Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Forfatter: Linda (Side 12 af 18)

Mormoner i familien

En søster til min 3 x tipoldefar, Karl Hansen, blev tilsyneladende mormon på sine ældre dage. I hvert fald er hun opført på en liste over passagerer på et skib, der bragte danske mormoner til Amerika i 1862. To af hendes døtre og en søn blev mormoner i 1850’erne og 1860’erne, så der har i hvert fald været “missionærer” omkring hende. Jeg har sammenskrevet, hvad jeg foreløbig ved om Karen Sophie Hansdatter.

Hans Daniel Schwartz havde ikke held i kærlighed

For knapt to år siden kom jeg på sporet af, at min 3 x tipoldefar, Hans Daniel Schwartz (ane 112) var blevet skilt hele to gange. Dette fik jeg bekræftet på Landsarkivet i København i går. Det vil sige, jeg ved faktisk ikke om 2. separation også ender med skilsmisse – men han måtte i hvert fald to gange indse, at løftet om “til døden jer skiller” ikke kunne holde. Jeg har sammenfattet, hvad jeg foreløbig ved om Hans Daniel Schwartz.

En tur til Haslev


Skilt: Schwartzgade

Vejskilt, Schwartzgade i Haslev

Mere eller mindre impulsivt tog jeg i dag en tur til Haslev på Midtsjælland for at se byen, hvor et par generationer af mine Schwartz-forfædre holdt til i 1800-tallet. Der er stadig efterkommere af familien bosat i Haslev, men “min linje” flyttede fra Midtsjælland til Lolland i begyndelsen af 1900-tallet.

På trods af en lidt kold vind havde jeg en hyggelig eftermiddag i Haslev. Jeg var forbi Schwartzgade, som er opkaldt efter min tipoldefars fætter, tømrermester Hans Christian Davidsen Schwartz, som var med til at opføre flere bygninger i Haslev. Og så var jeg inde i kirken, hvor jeg fik en hyggelig snak med kirketjeneren om kirkens historie. Jeg har ingen præcise adresser på, hvor i Haslev mine forfædre boede, så det eneste sted, jeg med sikkerhed kan fæstne dem til, er kirken.

Se flere af mine billeder fra Haslev (kirken og kirkegården) på Picasa.

 

 

 

På sporet af Schwartz-slægten

Jeg forsøger at finde bevis for, at snedker Emanuel Schwartz og hustru Pernille Hansdatter, begge født omkring 1700, gift i Helsingør 1734 og død i hhv. 1779 og 1776 i Ringsted er mine 6 x tipoldeforældre. Min teori er, at de er forældre til Imanuel Schwartz, som er at finde i Ringsted i hvert fald fra slutningen af 1760’erne. Der er flere ting, der peger mod en familieforbindelse: sammenfald af fornavne (Emanuel/Imanuel), “snedker Schwartz” som fadder til Imanuel Schwartz’ datter i 1774 og et muligt opkald af en datter efter hendes farmor (Pernille). Men jeg mangler endnu beviset…

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