Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Måned: marts 2013

Biologisk familie vs. plejefamilie

Udsnit af matrikelkort over Gloslunde by 1808-1861, hvor der står "Selveier Rasmus Hansen" på nr. 23a

Udsnit af matrikelkort over Gloslunde by 1808-1861 (fra www.gst.dk), hvor navnet “Selveier Rasmus Hansen” ses skrevet på matr. nr. 23a

Min oldemor voksede ikke op hos sin biologiske familie men havde i stedet en plejefamilie, som hun var glad og taknemmelig for. Da jeg begyndte at slægtsforske, var jeg i høj grad draget mod at finde ud af, hvem hendes biologiske familie var. Det fandt jeg så ud af – og nye ting dukker stadig op. Det er dén familie jeg har sat på min anetavle, fordi jeg synes, at det er de mennesker der har været årsag til at nye generationer er blevet født, der skal være dér.

Når man skal dykke ned i en persons eller families historie, bliver det for mig mere relevant at beskæftige sig med eventuelle plejeforældre, venner, naboer og andre menneskelige relationer som personen har haft og som har påvirket deres liv i større eller mindre grad. Jeg har for længst afdækket hvor og hvornår min oldemors plejeforældre (Rasmus og Anna) var født, hvad deres forældre hed og få andre basale ting. Men nu er jeg gået i gang med at finde ud af, hvem deres forfædre var. Det er godt nok ikke mennesker jeg vil sætte på min egen anetavle, men jeg synes at det hører med til historien at finde ud af, hvilken slægt Rasmus og Anna var rundet af. Det har måske i en eller anden grad betydet noget for, hvem Rasmus og Anna blev som mennesker og hvad de gav videre til deres plejebørn.

Et spørgsmål at stille var, hvorfor Rasmus blev kaldt “Selvejer”, som jeg har hørt fortalt siden jeg var barn. Og nu da jeg har fundet tilbage til hans oldeforældre (født i midten af 1700-tallet) viser det sig, at også Rasmus’ farfar og oldefar havde tilnavnet “Selvejer”. Familien boede i flere generationer i Gloslunde by og sogn i Lollands Sønder herred. Tidsmæssigt passer det sådan, at det kunne være Rasmus’ oldefar, som også hed Rasmus (Rasmus Hansen), der er gået fra at være fæstebonde til at eje sin egen gård, og dermed har fået tilnavnet Selvejer, men det skal jeg have undersøgt nærmere. Denne nye oplysning har dog bekræftet mig i, at det kan betale sig at dykke ned i en plejefamilies slægt, da det kan være med til at forklare nogle af de “historier” der er gået i arv fra den ene generation til den anden – uanset om næste generation har været blodbeslægtet eller for eksempel et plejebarn.

1864

Mindesten over de faldne i krigen 1864 på Sønderborg kirkegård.

Mindesten over de faldne i krigen 1864 på Sønderborg kirkegård.

Næste år er det 150 år siden Danmark led det smertelige nederlag mod Preussen i “Krigen 1864”, og der lades så småt op til en markering af denne skelsættende begivenhed. Blandt andet filmatiseres Tom Buk-Swientys fremragende bøger (Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als) om de afgørende øjeblikke mod slutningen af krigen. Jeg synes, at bøgernes force er, at de skildrer krigen som den var for de mennesker der var involveret, så det bliver spændende at se, hvordan dette overføres til levende billeder.

Mens vi venter på filmatiseringen af Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, kan man følge med i optakten til krigen – og senere også krigsudbruddet – på 1864.live.dk hvor der live-blogges med 150 års forsinkelse om krisen mellem Danmark og Preussen. (Livebloggen kan også følges via facebook på facebook.com/1864live). Det er en ret interessant måde at gøre historien levende på. At man på den måde kan følge med i ikke blot krigen men også hele den langstrakte optakt til det der endte med krig og et smerteligt nederlag til Danmark. Jeg synes at det er nemmere at gøre sig forestillinger om, hvordan det må have påvirket almindelige menneskers dagligdag, når man får indblik i de afgørende nyheder i “real-tid”. Og de er interessante at følge med i, når man nu ved, hvordan det senere kom til at gå.

Jeg kom til at tænke på hele krigsoptakten igen i lørdags, da jeg på Rigsarkivet fortsatte mig læsning af den forhandlingsprotokol for sognerådet i Sandby kommune, som jeg tidligere har blogget om. Jeg læste forhandlingerne for 1862-1863 igennem, og er nu nået til 1864. Krigen foregik jo i begyndelsen af 1864, men allerede i slutningen af 1863 blev hæren indkaldt og man gjorde klar til at føre krig. Og noget af det sidste sognerådet i Sandby beskæftigede sig med i 1863 var dette:

Aar 1863 d. 22de December … extraordinært Møde i Anledning af Loven af 12te December d. A., hvorved der er anordnet en Udskrivning af Heste til Brug for Hæren bestaaende af 3456 Stykker, ifølge hvilken det vil tilfalde Sandby Sogn i Forening med 26 Tdr. Hartkorn af Vindeby Sogn at stille 6 Heste. Med Hensyn hertil vedtoges at lade indrykke en Bekjendtgjørelse i Nakskov Avis om, at de som ville levere saadanne Heste, ville behage at fremstille disse for Sogneforstanderskabet ved dets forestaaende Møde d. 6te Januar ved Sandby Skole Kl. 2. Hvad angaaer de fornødne Penge, da vedtoges, at man vilde foreløbig søge disse tilveiebragte ved Laan, forsaavidtsom Hestene ei kunne erholdes imod Credit paa en vis Tid og Laan saaledes gjøres overflødig.

Knapt to måneder tidligere, den 4. november, var min 4-x-tipoldefar, Christen Christensen i Højsmarke, mødt op på sognerådsmødet for at bede om hjælp til sin datter, Rasmine, hvis mand, Ole Frank Rygaard var indkaldt til militærtjeneste. Hun fik 1 skæppe rug og 1 skæppe byg, og måneden efter vedtog man, at hun skulle have 2 skæpper rug og 2 skæpper byg om måneden “saa længe Manden er fraværende”. Parret havde to børn og en tredje på vej (født i februar 1864) – og heldigvis slap manden igennem krigen og kom hjem til sin familie igen. Så heldigt slap min tip-tip-oldefar, Peter Christian Lohse, ikke. Han døde den 2. april 1864 under Sønderborgs bombardement. Hans kone nr. 2 sad ligeledes hjemme på Lolland og var gravid – og nu også enke, 9 dage før hendes 1 års bryllupsdag.

 

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