er taget. I 1906 var Marie Christine 35 år gammel og havde født i alt 6 børn.

Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov, formodentlig sammen med sin mand, Christen Larsen. Billedet er taget i Hillerød.

Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov, formodentlig sammen med sin mand, Christen Larsen. Billedet er taget i Hillerød.

Fundet af de to billeder blandt min oldemors efterladte ejendele betyder, at min oldemor formodentlig har haft større kendskab til sin biologiske mor, end vi oprindeligt havde indtryk af. Det er nok især billedet af Marie Christine med sin mand, Christen Larsen, der fortæller os, at der har været en eller anden kontakt til den biologiske mor, da det må være taget minimum 2 år efter at min oldemor blev født. Ungdomsbilledet af Marie Christine kan derimod tænkes at være afleveret omkring det tidspunkt hvor min oldemor bliver givet til sin plejefamilie, da det formodentlig er taget før min oldemor kom til verden.

Da jeg genbesøgte min oplysninger om Marie Christine i forbindelse med opdagelsen af de nye billeder, opdagede jeg, at hun har brugt begge sine fornavne som kaldenavne. Da Marie Christine var 11 år gammel blev hendes mor straffet med 10 dages fængsel på vand og brød dels for at have modtaget stjålne kul og dels for at være vidende om at to af hendes børn havde skulket fra skolen og strejfet om i byen og tigget. De to børn var Malvine og Marie Christine, som i dommen benævnes Christine. Endvidere er hun oplistet som ‘Kristine Marie Pedersen’ i folketællingen 1890 på Brændegård i Vester Åby sogn på Fyn, hvilke kunne indikere, at Kristine/Christine har været kaldenavnet.

Senere – i folketællingerne 1925 og 1930 for Thorsvang, Frederiksborg Slotssogn – står hun opført som Marie. Måske har hun forsøgt at lægge afstand til en fattig og hård fortid ved at skifte barn- og ungdommens kaldenavn Christine ud med Marie? Eller måske kunne hun bare bedre lide navnet Marie, som hendes mor i øvrigt også bar?

 

En far og hans to døtre

14. juni 2013

Min tip-3-oldefar, Mads Rasmussen Greve, udvandrede i 1867 til USA med sin ældste datter og hendes 4-årige søn. Hans yngste datter blev tilbage i Danmark med sin mand og deres børn. Det var vist meningen, at denne familie skulle have fulgt efter faderen og søsteren til Amerika, men sådan kom det – af uvisse årsager – ikke til at gå. Så vidt vides kom den yngste datter aldrig til at se sin far igen, men hun fik breve fra ham, hvor han formodentlig fortalte om sit nye liv i Wisconsin.

Jeg har nu fået kontakt til en amerikansk efterkommer af Mads, et barnebarn af Karen Sophie Vilhelmine Madsen, som Mads’ ældste datter hed. Han lå heldigvis også inde med et billede af sin bedstemor, så nu har jeg billeder af Mads og begge hans døtre. Moderen, Frederikke Adamsdatter, døde i 1859, og det er meget lidt sandsynligt, at der nogensinde blev taget et billede af hende.

Billedcollage af Rasmine Bertine Madsen, Mads Rasmussen Greve og Karen Sophie Vilhelmine Madsen

Til venstre: Rasmine Bertine Madsen (1845-1927). I midten: Mads Rasmussen Greve (1806-1883). Til højre: Karen Sophie Vilhelmine Madsen (1843-1910).

Jeg synes at det er interessant at finde forskelle og ligheder i ansigtstrækkene på de to kvinder og deres far. Mads og Bertine ser ud til at have samme meget markante kindben. De ses til dels også hos Sophie, men ikke lige så markant som hos de to andre. Sophie ser også ud til at have lidt fyldigere læber og en lidt mere spids hage end sin far og søster. Til gengæld ser hendes næse måske ud til at være mere lig hendes fars.

 

Min oldemor og Kaj Munk

18. oktober 2012

En af historierne i min familie handler om, at min oldemor havde gået i skole med Kaj Munk. Det skulle være sikkert og vist, men jeg havde indtil i fredags ikke fundet det dokumenteret i nogle skriftlige kilder. Jeg havde egentlig heller ikke rigtig ledt efter beviset, for jeg vidste ikke helt hvilken skole det kunne dreje sig om. Min oldemor, Kathrine, var født i 1896 og boede i Græshave/Gloslunde-området på Lolland. Kaj Munk var født i 1898 og boede fra han var 5 år gammel i Opagerskov på Lolland og gik i skole dels i Opager og dels i Vejleby. Det var alligevel et lille stykke vej fra Græshave/Gloslunde.

Men så stødte jeg på en oplysning i folketællingen 1911, hvor min oldemor boede i Øster Skovby under Græshave sogn. Her stod, at hun var kommet til sognet i 1908 fra Vejleby. Hvis hun havde været i Vejleby, måtte hun jo næsten have gået i skole med Kaj Munk dér. Og ganske rigtigt, i en elevprotokol fra Vejleby Skole står der, at hun har gået på skolen fra 28. marts 1906 til 29. januar 1908. Kaj Munk gik på samme skole fra januar 1907 til maj 1910, så de gik altså i skole sammen i 10 måneder, da Kathrine var 11 år gammel og Kaj var 9.

Oplysningerne fra elevprotokollen har jeg fået af Søren Daugbjerg, som har skrevet en fin bog om landsbyskolelæreren Martinus Wested på Vejleby skole (udkommet 2003 på Poul Kristensens Forlag), herunder også hans forhold til Kaj Munk. Bogens forsidebillede er en opstilling af elever på Vejleby skole fra cirka det tidspunkt hvor min oldemor gik på skolen. Årstallet hvor billedet er taget, kendes ikke nøjagtigt, men jeg mener at have spottet min oldemor (og Kaj Munk) på billedet.

Jeg har zoomet ind på min oldemor og lavet en billedcollage for at sammenligne pigen på skolebilledet med to senere billeder af min oldemor. Jeg synes at der er en så stor lighed, at jeg næsten godt tør konkludere, at det virkelig er min oldemor, der er med på skolebilledet.

Tre billeder af Kathrine

Til venstre: Pigen på skolebilledet fra Vejleby - er det Kathrine? I midten: Kathrine ca. 18 år gammel. Til højre: Kathrine ca. 33 år gammel.

Jeg har ikke tidligere set billeder af min oldemor fra hendes barndom, hvis man ser bort fra et billede, hvor hun er ca. 1 år gammel, og dermed ikke rigtig har udviklet sine ansigtstræk endnu. Heldigt, at hun gik i skole med Kaj Munk og dermed (måske) kom på forsiden af en bog om deres fælles lærer på Vejleby Skole!