Mærkedag – hin torsdag aften for 20 år siden

9. januar 2017

“Jeg husker hin torsdag aften … “. Disse ord lød ofte fra nu afdøde Helge Rasmussen, når jeg mødte ham på Nakskov Lokalhistoriske Arkiv. “Hin torsdag aften” var den 9. januar 1997, hvor min mor, min moster og jeg troppede op på arkivet i Jernbanegade i Nakskov ved 5-tiden om eftermiddagen, en time før lukketid. Med os havde vi min oldemors dåbsattest og vi blev mødt af Helge Rasmussen, der – som jeg husker det – var den eneste medarbejder på arkivet denne vintereftermiddag. Vi præsenterede vores ærinde; at vi ville i gang med at slægtsforske og finde ud af, hvem moderen til vores mormor/oldemor var. På den medbragte dåbsattest fra 1896 stod at min oldemors forældre var:

Ugift Marie Christine Petersen i Nakskov, udlagt barnefader: Frederik Flint i Svendborg.

Det var ikke meget at gå efter, sagde Helge til os – men de havde på arkivet nogle navneregistre til kirkebøgerne for Nakskov indtil 1891, så vi kunne jo tjekke om navnet Marie Christine Petersen fandtes dér. Helge hentede registrene og slog navnet op, og der var en kandidat som kunne passe meget godt – en Marie Christine Pedersen født og døbt i Nakskov i januar 1871. Aldersmæssigt kunne hun godt være den kvinde, der havde fået et barn døbt i 1896.

Vi var ankommet til arkivet kun en time inden lukketid, men der blev også tid til at slå Marie Christine Pedersens fødsel op i kirkebogen for 1871. Helge Rasmussen forklarede os, hvordan kirkebøgerne var indrettet, og han hjalp os med at tyde den gotiske håndskrift. Vi gik derfra fulde af entusiasme og med meget mere end vi havde håbet at finde ud af. Vi havde nemlig også fået navnene på Marie Christine Pedersens forældre – hvis det virkelig var ‘vores’ Marie Christine der stod opført i kirkebogen. Helge rådede os til at kontakte kirkekontoret for Skt. Nikolai kirke for at høre, om der stod mere om Marie Christine Petersen/Pedersen i kirkebogen ved indførslen af min oldemors fødsel. Man plejede nemlig at skrive moderens alder, fortalte Helge os, og hvis alderen passede med, at hun var født i 1871, så var vi nok på rette vej, mente han. På arkivet havde man kun kopier af kirkebøgerne indtil 1891.

De følgende uger blev kirkekontoret kontaktet (alderen passede med at min oldemors mor var født i 1871), og vi besøgte arkivet igen og blev hjulpet og guidet videre af Helge Rasmussen; Vi fandt dåbsindførslerne for Marie Christine Pedersens søskende i kirkebogen og så, at en søsters navn var givet videre til min oldemor. Vi blev introduceret til folketællinger, hvor vi fandt vores oldemor/tipoldemor, og hendes forældre og søskende. Og derigennem fandt vi også ud af, at Marie Christine Pedersens mor tilsyneladende var født i Horslunde sogn, nord for Nakskov, i 1842. Således gik turen også til det lokalhistoriske arkiv i Købelev, hvor xeroxkopier af kirkebøgerne for Horslunde kunne beses. Også her blev vi hjulpet godt af arkivets frivillige personale, så vi kunne få navne på næste slægtsled bagud i tiden. Et af disse navne førte os tilbage til arkivet i Nakskov, hvor min oldemors oldemor, Sidsel Povelsdatters fødsel i 1796 kunne findes i kirkebogen for Branderslev sogn. Dermed var vi i løbet af ganske kort tid kommet præcis 100 år tilbage i slægten, i den lige kvindelinje fra mig, min mor og moster – min oldemors fødsel i 1896 til min tiptiptip-oldemors fødsel i 1796.

I dag er det 20 år siden vores første besøg på arkivet. Det førte en masse med sig, som Helge Rasmussen også pointerede, når han nævnte “hin torsdag aften”. Blandt andet viste det sig senere, at Helges hustru og jeg havde fælles aner på min fars side – og vi kom i kontakt med fælles slægtninge i Holland og USA. Jeg stiftede bekendtskab – og venskab – med flere af de mennesker der jævnligt kom på arkiverne omkring Nakskov og som også var i gang med at grave deres slægt frem af de trykte kilder. Ind i mellem viste det sig, at deres slægt krydsede med min.

