Lokalhistorie

Skt. Croix Sukkerhus II

5. juli 2016

For godt to år siden skrev jeg dette indlæg om Skt. Croix Sukkerhus. For nylig modtog jeg to forskellige kommentarer på indlægget, og det fik mig til at grave et lille spadestik dybere i historien bag Skt. Croix Sukkerhus.

Anders havde skrevet, at det sandsynligvis var Østersøisk-guineisk Handelsselskab der havde oprettet Skt. Croix Sukkerhus. Selskabet gik i betalingsstandsning i 1787 men skulle i hvert fald have haft et sukkerraffinaderi i Amaliegade. Så det kunne godt passe med min tidligere konklusion, at Skt. Croix Sukkerhus i hvert fald fandtes i 1787, hvor sukkermester Niels Nielsen Hald boede på adressen Amaliegade 4 da der var folketælling i 1787. Og det understøttede også min teori om, at det ikke var sukkerraffinadør Christian Rønnenkamp, der havde anlagt sukkerhuset, da jeg først kunne koble ham til det fra perioden mellem 1825 og 1830.

Sankt Annæ Plads (H.G.F. Holm)

Sankt Annæ Plads cirka 1848, af H.G.F. Holm. Bygningerne i højre side af billedet kan have hørt til Skt. Croix Sukkerhus.

 

Erik havde fundet et par notitser i københavnerbladet “Politivennen” i slutningen af 1831, hvor der klagedes over den røg der kommer fra “de af Dem [Rønnenkamp, LSK] på Sankt Annæ Plads anlagte sukker- og saltraffinaderier”. Her nævnes igen Rønnenkamp som den der har anlagt sukkerraffinaderiet, selv om der ser ud til at have været noget der hed Skt. Croix Sukkerraffinaderi på stedet, før Rønnenkamps tid.

På baggrund af de nye oplysninger fra Anders og Erik søgte jeg lidt videre efter oplysninger om sukkerhuset og Rønnenkamp. Jeg kastede mig over Statsbibliotekets digitaliserede samling af aviser – Mediestream - og søgte der på forskellige ord; ‘croix’, ‘sukkerhus’, sukkerraffinaderie’, ‘rønnenkamp’ og fandt på den måde forskellige små notitser i aviserne fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.

Det tidligste spor jeg fandt vedrørende Skt. Croix Sukkerhus var fra “Kiøbenhavns Kongelige alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” den 28. marts 1783. Under “Handels-Beretninger” stod:

I Dag blev paa Børsen bortsolgt:
Galeasen Haabet, drægtig 10½ Commerce-Læster, for 300 Rdlr.
1 Actie i St. Croix Sukkerraffinaderie, 286 Rdlr.

Altså eksisterede sukkerhuset “Skt. Croix” allerede i 1783 og var et aktieselskab.

Det næste interessante jeg fandt var også fra “Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” men nu helt oppe i 1824, nærmere bestemt den 10. juli. Her annonceredes sukkerhuset til salg med følgende notits:

Grundeiendom.
St. Croix Sukkerraffinaderie.
Efter Interessenternes Beslutning er dette Raffinaderie, beliggende i Amaliegaden 115 med dets til en fuldstændig Drift complette Inventarium, underhaanden at erholde tilkiøbs. De Lysthavende ville ved at henvende dem til Bogholder Herforth, boende paa Stedet, kunne faa Eiendommen og Inventariet foreviist, samt erholde andre attraaende Oplysninger.

Om sukkerraffinaderiet blev solgt i 1824 fandt jeg ikke ud af, men tre år senere, i 1827, kommer det på auktion ifølge “Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter priviligerede Danske Statstidende”. Anden auktion annonceres i Statstidende 31. august 1827 og fjerde auktion annonceres sammesteds den 22. oktober 1827 og igen den 2. november, hvor ordlyden er:

Auctioner.

