Et lægdsrulleværktøj

25. august 2014

Lægdsruller kan for mange være en lidt svær kilde at bruge. Det kan synes som om at der er meget man bør vide, før man rigtigt kan kaste sig over at lede efter en mandlig forfader. Blandt andet skal man kende til opbygningen af rullerne ud fra udskrivningskredse og lægdsnumre.

Man skal også vide, i hvilken periode en mand burde være at finde i lægdsrullen. Tidspunktet for optagelse og sletning i lægdsrullen har varieret igennem tiden, og adskillige steder kan man finde en tabel, der viser i hvilken alder en mand blev optaget og slettet i forskellige perioder. Tabellen findes f.eks. på en af Statens Arkivers vejledningssider om lægdsruller. Tabellen kan være lidt besværlig at bruge, da man skal regne ud, hvor gammel manden var i de forskellige periode, for at finde ud af, om han nu faldt ind under den aktuelle optagelses-/udsletningsalder. Jeg har selv siddet og lavet dette regnestykke adskillige gange, når jeg har villet bruge lægdsrullerne.

For at gøre det lidt nemmere har jeg dog nu lavet et lille værktøj, som ud fra en mands fødselsår kan fortælle, hvornår manden bør være optaget og slettet af rullen. Jeg har lagt opslagsværktøjet her: alda.dk/laegdsruller. Jeg håber at det kan være til gavn for andre end mig.

Det er muligt, at jeg finpudser og videreudvikler værktøjet, lige som jeg også vil tilføje flere links vedrørende lægdsruller. Jeg overvejer blandt andet at lægge endnu et lille opslagsværktøj op, som kan fortælle hvilket år et “lægdsrulle-bogstav” svarede til. Det er nemlig også noget jeg selv ofte har brug for at slå op, når jeg bruger lægdsruller.

Engeline – en barnemorderske

31. juli 2014

Jeg har netop læst bogen “Et barnelig i en kuffert” af Agnete Birger Madsen – en hurtigt læst bog “om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900-1950”, som bogens undertitel meget sigende fortæller. Det er en interessant historie om en tid, hvor en graviditet kunne være en ganske fortvivlende ting – især hvis man var ung, ugift og fattig. For nogen blev løsningen på den fortvivlende situation, at de slog barnet ihjel umiddelbart efter fødslen.

I bogen præsenteres man konkret for nogle piger, der slog deres barn ihjel og blev straffet for det, blandt andre Engeline Johanne Vilhelmine Kjergaard, som var 20 år gammel, da hun fødte og slog sit barn ihjel den 1. august 1901 i København. Selve historien om Engeline synes jeg man skal læse i Agnete Birger Madsens bog – eller man kan læse lidt om hende i Politikens omtale af bogen. Engeline afsonede 8 måneders forbedringshus i kvindefængslet på Christianshavn og blev løsladt den 23. december 1902, hvor hun tog hjem til sin mor. Agnete Birger Madsen har ikke kunnet følge Engeline meget længere efter løsladelsen men konkluderer, at hun vendte tilbage til den tjenestepigetilværelse hun havde inden hendes ulykkelige situation og forbrydelse.

Jeg blev grebet af Engelines historie, også fordi der er et fotografi af hende i bogen (og i artiklen fra Politiken) – et fotografi der viser en helt almindelig ung pige, men som vi ved fra hendes historie blev hårdt ramt af samfundets nedsættende syn på ugifte, enlige mødre og den dårlige beslutning hun traf ovenpå en uønsket graviditet. Jeg ville gerne vide hvad der siden hændte Engeline, og jeg tænkte, at mulighederne for dette måske var blevet bedre, siden Agnete Birger Madsen prøvede at spore hendes videre færd i livet. Politiets Registerblade, som giver detaljerede “folkeregister”-oplysninger om københavnere i perioden 1890-1923 udvides til stadighed med flere indtastede data, der kan søges i, og her fandt jeg et senere spor af Engeline.