I dag er det blevet nemmere at slægtsforske, da kirkebøger, folketællinger og en del andre kilder ligger tilgængeligt online fra Rigsarkivets hjemmeside. Man behøver ikke længere besøge lokalhistoriske arkiver og kirkekontorer for at finde afdøde slægtninge i kirkebøgerne. Det er på en måde lidt ærgerligt, for jeg  fik en helt uvurderlig hjælp til at komme i gang og blev en del af et fællesskab som jeg ikke ville have været foruden.

Pigen Christine – kvinden Marie

4. januar 2017

Det er tæt på at være 20 år siden jeg fik sat navn på min mormors mormor (min tipoldemor) for første gang. Navnet var: Marie Christine Pedersen. Og i de 20 år der snart er gået, har jeg lidt efter lidt fået kendskab til flere små brudstykker af hendes liv og historie. (Se i øvrigt også dette indlæg fra 2011 samt fortællingen om hendes forældre).

På det seneste har jeg fået kontakt til en efterkommer af en af hendes søstre (Caroline) – en gren som jeg ikke tidligere har haft kontakt med. Og det har ført nye ting med sig. Der fandtes nemlig blandt Carolines efterkommere et ungdomsbillede af min tipoldemor med hendes to søstre fra omkring år 1900. Jeg havde tidligere set billeder af den ene søster (Malvine), og i hendes del af familien fandtes også et billede af min tipoldemor og søster Malvine fra omkring år 1929, hvor min tipoldemor var 58 år gammel. Et ungdomsbillede havde jeg dog ikke tidligere set. Eller – det vidste jeg ikke at jeg tidligere havde set. For billedet af de tre søstre fik det til at ringe en klokke i mit hoved. Jeg mente, at jeg havde set min tipoldemors ungdommelige ansigt på billeder som min oldemor efterlod sig da hun døde. Og da vi i familiens gemmer fik set efter, viste det sig, at min formodning var rigtig; der fandtes to billeder af min tipoldemor som ung, blandt min oldemors efterladte billeder.

Ungdomsbillede af Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov. Billedet er taget i Nyborg formodentlig i perioden 1892-1896, hvor hun er i begyndelsen af 20'erne.

Ungdomsbillede af Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov. Billedet er taget i Nyborg formodentlig i perioden 1892-1896, hvor hun er i begyndelsen af 20′erne.

Det ene billede er et portrætbillede af min tipoldemor. Billedet er sat på et kort, hvor der er påtrykt “Chr. Langholm. Nyborg”. Langholms “fotografiske etablissement” fungerede i Nyborg fra cirka 1892 til cirka 1896, ifølge Bjørn Ochsners værk “Fotografer i og fra Danmark til og med år 1920″. Det passer fint med det tidspunkt, hvor min tipoldemor befandt sig i Nyborg, og hvor hun blev gravid med min oldemor.

På det andet billede er min tipoldemor fotograferet sammen med en mand. Dette billede er sat på et kort med trykt tekst “Frede Hansen Hillerød Slotsgade”. Frede Hansen skulle have virket dér som fotograf fra 1906, ifølge samme værk af Ochsner som nævnt ovenfor. Marie Christine blev gift med Christen Larsen i Hillerød Slotskirke den 18. oktober 1898, så man må regne med, at det er hendes mand hun er fotograferet sammen med. Præcist hvornår billedet er taget, har jeg ikke noget rigtigt godt bud på. Jeg tænkte først, at det kunne være et billede taget i anledning af brylluppet, hvor Marie Christine i øvrigt var gravid i 7. måned (hun fødte 24. december 1898). Hun kunne godt være gravid på billedet. Men hun ser omvendt også noget ældre ud end på billedet fra Nyborg, så 1898 er måske for tidligt et tidspunkt for billedets optagelse. Og hvis fotografen først virkede i Hillerød fra 1906, så er det måske snarere der omkring billedet er taget. I 1906 var Marie Christine 35 år gammel og havde født i alt 6 børn.

Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov, formodentlig sammen med sin mand, Christen Larsen. Billedet er taget i Hillerød.