Mandagen den 5te November førstkommende, om Eftermiddagen Kl. imellem 3 og 5, lader Directionen for det saakaldte St. Croix Sukkerraffinaderie her i Staden, bemeldte Raffinaderies Gaard No. 115 i Amaliegaden, med de i samme til et Sukker-Raffinaderies Drivt værende Indretninger, samt Inventarium m.v., ved fierde og sidste Auction, som erholdes paa Stedet selv, opraabe til absolut Bortsalg, uden flere Auctioners Holdelse. Skulde Salg ikke skee paa denne Maade, da opraabes Eiendommen med dens Grund og Bygninger særskildt, uden det til Raffinaderiet henhörende Inventarium m.v.

Bygningerne ere i Stadens Brandkasse assurerede for 71,200 Rbd. Sölv, og vel vedligeholdte. Det til Raffinaderiet henhörende complette Inventarium m.v., hvoriblandt Kobbertöi, af Vægt circa 14,000 Pd., er i god Stand og saaledes, at Raffinaderiet strax kan sættes i Drivt. Den eventuelle Kiöber kan giöre sig Haab om at erholde af en offentlig Kasses Midler paa 1ste Prioritet udi Rigsbankdaler Sedler i Eiendommen 2/3 Dele af den Summa, der for samme maatte blive givet udi Rigsbankdaler rede Sölv.

Conditionerne, hvorefter Salg i begge Tilfælde skeer, Huus-Documenterne samt Inventarielisten, ere forinden Auctionen til Eftersyn paa Undertegnedes Contoir i Store Fiolstræde No. 180, 2den Sal.

Kiöbenhavn, den 16de October 1827.
H. C. Thorbiörnsen,
Lands Overrets samt Hof- og Stadsrets Procurator.

Denne gang lykkes det i hvert fald at komme af med sukkerraffinaderiet, for den 29. december 1828 kan “Kiöbenhavns Kongelige alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” oplyse om følgende “Bopælsforandring”:

Da vi have nedlagt det os tilhörende Sukkerraffinaderie i Dronningens Tvergade 280, saa ophörer Udsalget fra samme d. 27de hujus [=denne måned, LSK], hvorimod vi d. 29de s.M. [=samme måned, LSK] aabne et nyt Udsalg af raffinerede Sukkere og Sirup, fra det af os kjøbte saakaldte St. Croix Sukkerraffinaderi, i den nye Bygning paa St. Annæplads 115, Ltr. B.
Kjöbenhavn, d. 27 Decbr. 1828.
Rønnenkamp & Comp.

Rönnenkamp & Comps. Comptoir er flyttet til St. Annæplads 115 Ltr. B., i St. Croix Sukkerraffinaderies Udsalgs-Bygning, paa 1ste Sal.

Her var så svaret på, hvornår Rønnenkamp overtog Skt. Croix Sukkerhus; det gjorde han i de sidste dage af år 1828. Han skriver også, at han åbner sukkerudsalg i “den nye Bygning paa St. Annæplads”, og dette kan forklare, hvorfor der flere steder står angivet, at det var Rønnenkamp der etablerede sukkerraffinaderiet. Han har formodentlig udvidet etablissementet med i hvert fald én ny bygning og på den måde ikke bare overtaget det eksisterende. Det er også tænkeligt at det er ham der har udvidet med saltraffinaderiet, som senere benævnes liggende på samme sted og i sammenhæng med sukkerraffinaderiet.

De københavnske jævnførelsesregistre for Sankt Annæ Østre Kvarter kan oplyse, at matr. nr. 115a, den nuværende adresse Amaliegade 4, blev opført af Rønnenkamp i 1828-1829. I notitsen om bopælsforandringen skriver Rønnenkamp at det er “115 Ltr. B” der er “den nye Bygning”. Hvorfor jævnførelsesregisteret siger at litra A er opført 1828-29 mens Rønnenkamp på netop dette tidspunkt benævner litra B som “den nye Bygning” har jeg ingen god forklaring på. Men det ændrer ikke ved, at Rønnenkamp overtog sukkerhuset i 1828 efter auktion og at han udvidede det og flyttede sin butik for salg af sukker til den nye adresse.