Engeline fortsatte rigtignok sin tjenestepigetilværelse et par år efter sin løsladelse fra kvindefængslet, men den 16. april 1905 blev hun gift i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro med den jævnaldrende Carl Elias Konstantin Thorup. Han kom fra samme stand som Engeline og benævnes blot arbejdsmand. I folketællingen 1906, hvor familien boede i Jægersborggade 47, 1. sal th. står han som arbejdsløs, i 1911 arbejdede han indenfor trælast på Nørrebrogade, men i 1916 og 1930 arbejdede han hhv. for “frihavnselskabet” og “ved havnen”. Han har sandsynligvis arbejdet med frihavnens udvidelse mod nord, der fandt sted netop i den periode.

Engeline og hendes mand fik også to børn – Gerda Elise i 1905 og Carl Konstantin i 1916. Datteren blev født en måned efter at forældrene blev gift, så Engeline var altså endnu en gang blevet gravid uden for ægteskab. Denne gang endte det dog lykkeligere end fire år tidligere. Måske var hun denne gang lovet ægteskab, måske var hun blevet afskrækket af fængselsopholdet – det kan vi ikke vide. Vi kan heller ikke vide, om Engeline og Carl udelukkende blev gift fordi hun blev gravid og det dermed var det “rigtige” at gøre. Men det lader da til, at det – på overfladen i hvert fald – er gået Engeline okay efter at hun blev lukket ud af kvindefængslet.

Agnete Birger Madsen viser i sin bog, hvordan Engelines drab på sit spædbarn blev omtalt i “Aftenbladet” den 4. august 1901. Paradoksalt nok kom Engeline senere til at arbejde som avisbud for selv samme avis (nævnt i folketællingerne 1911 og 1930, hvor familien boede i Julius Bloms Gade 39, 2. sal th.). Det ser også ud til at Engelines mor har haft samme arbejde netop i 1901 da avisen berettede om Engelines drab på sit spædbarn; Severine Kjærgaard, Vævergade 8, 2. sal står i folketællingen 1901 som bladbud for redaktør Korsgaard, som må være K.P. Korsgaard, der oprettede “Aftenbladet” i 1887. Denne forbindelse kendte avisens skribenter dog næppe til, da de omtalte hende som “en fattig kone” og fejlagtigt angav efternavnet som “Kirkegaard” i notitsen om barnemordet.

Jeg har ikke sporet Engeline videre end til 1930, hvor hun stadig er gift med Carl Thorup og 49 år gammel.

Skt. Croix Sukkerhus

27. maj 2014

Nogle gange fatter jeg interesse for små detaljer jeg kommer forbi i gamle, støvede protokoller – fordi de pirrer min historiske nysgerrighed. For en del år siden var det en oplysning om, at en bror til en af mine aner arbejdede “paa St. Croix Sukkerhuus paa Garnisonspladsen [i København] hos Sukkerraffinader Rønnekamp ½ Aar”, der gjorde mig interesseret i at finde ud af lidt mere om dette sukkerhus og hr. Rønnekamp – og sukkerhuse i almindelighed. Jeg har ikke kunnet identificere nogen samlet skriftlig fremstilling om Skt. Croix Sukkerhus, så over et par dage væbnede jeg mig med et par kopper kaffe, en computer med internetforbindelse, lidt tålmodighed og nogle kreative søgestrategier – og en gennemtrawling af internettet bragte mig egentlig rimeligt langt i forhold til at få svar på nogle af mine spørgsmål.

Inden jeg sammenfatter, hvad jeg har fundet ud af om Skt. Croix Sukkerhus, bør jeg nævne, at et element af min nysgerrighed også kom fra en byvandring jeg var på, for et par år siden. Byvandringen blev forestået af Another Copenhagen og foregik “I slavernes spor” rundt i København. Når denne byvandring havde relation til Skt. Croix Sukkerhus så skyldes det selvfølgelig, at sukkeret kom til København via de Vestindiske Øer, og at det var en del af trekantshandlen, hvor danske varer blev byttet til slaver i Afrika, som igen blev byttet til eksotiske varer (bl.a. sukker) på de Vestindiske Øer. Det rå rørsukker blev sejlet tilbage til København, hvor det blev forarbejdet på sukkerraffinaderier rundt omkring i byen, inden det blev solgt videre. man kan få en lille smagsprøve på turen i slavernes spor i klippet nedenfor.