Marie Christine Pedersen, født 1871 i Nakskov, formodentlig sammen med sin mand, Christen Larsen. Billedet er taget i Hillerød.

Fundet af de to billeder blandt min oldemors efterladte ejendele betyder, at min oldemor formodentlig har haft større kendskab til sin biologiske mor, end vi oprindeligt havde indtryk af. Det er nok især billedet af Marie Christine med sin mand, Christen Larsen, der fortæller os, at der har været en eller anden kontakt til den biologiske mor, da det må være taget minimum 2 år efter at min oldemor blev født. Ungdomsbilledet af Marie Christine kan derimod tænkes at være afleveret omkring det tidspunkt hvor min oldemor bliver givet til sin plejefamilie, da det formodentlig er taget før min oldemor kom til verden.

Da jeg genbesøgte min oplysninger om Marie Christine i forbindelse med opdagelsen af de nye billeder, opdagede jeg, at hun har brugt begge sine fornavne som kaldenavne. Da Marie Christine var 11 år gammel blev hendes mor straffet med 10 dages fængsel på vand og brød dels for at have modtaget stjålne kul og dels for at være vidende om at to af hendes børn havde skulket fra skolen og strejfet om i byen og tigget. De to børn var Malvine og Marie Christine, som i dommen benævnes Christine. Endvidere er hun oplistet som ‘Kristine Marie Pedersen’ i folketællingen 1890 på Brændegård i Vester Åby sogn på Fyn, hvilke kunne indikere, at Kristine/Christine har været kaldenavnet.

Senere – i folketællingerne 1925 og 1930 for Thorsvang, Frederiksborg Slotssogn – står hun opført som Marie. Måske har hun forsøgt at lægge afstand til en fattig og hård fortid ved at skifte barn- og ungdommens kaldenavn Christine ud med Marie? Eller måske kunne hun bare bedre lide navnet Marie, som hendes mor i øvrigt også bar?

 

Et ekstra blik på Jacob Pedersen Storm

6. november 2016

Selv om mange af mine forfædre kommer fra forskellige steder i Danmark, så har jeg også 8 x tipoldeforældre der huserede i min egen fødeby, Nakskov, tilbage i slutningen af 1600-tallet. Én af dem er Jacob Pedersen Storm, og jeg har på det seneste kigget nærmere på, hvad jeg vidste om ham.

Heldigvis er der både kirkebøger og skifteprotokoller bevaret fra Nakskov fra dén tid, og for år tilbage gik jeg da også i gang med at stave mig igennem skiftet efter Jacob Pedersen Storm, som døde i Nakskov den 13. februar 1706. Skiftet blev holdt samme år den 19. maj og findes i skifteprotokollen dækkende 1704-1707 under Nakskov Byfogeds arkiv. Det er efterhånden en del år siden jeg gik i gang med at læse skiftet – dengang foregik det på Landsarkivet på Jagtvej i København. Sidenhen blev Landsarkivet lagt sammen med Rigsarkivet, og en masse nye arkivalier er blevet digitaliseret – herunder skifter og dermed også skiftet efter Jacob Pedersen Storm. Der er desuden dukket flere skifteuddrag op på internettet, bl.a. Erik Brejls uddrag fra Nakskov Byfogeds skifteprotokoller 1598-1806.

Med skifteuddragene på f.eks. Erik Brejls side er det blevet nemt at få overblik over, hvilke personer man kan finde skifter for, og hvordan deres familierelationer så ud. Jeg søgte på navnet ‘Storm’ på Erik Brejls side – og fandt derved ud af at der fandtes et skifte efter en Karen Nielsdatter fra den 25. januar 1693, hvor enkemanden var Jacob Pedersen Storm, skipper. Jeg kiggede på mine tidligere nedfældede oplysninger om Jacob Pedersen Storm og opdagede, at jeg tilsyneladende havde fået navngivet hans første hustru forkert. Jeg havde ment, at hun hed Elisabeth Hansdatter Klyning, og at hun var blevet sammensmedet med Jacob Pedersen Storm den 9. februar 1681 i Nakskov. Skiftet efter Jacob Pedersen Storm nævnte ikke, hvad første hustru hed, og det stod heller ikke i kirkebogen ved hendes død, hvor hun blot blev benævnt “Jacob Storms hustru”.

