Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Måned: august 2004

To nye aner

Via et forum for slægtsforskning på Fejø, Femø og Askø i Smålandshavet nord for Lolland har jeg fundet lidt flere oplysninger om min ane Knud Lauritz Nielsen (ane 132) samt navnene på hans forældre (ane 264 og 265). Selvom oplysningerne er andenhånds, har jeg tilføjet dem på min aneliste, da jeg regner med, at de er rimeligt pålidelige.

Nye oplysninger om Sidsel Povelsdatter

Jeg er ved et tilfælde stødt på en tyveri-sag ved Christianssæde birk i 1841, hvor Sidsel Povelsdatter, min 3 x tipoldemor, bliver afhørt. I den forbindelse bliver bl.a. hendes udseende beskrevet, så jeg nu ved, at hun var middelhøj (efter nutidens forhold formodentlig ikke særlig høj!) og at hun havde lyst hår og blå øjne. Samtidig oplyste hun, hvor hun blev konfirmeret, og hvor hun efterfølgende kom i tjeneste. På den baggrund har jeg opdateret min fortælling om Sidsel Povelsdatter.

Karl Hansen begik “bedrageri” mod sin mor

Jeg har fået taget hul på 2. straffesag mod Karl Hansen, min 3 x tipoldefar. Foreløbig har jeg fundet ud af, at det såkaldte bedrageri, som han blev dømt for, var en overtalelse af sin mor til, på hans vegne og for hans regning, at købe ham en dyr kiste ved en auktion. Senere nægtede han at betale kisten eller at levere den tilbage til sin mor, og for dette blev han altså straffet med et års tugthusarbejde, fordi det var anden gang, han blev dømt. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret.

Fire års tugthusstraf til Karl Hansen i 1851

Så har jeg fået tygget mig igennem lidt mere materiale om den ofte nævnte Karl Hansen… Det væsentligste i det nye er, at han ved sin tredje dom fik fire års tugthusarbejde. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret med de nyeste oplysninger. En anden detalje, der har vist sig, er, at der også har været interne stridigheder i familien. Det førte en sag med sig i 1838, hvor Karls bror, Andreas, tilsyneladende havde slået sin svigerinde, der var gift med en tredje bror, Hans Christian. Sagen bundede i nogle økonomiske mellemværender i familien og blev forliget ved at mellemværenderne blev udredet.

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