Placeringen af Skt. Croix Sukkerhus

Sankt Croix Sukkerhus var ét af disse sukkerraffinaderier i København, hvor rørsukkeret blev forarbejdet, så det kunne sælges videre som forbrugsvare. Jeg vidste fra Christianssæde birks politiprotokol 1836-38 og forhøret af min anes bror, Hans Christian Hansen (findes pag. 41-44), at Skt. Croix Sukkerhus lå på Garnisonspladsen. Det var et andet navn for Skt. Annæ Plads, fordi Garnisonskirken lå og ligger ved pladsen. Manden bag sukkerraffinaderet skulle hedde Rønnekamp – der er tale om Christian Rønnenkamp, om hvem det oplyses på wikipedia, at han netop anlagde et sukker- og saltraffinaderi ved Skt. Annæ Plads.

Sukkerhus fra før 1787

Jeg tvivler dog på, at det rent faktisk var Christian Rønnenkamp der anlagde Skt. Croix Sukkerhus, for jeg har kigget i folketællinger fra København 1787, 1801, 1834 og 1840 samt Kraks vejvisere over København for årene 1795, 1800, 1805, 1814-15, 1819-20, 1825, 1830, 1835 og 1840 for at følge dels hr. Rønnenkamp og dels den adresse hvor hans sukkerraffinaderi lå. I hvert fald tilbage til 1787 har der tilsyneladende været arbejdet med sukker på det sted, hvor Rønnenkamp ifølge wikipedia skulle have oprettet et sukker- og saltraffinaderi. På adressen Amaliegade 71P (det nuværende Amaliegade 4) findes i folketællingen 1787 en Niels Nielsen Hald, der er sukkermester. Han er enkemand med tre døtre og to sønner, en tjenestepige, tre svende og ni læredrenge på adressen. Der står godt nok ikke i folketællingen, at det er “Skt. Croix Sukkerhus” vi er i, men i Kraks vejviser for 1795, dvs. otte år senere står listet “Herfort, Mth., Bogholder ved St. Croix Sukkerraffinad., Amaliegade 71P”. Der er tale om Mathias Herfort[h], som også er at finde på adressen ved folketællingen 1801 og videre frem i vejviserne til i hvert fald 1814-15. Jeg mener derfor, at Skt. Croix Sukkerhus har ligget i det nuværende Amaliegade 4 allerede i 1787 og formodentlig et stykke tid før.

Rønnenkamps sukkerraffinaderivirksomhed

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus. Fra wikipedia.

Christian Rønnenkamp findes også i Kraks vejviser 1814-15, men han bor da i Store Kongensgade og benævnes grosserer og forsørgelsesforstander. I vejviseren 1819-20 har han skiftet stillingsbetegnelse til grosserer og sukkerraffinadeur, men han bor stadig i Store Kongensgade. Han har forretningen “Rønnenkamps Sukkerraffinaderie og Udsalg” i Dronningens Tværgade. De to adresser fra år 1819, Store Kongensgade 244 og Dronningens Tværgade 280, er senere lagt sammen til det nuværende Dronningens Tværgade 12. Måske var det hér og ikke i Amaliegade, Rønnenkamp oprettede et sukkerraffinaderi? Senest i 1830 er han dog at finde på den kendte adresse i Amaliegade (ifølge vejviseren), så ganske tænkeligt har han overtaget det eksisterende Skt. Croix Sukkerhus på dette tidspunkt.

