Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Forfatter: Linda (Side 14 af 18)

Hans Chr. Hansen og Anna Hansdatters første tre børn

Hans Christian Hansen og Anna Hansdatter (ane 128 og 129) får deres tre første børn, mens de bor i København. Børnene er født i december 1802, juli 1804 og maj 1806 og døbt i Garnison kirke, fordi deres far var fodgarder. Ved børnenes konfirmationer i Horslunde på Lolland er de alle pludselig blevet et år ældre end de er i virkeligheden, og derfor konfirmerede som 13-årige. Om det er bevidst eller ubevidst, at fødselsårene senere er angivet til at være 1801, 1803 og 1805 er svært at vide. Første barn er i øvrigt født 9 måneder og 4 dage efter forældrenes vielse!

Hans Chr. Hansen og Anna Hansdatter gift i København 1802

Jeg synes, at jeg har ledt længe efter min 3 x tipoldefars tre ældste søskendes fødsler i København – og jeg har stadig ikke fundet dem! Til gengæld har jeg fundet deres forældres vielse i Garnison kirke den 7. marts 1802. Der står ikke andet om dem end “Hans Christian Hansen, Fodgarder ved 3′ Comp. [og] Anne Hans Dr.” men gommens stillingsbetegnelse betyder, at det med meget stor sandsynlighed er mine 4 x tipoldeforældre. Vielsesdatoen fortæller mig desuden, at deres første barn må være født inden de blev gift, for ifølge hendes konfirmation skulle hun være født 11.12.1801 i København. Jeg har en formodning om, at det er sket på Fødselsstiftelsen…

Nye aner på Samsø og i København

Min 2 x tipoldefar, Carl Vilhelm Georg Michelsen (ane 44), var født i 1852 i Borgergade 111 i København. Hans forældre hed Johannes Michelsen (ane 88) og Frandsine Emilie Jonassen eller Johnsen (ane 89). Johannes Michelsen kom fra Samsø (forældre: Michel Michelsen Fløistrup og Ane Sophie Kjeldsen), men havde opholdt sig en del år i København inden han blev gift i 1851. Han arbejdede som skræddersvend for sin morbror i Dronningens Tværgade. Frandsine Emilie Jonassen skulle være født i København, men hende ved jeg endnu ikke mere om.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