Uddrag af skifte efter Karen Nielsdatter. Nakskov Byfoged; Skifteprotokol; 1690-1693, folio 522.

Uddrag af skifte efter Karen Nielsdatter. Nakskov Byfoged; Skifteprotokol; 1690-1693, folio 522.
Indledningen af skiftet lyder:
“Borgemester og Raad udi Nachskouf med Kongl: Ma. Byefouget og Raadstufskriverne ibm. Giøre vitterlig at Anno 1693 d. 25 January er holdet og sluttet Registering effter afgangne Karen Nielsdatter Jacob Pedersen Storms Sall. Hustroe her i staden over deris effterlatte Boes middell til skiffte og deelling Imellem (…)”

Min fejltagelse af, hvem der var Jacob Pedersen Storms første hustru, er formodentlig opstået ved, at jeg tjekkede kirkebogen for Nakskov og fandt en ‘Jacob Pedersen’ gift med ‘Elisabeth Hansdatter Klyning’ i 1681, som tidsmæssigt godt kunne passe med indgåelsen af Jacob Pedersen Storms første ægteskab – det var bare ikke den rette ‘Jacob Pedersen’ jeg havde fået fat i. Tilsyneladende er Jacob Pedersen Storms første ægteskab slet ikke indgået i Nakskov, da første spor af ham dér er dåben af hans tvillinger, Peder og Kirsten, den 20. marts 1681. Af skiftet efter både Jacob Pedersen Storm og første hustru, Karen Nielsdatter, fremgår, at der er en datter ved navn Anne, som ud fra aldersangivelsen i skifterne skal være født 1679-1680. Hun findes heller ikke i kirkebogen for Nakskov. Så ægteskabet og dåben af Anne må være foregået et andet sted, inden familien kom til Nakskov.

Jeg har rettet mine oplysninger om Jacob Pedersen Storms første hustru på aneoversigtssiden.

Skt. Croix Sukkerhus II

5. juli 2016

For godt to år siden skrev jeg dette indlæg om Skt. Croix Sukkerhus. For nylig modtog jeg to forskellige kommentarer på indlægget, og det fik mig til at grave et lille spadestik dybere i historien bag Skt. Croix Sukkerhus.

Anders havde skrevet, at det sandsynligvis var Østersøisk-guineisk Handelsselskab der havde oprettet Skt. Croix Sukkerhus. Selskabet gik i betalingsstandsning i 1787 men skulle i hvert fald have haft et sukkerraffinaderi i Amaliegade. Så det kunne godt passe med min tidligere konklusion, at Skt. Croix Sukkerhus i hvert fald fandtes i 1787, hvor sukkermester Niels Nielsen Hald boede på adressen Amaliegade 4 da der var folketælling i 1787. Og det understøttede også min teori om, at det ikke var sukkerraffinadør Christian Rønnenkamp, der havde anlagt sukkerhuset, da jeg først kunne koble ham til det fra perioden mellem 1825 og 1830.

Sankt Annæ Plads (H.G.F. Holm)

Sankt Annæ Plads cirka 1848, af H.G.F. Holm. Bygningerne i højre side af billedet kan have hørt til Skt. Croix Sukkerhus.

 

Erik havde fundet et par notitser i københavnerbladet “Politivennen” i slutningen af 1831, hvor der klagedes over den røg der kommer fra “de af Dem [Rønnenkamp, LSK] på Sankt Annæ Plads anlagte sukker- og saltraffinaderier”. Her nævnes igen Rønnenkamp som den der har anlagt sukkerraffinaderiet, selv om der ser ud til at have været noget der hed Skt. Croix Sukkerraffinaderi på stedet, før Rønnenkamps tid.

På baggrund af de nye oplysninger fra Anders og Erik søgte jeg lidt videre efter oplysninger om sukkerhuset og Rønnenkamp. Jeg kastede mig over Statsbibliotekets digitaliserede samling af aviser – Mediestream - og søgte der på forskellige ord; ‘croix’, ‘sukkerhus’, sukkerraffinaderie’, ‘rønnenkamp’ og fandt på den måde forskellige små notitser i aviserne fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.