Afslutningen på Skt. Croix Sukkerhus

Ud fra min research ser det ud til, at Skt. Croix Sukkerhus er lukket ned mellem 1835 og 1840. Rønnenkamp står i Kraks vejviser 1835 som “Eier af St. Croix Sukkerraffinaderie, og det kgl. privil. Saltraffinaderie, St. Anneplads 115B” (det er stadig det nuværende Amaliegade 4, der blot nu har fået nyt matrikelnummer) – men i 1840 findes han ikke længere i København. Og i folketællingen 1840 bor der på adressen heller ikke længere mennesker med tilknytning til sukker- eller saltraffinering. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon købte Rønnenkamp Næsbyholm og Bavelse godser i 1835, så det kunne godt passe med, at han samtidig har opgivet sit sukkerhus i København. Det falder også godt sammen med den generelle nedgang der var i sukkerraffinaderier i København efter år 1800. Ifølge en jubilæumsbog* for De Danske Sukkerfabrikker fra 1922 gik man fra 18 raffinaderier i 1798 til 11 i 1837, og ét af de nedlagte sukkerhuse kunne godt være Skt. Croix.

* Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker 1872 – 20. april – 1922 : et Festskrift. Af Povl Drachmann. Egmont H. Petersen, 1922 (se bogen i bibliotek.dk)

 

Bombardementet af Sønderborg 2. april 1864

5. april 2014

For et par dage siden var det 150 års dagen for bombardementet af Sønderborg under den “2. slesvigske krig” – krigen i 1864. Under netop den begivenhed mistede min tiptipoldefar, Peter Christian Lohse, livet.

Peter Christian Lohse stod den 2. april 1864 ved fem-tiden om eftermiddagen foran Sønderborg Rådhus sammen med andre soldater fra 16. regiments 4. kompagni, klar til at marchere på forpost ved Dybbøl, da en prøjsisk granat ramte ned midt i regimentet. Peter Christian Lohse og en Niels Sørensen fra Brunsvig døde, mens flere soldater i deres regiment blev såret. De to soldater blev begravet på Sønderborg kirkegård den 6. april 1864. Senere døde yderligere 5 soldater fra 16. regiment på Augustenborg Lazaret, af sår der var blevet dem påført den 2 april.

Herunder ses en lille video om bombardementet af Sønderborg, lavet af Museum Sønderjylland. Man ser på et tidspunkt det sønderskudte rådhus i Sønderborg, og det var altså der foran Peters regiment stod opmarcheret, da en granat ramte.

Peter Christian Lohse var født i Bursø på Lolland i 1832. 20 år gammel var han blevet gift med Hanne Jochumsdatter, som efterfølgende fødte ham fem børn, hvoraf dog de to første døde som spæde. Og kun ni dage før sin 32 års fødselsdag, døde også Hanne Jochumsdatter af en lungesygdom. I foråret 1863 giftede Peter Christian Lohse sig igen. Hans nye kone hed Anne Margrethe Christensen. Men der var optræk til krig mellem Danmark og Prøjsen, så Peter Christian Lohse måtte snart af sted som soldat. En anden soldat der skulle stå ved 16. regiments 4. kompagni, J. P. Hansen fra Møn, har fortalt i sine erindringer, at han skulle møde ved Sølvgades kaserne den 10. december 1863, og Peter Christian Lohse har formodentlig fået en tilsvarende indkaldelse på samme tidspunkt.

Ganske kort før Peter Christian Lohse drog i krig, var hans nye hustru blevet gravid. 4½ måned efter Peters død fødte hun en datter, der blev opkaldt efter sin far; hun fik navnet Petra Petersen.

Kilde til begivenhederne den 2. april da Peter Christian Lohse døde er:
Inge Adriansen: Krig og kærlighed i 1864. 1998. Historisk Samfund for Als og Sundeved. (Find bogen i bibliotek.dk)

Kilde til oplysningerne om de døde ved 16. regiment er:
Robert Lemming: Register over døde i krigen 1864. 1997. Landsarkivet for Sjælland.

Fra Gamla Stan til guldminen i Ädelfors

2. marts 2014

I alt hvad jeg har forsket i min svenske tipoldemors forfædre, har det hidtil set ud til, at de alle var fra Småland. Men så for nylig, da jeg prøvede at spore min tip-4-oldemor, Stina Beata Nilsdotter, så viste det sig, at hendes forældre blev viet i Stockholm og hendes ældste bror blev født dér, inden de slog sig ned i Småland. Det gav lidt afveksling fra den efterhånden store flok af smålændinge jeg havde gravet frem.