Og hvor længe havde Rønnenkamp så sit sukkerraffinaderi på Skt. Annæ Plads? Det giver Aarhus Stiftstidende (eller “Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) priviligerede Aarhuus Stifts-Tidende”) et bud på den 6. maj 1836:

Med Dyrkningen af Runkelroer til Sukkerfabrikation vil der her i Sommer blive gjort betydelige Forsøg. Man siger, at Næsbyholms Jorder for en stor Deel skulle have denne Bestemmelse, og at den nye Eier, Hr. Grosserer Rønnenkamp, vil nedlægge det Sukkerraffinaderie, han hidtil har drevet i Kjøbenhavn.

Dermed er sløjfen også bundet til Rønnenkamps overgang fra sukkerhus-ejer til gods-ejer i 1835, hvor han overtog Næsbyholm og Bavelse godser på Midtsjælland. Det ligner ikke et fuldstændigt karriereskifte, idet han i hvert fald i begyndelsen fortsat er beskæftiget med sukker, nu blot ikke længere som “raffinadeur” af de importerede vestindiske sukkerrør, men som opdyrker af fremtidens sukkerkilde; roerne.

Og dermed fik jeg opklaret, at Rønnenkamp ejede Skt. Croix Sukkerhus fra 1828 til omkring 1836.

Skt. Croix Sukkerhus

27. maj 2014

Nogle gange fatter jeg interesse for små detaljer jeg kommer forbi i gamle, støvede protokoller – fordi de pirrer min historiske nysgerrighed. For en del år siden var det en oplysning om, at en bror til en af mine aner arbejdede “paa St. Croix Sukkerhuus paa Garnisonspladsen [i København] hos Sukkerraffinader Rønnekamp ½ Aar”, der gjorde mig interesseret i at finde ud af lidt mere om dette sukkerhus og hr. Rønnekamp – og sukkerhuse i almindelighed. Jeg har ikke kunnet identificere nogen samlet skriftlig fremstilling om Skt. Croix Sukkerhus, så over et par dage væbnede jeg mig med et par kopper kaffe, en computer med internetforbindelse, lidt tålmodighed og nogle kreative søgestrategier – og en gennemtrawling af internettet bragte mig egentlig rimeligt langt i forhold til at få svar på nogle af mine spørgsmål.

Inden jeg sammenfatter, hvad jeg har fundet ud af om Skt. Croix Sukkerhus, bør jeg nævne, at et element af min nysgerrighed også kom fra en byvandring jeg var på, for et par år siden. Byvandringen blev forestået af Another Copenhagen og foregik “I slavernes spor” rundt i København. Når denne byvandring havde relation til Skt. Croix Sukkerhus så skyldes det selvfølgelig, at sukkeret kom til København via de Vestindiske Øer, og at det var en del af trekantshandlen, hvor danske varer blev byttet til slaver i Afrika, som igen blev byttet til eksotiske varer (bl.a. sukker) på de Vestindiske Øer. Det rå rørsukker blev sejlet tilbage til København, hvor det blev forarbejdet på sukkerraffinaderier rundt omkring i byen, inden det blev solgt videre. man kan få en lille smagsprøve på turen i slavernes spor i klippet nedenfor.

Placeringen af Skt. Croix Sukkerhus

Sankt Croix Sukkerhus var ét af disse sukkerraffinaderier i København, hvor rørsukkeret blev forarbejdet, så det kunne sælges videre som forbrugsvare. Jeg vidste fra Christianssæde birks politiprotokol 1836-38 og forhøret af min anes bror, Hans Christian Hansen (findes pag. 41-44), at Skt. Croix Sukkerhus lå på Garnisonspladsen. Det var et andet navn for Skt. Annæ Plads, fordi Garnisonskirken lå og ligger ved pladsen. Manden bag sukkerraffinaderet skulle hedde Rønnekamp – der er tale om Christian Rønnenkamp, om hvem det oplyses på wikipedia, at han netop anlagde et sukker- og saltraffinaderi ved Skt. Annæ Plads.