Stina Beata Nilsdotters forældre hed Nils Nilsson Bergstrand og Margaretha Johansdotter Sjöström. Stina Beata blev født 9. oktober 1776 i Alseda församling og hun havde to ældre søskende – Hans Niklas, f. 14. juni 1772 (i Stockholm) og Lisa Greta, f. 23. april 1774 (i Alseda). Senere fik hun to søskende mere – Sophia Johanna, f. 20. juni 1779 (Alseda) og Ulrica, f. 1781 (Alseda).

Nils Bergstrand arbejdede i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som “bokstigare” ved guldminen i Ädelfors. Jeg ved ikke af, at der findes et dansk ord for “bokstigare”, men det er en slags betjent som havde opsyn med udvindingen af (i dette tilfælde) guldet. Dét er i hvert fald hvad jeg har læst mig til i Sven Rinmans Bergwerkslexicon 1788-89. Det var jo egentlig en ganske fin position at have – han var i hvert fald ikke en af de mænd, der havde det hårdeste arbejde i minen. Hvordan han så opnåede sådan en stilling, ved jeg endnu ikke, men det kunne vel godt tyde på, at han har haft en eller anden form for uddannelse eller rigtig gode forbindelser.

Og måske kom uddannelsen eller de gode forbindelser fra Stockholm. I hvert fald giftede  Nils Bergstrand sig med Margaretha Sjöström i Storkyrkan i Stockholm den 9. juni 1772. Storkyrkan ligger i Gamla Stan og er Stockholms domkirke. Den ligger lige ved kongeslottet, og gennem tiderne har den også været benyttet ved særlige royale historiske begivenheder, såsom kroninger, bryllupper og begravelser.

d. 24. lystes första gången för Betjenten Nils Nilsson Bergstrand och Pigan Margaretha Johansdotter Siöström. Caut: Joh: Battman, och Pet: Bomberg Efter ordentel. Lysningar, sammanvigdes d. 9 Junii af Kongl. Hof P: Herr Mag. Flodin

[1772 May] d. 24. lystes första gången för Betjenten Nils Nilsson Bergstrand och Pigan Margaretha Johansdotter Siöström. Caut: Joh: Battman, och Pet: Bomberg. | Efter ordentel. Lysningar, sammanvigdes d. 9 Junii af Kongl. Hof P: Herr Mag. Flodin. Kilde: Storkyrkoförsamlingen EIa:3 (1748-1772) Bild 229 / sid 405 på Arkiv Digital Online (Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

Ved brylluppet blev Nils Bergstrand nævnt som “betjent”, altså en titel der passer meget godt med den, han senere fik i Ädelfors. Desværre nedskrev man ikke i kirkebogen, hvem hans forældre var, eller hvor han kom fra, så det må jeg prøve at finde ud af på anden vis. Ifølge de “husförhör” man foretog i Alseda skulle Nils Bergstrand være født den 17. november 1749, så han var altså blot 22 år gammel da han giftede sig med Margaretha. Hvis han allerede da var “betjent”, synes jeg at det tyder på, at han kom fra en familie, der kunne give ham en uddannelse.

Jeg modtager meget gerne kommentarer på indlægget her, hvis du har viden om eller forslag til, hvor Nils Bergstrand eller Margaretha Sjöström kom fra – eller andet der kan hjælpe med at belyse deres liv.

Mere om smålandske soldater

8. februar 2014

En måde hvorpå man kan lære sine forfædre bedre at kende, er at sætte sig ind i hvilket samfund de levede i. Det vil sige det sted og den tid de befandt sig i. Som jeg tidligere har skrevet, så var flere af mine svenske forfædre soldater i Småland. For at få et lidt større indblik i hverdagen for sådanne soldater har jeg læst Vilhelm Mobergs roman “Familien Rask” (på svensk: “Raskens”).

Bogen handler om soldaten Gustav Rask fra kort før han bliver soldat til han dør. Hans liv er mest af alt et langt slid for at overleve og få så gode vilkår som man kunne drømme om, når man tilhørte landbefolkningen i Småland i slutningen af det 19. århundrede. Men den giver et rigtig godt billede af, hvad det var for ting der optog disse mennesker, og det var en god læseoplevelse.

 
 

Endelig bid

25. januar 2014

I dag fik jeg endelig papirene i min 3 x tipoldefars første separations- og skilsmissesag at se. Som jeg håbede og beskrev i mit forrige indlæg, lå sagen pænt samlet under sagsnummer 1658/1844 i Præstø Amts arkiv.

Sag nr. 1658/1844 Præstø Amt

Sag nr. 1658/1844 Præstø Amt

Det betød, at jeg blot skulle åbne arkivæsken med Præstø amts journalsager fra nr. 1594 til nr. 1755 og forsigtigt bladre mig frem til nr. 1658, så var der bid.

Da sagen jo indeholdt dokumenter fra 10 års behandlinger, så var der en del papirer i sagsbunken. Jeg bladrede først det hele igennem for at få et indtryk af, hvad der egentlig lå der, og for at læse lidt hist og pist, der kunne stille min nysgerrighed. Derefter affotograferede jeg alle dokumenterne, så jeg ved lejlighed kan nærstudere hvad der er foregået i sagen, og hvad papirerne måske kan fortælle af detaljer om Hans Daniel Schwartz’ liv i 1830’erne og 1840’erne.

Umiddelbart var der ret mange papirer med en kvittering for, at alimentations- og underholdningsbidrag var blevet betalt til Karen Sophie Larsdatter. Beløbet var på 7 rigsdaler og 3 mark pr. halvår. Der er nok ikke noget overraskende i de kvitteringer. Og ud fra min hurtige skimning af papirerne, så venter jeg heller ikke at finde nogen større overraskelser i resten af bunken. Det lader til at parterne var enige om separation, men det var Karen Sophie Larsdatter der søgte separationen og senere også den endelige skilsmisse. Ved separationsansøgningen skrev hun, at det ikke var målet at søge endelig skilsmisse, men det lader til, at hun senere ønskede at gifte sig igen, og så skulle der jo en skilsmisse til. Årsagen til, at hun oprindeligt blot ønskede separation, kunne være, at det var for dyrt at få en skilsmisseansøgning behandlet. I forbindelse med skilsmisseanmodningen søgte hun nemlig også om, at den måtte blive behandlet gratis, da hun ikke var formuende.

Nederst i bunken af papirer i sagen lå nogle udtalelser vedrørende Hans Daniel Schwartz fra nogle af hans arbejdsgivere. Peter Møller, ejeren af Holme Mølle i Holme Olstrup sogn, skrev f.eks. den 13. januar 1835:

Møllersvend Hans Daniel Schwartz har været i min Tjeneste fra 1ste November 1831 til 31 August 1832, og i denne Tid opført sig til min særdeles Tilfredshed, hvorfor jeg paa det bedste tør anbefale ham til enhver Forekommende, som en særdeles duelig, ordentlig, paapasselig og sædelig Person.

En anden udtalelse fortæller, at Hans Daniel Schwartz specifikt har arbejdet som møllebygger. Oftest står han nævnt som møllersvend, men Frederik Jappe, der bestyrer Freerslev Vandmølle, skriver, at Hans Daniel Schwartz i perioden 1. juli til 1. november 1831 har hjulpet med “Møllebygger arbeide” på forskellige steder. Og Jappe var tilfreds med det arbejde, Schwartz havde udført, og han betegnede ham som “sædelig og ordentlig”. Det er nogle gode udtalelser at have fundet, for de fortæller mig lidt mere om personen Hans Daniel Schwartz, så han ikke længere bare er den af mine forfædre der – usædvanligt for tiden – nåede at blive skilt to gange.