Sukkerhus fra før 1787

Jeg tvivler dog på, at det rent faktisk var Christian Rønnenkamp der anlagde Skt. Croix Sukkerhus, for jeg har kigget i folketællinger fra København 1787, 1801, 1834 og 1840 samt Kraks vejvisere over København for årene 1795, 1800, 1805, 1814-15, 1819-20, 1825, 1830, 1835 og 1840 for at følge dels hr. Rønnenkamp og dels den adresse hvor hans sukkerraffinaderi lå. I hvert fald tilbage til 1787 har der tilsyneladende været arbejdet med sukker på det sted, hvor Rønnenkamp ifølge wikipedia skulle have oprettet et sukker- og saltraffinaderi. På adressen Amaliegade 71P (det nuværende Amaliegade 4) findes i folketællingen 1787 en Niels Nielsen Hald, der er sukkermester. Han er enkemand med tre døtre og to sønner, en tjenestepige, tre svende og ni læredrenge på adressen. Der står godt nok ikke i folketællingen, at det er “Skt. Croix Sukkerhus” vi er i, men i Kraks vejviser for 1795, dvs. otte år senere står listet “Herfort, Mth., Bogholder ved St. Croix Sukkerraffinad., Amaliegade 71P”. Der er tale om Mathias Herfort[h], som også er at finde på adressen ved folketællingen 1801 og videre frem i vejviserne til i hvert fald 1814-15. Jeg mener derfor, at Skt. Croix Sukkerhus har ligget i det nuværende Amaliegade 4 allerede i 1787 og formodentlig et stykke tid før.

Rønnenkamps sukkerraffinaderivirksomhed

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus. Fra wikipedia.

Christian Rønnenkamp findes også i Kraks vejviser 1814-15, men han bor da i Store Kongensgade og benævnes grosserer og forsørgelsesforstander. I vejviseren 1819-20 har han skiftet stillingsbetegnelse til grosserer og sukkerraffinadeur, men han bor stadig i Store Kongensgade. Han har forretningen “Rønnenkamps Sukkerraffinaderie og Udsalg” i Dronningens Tværgade. De to adresser fra år 1819, Store Kongensgade 244 og Dronningens Tværgade 280, er senere lagt sammen til det nuværende Dronningens Tværgade 12. Måske var det hér og ikke i Amaliegade, Rønnenkamp oprettede et sukkerraffinaderi? Senest i 1830 er han dog at finde på den kendte adresse i Amaliegade (ifølge vejviseren), så ganske tænkeligt har han overtaget det eksisterende Skt. Croix Sukkerhus på dette tidspunkt.

Afslutningen på Skt. Croix Sukkerhus

Ud fra min research ser det ud til, at Skt. Croix Sukkerhus er lukket ned mellem 1835 og 1840. Rønnenkamp står i Kraks vejviser 1835 som “Eier af St. Croix Sukkerraffinaderie, og det kgl. privil. Saltraffinaderie, St. Anneplads 115B” (det er stadig det nuværende Amaliegade 4, der blot nu har fået nyt matrikelnummer) – men i 1840 findes han ikke længere i København. Og i folketællingen 1840 bor der på adressen heller ikke længere mennesker med tilknytning til sukker- eller saltraffinering. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon købte Rønnenkamp Næsbyholm og Bavelse godser i 1835, så det kunne godt passe med, at han samtidig har opgivet sit sukkerhus i København. Det falder også godt sammen med den generelle nedgang der var i sukkerraffinaderier i København efter år 1800. Ifølge en jubilæumsbog* for De Danske Sukkerfabrikker fra 1922 gik man fra 18 raffinaderier i 1798 til 11 i 1837, og ét af de nedlagte sukkerhuse kunne godt være Skt. Croix.

* Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker 1872 – 20. april – 1922 : et Festskrift. Af Povl Drachmann. Egmont H. Petersen, 1922 (se bogen i bibliotek.dk)

 

Udkantsdanmark anno 1888

21. juli 2012

Jeg besøgte Nakskov Lokalhistoriske Arkiv tirsdag og onsdag formiddag i denne uge, for at kigge i nogle gamle byrådsbøger med uddrag af byrådets forhandlinger af diverse sager. Det kan være ganske underholdende, og man kan få et indblik i, hvilke ting der har optaget byborgerne på et givet tidspunkt.