Journalsag 1658/1844 Præstø Amt

18. januar 2014

Årets første besøg på Rigsarkivet varede fem kvarter og gav mig endelig journalnummeret på den sag, hvorunder hele separations- og skilsmissesagen mellem Hans Daniel Schwartz og hans første hustru, Karen Sophie Larsdatter, bør findes.

Det var ikke svært i sig selv at finde referencen til, at der var en skilsmissesag, og at den var behandlet under Præstø Amt. Det startede med en ansøgning fra Karen Sophie Larsdatter om at måtte blive separeret fra Hans Daniel Schwartz i 1831. Ved hjælp af navneregistret til journalen for Præstø Amt 1831, fandt jeg frem til at behandlingen af sagen havde fået journal nr. 1585. Selve journalen er ordnet efter sagsnummer, så det var bare at slå op på nr. 1585.

Kone Karen Sophie LarsDr. Af Storeheddinge Overdrev sender et Forlig og søger om Separations-Bevilling for sig og Mand Møllersvend H: D: Schwartz

– stod der i sagsbeskrivelsen i journalen, og så nogle notater om hvordan sagen var sendt frem og tilbage mellem forskellige instanser for at blive behandlet. Og til allersidst stod “Overført til No. 589/1835”. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg arkivæsken med Præstø Amts journalsager, at separationssagen ikke fandtes under nr. 1585 for år 1831. Det gjorde den ikke, så det var formodentlig rigtigt, at sagens akter var blevet ført med over i en ny sag i 1835.

Herefter fulgte opslag i journalen for 1835, hvor jeg igen fik at vide, at sagen var blevet overført. Denne gang til nr. 1038 i år 1837. Flere opslag, flere henvisninger – nu flyttede sagen hele tiden til et nyt sagsnummer i det efterfølgende år, fordi der skulle inddrives alimentationsbidrag hos Hans Daniel Schwartz til den datter han havde fået med Karen Sophie Larsdatter i 1829. Alimentationsbidrag skulle på den tid betales indtil barnets fyldte 14 år, så jeg kunne regne ud, at jeg blev nødt til at følge sagens referencer indtil omkring 1843, hvor datteren den 2. november kunne fejre sin 14 års fødselsdag. Heldigvis havde jeg også bestilt journalen for 1844, for det viste sig, at sagen fra 1843 også var blevet videreført til en ny sag – sagsnr. 1658 – i 1844.

Men nu har jeg så endelig et nummer, der fortæller mig, hvilken arkivkasse jeg skal bestille for at undersøge, om separations- og skilsmissesagen skulle være bevaret. Jeg håber at den, på trods af alle overførslerne, vil være at finde i sin helhed i den æske jeg nu har bestilt til Rigsarkivets læsesal til på lørdag. Og jeg håber, at sagen kan give mig lidt flere detaljer om min tip-3-oldefars liv.

2014 – et jubilæumsår

30. december 2013

Meget snart skal vi til at skrive 2014, og er man historisk interesseret er der noget af et jubilæumsår i vente. Det er 100 år siden Første Verdenskrig begyndte, det er 150 år siden Danmark led et svidende nederlag til Preussen under “Krigen 1864”, særligt under Slaget ved Dybbøl . Og det er 200 år siden vi “mistede” Norge.

Jeg har kigget på min egen slægtshistorie og kan se, at der også dér er et par “jubilæer” i 2014. Den ældste af mine bedsteforældre, min morfar Harald Mogensen, blev født i 1914, altså for 100 år siden, og samme år blev hans svigerforældre, mine oldeforældre Katrine og Viggo Schwartz gift.

150-året for krigen i 1864 kan jeg også relatere til min slægt, idet jeg har en forfader der deltog i og overlevede krigen og senere fik en erindringsmedalje – og jeg har en forfader der desværre døde i krigen under bombardementet af Sønderborg i begyndelsen af april 1864.

Graver jeg lidt videre blandt mine direkte forfædre, så er det i 2014 præcis 200 år siden min ældst kendte “formoder” (dvs. i min direkte kvindelinje), Johanne Jørgensdatter døde.

Forhåbentlig byder 2014 også på endnu flere gode slægtshistorier, der graves frem af arkivstøvet og hives ud af bits og bytes på computeren. Til alle medslægtsforskere og læsere af min blog: Godt nytår!

Carl Widerberg – en soldat fra Småland

29. december 2013

Fra tid til anden får jeg forsket lidt i min svenske slægt, det vil sige min tipoldemor Johanna Christina Anderssons forfædre. Jeg har navne på alle hendes otte oldeforældre, der er født mellem 1755 og 1780 i Småland (se listen over mine 4 x tipoldeforældre) – og sågar også på fire af hendes tipoldeforældre.

En af hendes tipoldeforældre – og dermed min 5 x tipoldefar – var Carl Nilsson Widerberg, der levede i første halvdel af 1700-tallet. Én af de husforhørslængder jeg har fundet ham i (Skirö AI:3, side 101), skriver, at han var født den 18. marts 1714. Men hans alder er oftest angivet således, at han skulle være født omkring år 1720. Hvor han er født ved jeg ikke.

Carl blev ingen gammel mand; da præsten i Lenhovda noterede i kirkebogen, at Carl Widerberg var død i juni 1758, skrev han, at han var 38 år gammel. Hvis han virkelig er født den 18. marts 1714, skulle han i stedet være blevet 44 år. Under alle omstændigheder er det en tidlig død, og det var “lungesot” (sygdom i lungerne, måske lungetuberkolose) der gjorde det af med Carl.

Hvis ikke Carl var død i juni 1758 af lungesot, så kunne det meget vel være, at andre omstændigheder snart ville have taget livet af Carl. Han var nemlig på vej mod Pommern med Majorens kompagni af Kalmar Regimente, da han døde. Carl og de øvrige soldater og befalingsmænd var på vej til Pommern for at kæmpe mod Preussen i Den pommerske Krig som varede fra 1757 til 1762.

Carl var soldat i Kalmar Regimentet i knapt ni år (1749-1758) i en periode af Sveriges historie der betegnes som fredelig, dvs. uden store krigshandlinger på svensk jord, som man ellers havde været vant til i løbet af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Svenskerne havde det såkaldte “indelningsverk”, hvor gårde samlet i en “rote” var forpligtet til at forsørge en soldat og dennes familie også i fredstid, hvor der ikke var så meget at lave for soldaterne. Soldaten fik et hus og et lille stykke jord, et såkaldt “soldattorp“. I hvert fald i 1754-55 boede Carl Widerberg med sin kone Karin Hansdatter og deres tre børn, Jonas, Karin og Hans i soldattorpet i Lillarp under Skirö sogn i Småland.

Lillarp. Soldat Carl Nielsson Widerberg. 36 3/4 åhr, tient 7 3/4 åhr.

Den 20. juni 1757 var der generalmønstring af Kalmar Regimente, Majorens Kompagni hvor Carl Nilsson Widerberg også var mødt op i Eksjö. Widerberg var et navn Carl var blevet tildelt som soldat, mens Nilsson fortæller os at hans far hed Nils. Fra: Kalmar Regemente; Generalmönsterrullor; 1757-1758

Carls og Karins ældste søn, Jonas, skal være født allerede i 1737 ifølge husforhørslængderne, hvorimod de to yngste med sikkerhed blev født i 1752 (Karin/Catharina) og 1755 (Hans), da jeg har fundet deres fødselsindtegninger i kirkebogen for Skirö. Jeg mangler at finde ud af, hvor familien kom fra, før de bosatte sig i Skirö. Det ser ikke ud til at Carl og Karin er gift i Skirö, og sønnen Jonas har jeg heller ikke fundet født dér.

Kun 2½ år efter Carls død, døde også Karin Hansdatter. Det var i januar 1760. De to yngste børn var da kun 7 og 4 år. Hvad der skete med dem derefter, har jeg ikke fundet ud af. Jeg ved blot, at Hans Carlsson dukker op igen i 1783 i Alseda hvor han er gift med Maria Andersdotter og deres ældste søn bliver født.

 

« Forrige sideNæste side »