F.eks. stødte jeg i bogen “Uddrag af Byraadets Forhandlinger for Aaret 1888″ under mødet den 20. marts 1888 på en sag om køreplanen for toget mellem Nakskov og København. Og jeg kunne ikke lade være med at få tanken, at der også dengang var en slags “Udkantsdanmark”.

Overretssagfører Fasting, der sad i byrådet på dette tidspunkt, foreslog at man henvendte sig til indenrigsministeriet med forslag til nogle ændringer til den ny køreplan “for den lolland-falsterske Jernbane”, som skulle træde i kraft 1. juni. Han mente at der var nogle store ulemper ved den nye køreplan, som havde 6 færre tog om dagen. Køretiden mellem Nakskov og København ville blive forlænget, selv om køretiden mellem Nykøbing og København blev forkortet, et vigtigt formiddagstog skulle bortfalde, hvorved en hurtig forbindelse til udlandet ville forsvinde og man kunne forvente øget pres på morgentoget med forsinkelser til følge, og endelig passede forbindelsen for “Dampskibet mellem Nakskov og Spodsbjerg” ikke længere med middagstogene fra Nakskov.

Overretssagfører Fasting foreslog derfor følgende:

  1. Aftentoget fra Kjøbenhavn Kl. 6.50, der nu standsede i Nykjøbing Kl. 11.45, burde føres igjennem til Nakskov, hvor det da vilde kunne ankomme Kl. 1.05. – Dette Tog medbringer Hovedposten, der nu henligger i Nykjøbing saalænge, at den kunde naa hurtigere til Nakskov pr. Vogn end pr. Jernbane. I hvert Fald burde Morgentoget fremskyndes saa meget, at det ikke ankom til Nakskov senere end Kl. 8.30, men den Udgift, som Fremførelsen af Nattoget fra Nykjøbing til Nakskov vilde medføre, kunde ikke være for stor i Forhold til de Fordele, som den vilde bringe Lolland, i hvilken Henseende det maatte erindres, at Landposterne vilde kunne komme saa tidlig ud, at ialtfald de fleste kunde være tilbage til Eftermiddagstogets Afgang. Skulde der gives Afkald paa Formiddagstogene Kl. 10.35, kunde Morgentogene maaske afgaa lidt senere.
  2. Forbindelsen mellem Iltogene paa Falster og Lollandstogene burde bevares i Nykjøbing for Togene i begge Retninger. Den Omstændighed, at den lolland-falsterske Bane havde indladt sig paa den slette Forretning at drive Gjedserbanen, burde dog ikke bevirke, at der alene tænktes paa denne og Forbindelsen mellem Norden og Tydskland; og med god Villie lod Forbindelsen sig selvfølgelig ogsaa opretholde.
  3. Aftentogene kunde uden Skade afgaa noget senere i begge Retninger.

Ud fra ovenstående kan man se, at det dengang tog godt seks timer at rejse med toget fra København til Nakskov! Og så var forbindelsen til Gedser allerede dengang en dårlig forretning…

Byrådet besluttede at skrive til indenrigsministeriet og “den lolland-falsterske Jærnbanebestyrelse” med ovenstående forslag. Samtidig ville man opfordre Generalpostdirektoratet til at interessere sig for sagen, da forringelserne i den nye køreplan ville få betydning for postuddelingen på Lolland.

Fastings afsluttende bemærkning som argument for sit forslag fortjener at blive citeret ordret:

… han tilføiede sluttelig, at vi vel ikke vare forvænte med Jernbaneforholdene, idet man blot behøvede at pege paa den skandaløse Stationsbygning, vi have heri Byen, men at Selskabets Bestyrelse, der uheldigvis havde sit Sæde i Kjøbenhavn, naar der ikke optraadtes mod nye Tilbageskridt, med Rette maatte kunne tro, at vi ikke havde noget imod Ordningen.