Det tidligste spor jeg fandt vedrørende Skt. Croix Sukkerhus var fra “Kiøbenhavns Kongelige alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” den 28. marts 1783. Under “Handels-Beretninger” stod:

I Dag blev paa Børsen bortsolgt:
Galeasen Haabet, drægtig 10½ Commerce-Læster, for 300 Rdlr.
1 Actie i St. Croix Sukkerraffinaderie, 286 Rdlr.

Altså eksisterede sukkerhuset “Skt. Croix” allerede i 1783 og var et aktieselskab.

Det næste interessante jeg fandt var også fra “Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” men nu helt oppe i 1824, nærmere bestemt den 10. juli. Her annonceredes sukkerhuset til salg med følgende notits:

Grundeiendom.
St. Croix Sukkerraffinaderie.
Efter Interessenternes Beslutning er dette Raffinaderie, beliggende i Amaliegaden 115 med dets til en fuldstændig Drift complette Inventarium, underhaanden at erholde tilkiøbs. De Lysthavende ville ved at henvende dem til Bogholder Herforth, boende paa Stedet, kunne faa Eiendommen og Inventariet foreviist, samt erholde andre attraaende Oplysninger.

Om sukkerraffinaderiet blev solgt i 1824 fandt jeg ikke ud af, men tre år senere, i 1827, kommer det på auktion ifølge “Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter priviligerede Danske Statstidende”. Anden auktion annonceres i Statstidende 31. august 1827 og fjerde auktion annonceres sammesteds den 22. oktober 1827 og igen den 2. november, hvor ordlyden er:

Auctioner.

Mandagen den 5te November førstkommende, om Eftermiddagen Kl. imellem 3 og 5, lader Directionen for det saakaldte St. Croix Sukkerraffinaderie her i Staden, bemeldte Raffinaderies Gaard No. 115 i Amaliegaden, med de i samme til et Sukker-Raffinaderies Drivt værende Indretninger, samt Inventarium m.v., ved fierde og sidste Auction, som erholdes paa Stedet selv, opraabe til absolut Bortsalg, uden flere Auctioners Holdelse. Skulde Salg ikke skee paa denne Maade, da opraabes Eiendommen med dens Grund og Bygninger særskildt, uden det til Raffinaderiet henhörende Inventarium m.v.

Bygningerne ere i Stadens Brandkasse assurerede for 71,200 Rbd. Sölv, og vel vedligeholdte. Det til Raffinaderiet henhörende complette Inventarium m.v., hvoriblandt Kobbertöi, af Vægt circa 14,000 Pd., er i god Stand og saaledes, at Raffinaderiet strax kan sættes i Drivt. Den eventuelle Kiöber kan giöre sig Haab om at erholde af en offentlig Kasses Midler paa 1ste Prioritet udi Rigsbankdaler Sedler i Eiendommen 2/3 Dele af den Summa, der for samme maatte blive givet udi Rigsbankdaler rede Sölv.

Conditionerne, hvorefter Salg i begge Tilfælde skeer, Huus-Documenterne samt Inventarielisten, ere forinden Auctionen til Eftersyn paa Undertegnedes Contoir i Store Fiolstræde No. 180, 2den Sal.

Kiöbenhavn, den 16de October 1827.
H. C. Thorbiörnsen,
Lands Overrets samt Hof- og Stadsrets Procurator.

Denne gang lykkes det i hvert fald at komme af med sukkerraffinaderiet, for den 29. december 1828 kan “Kiöbenhavns Kongelige alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” oplyse om følgende “Bopælsforandring”:

Da vi have nedlagt det os tilhörende Sukkerraffinaderie i Dronningens Tvergade 280, saa ophörer Udsalget fra samme d. 27de hujus [=denne måned, LSK], hvorimod vi d. 29de s.M. [=samme måned, LSK] aabne et nyt Udsalg af raffinerede Sukkere og Sirup, fra det af os kjøbte saakaldte St. Croix Sukkerraffinaderi, i den nye Bygning paa St. Annæplads 115, Ltr. B.
Kjöbenhavn, d. 27 Decbr. 1828.
Rønnenkamp & Comp.

Rönnenkamp & Comps. Comptoir er flyttet til St. Annæplads 115 Ltr. B., i St. Croix Sukkerraffinaderies Udsalgs-Bygning, paa 1ste Sal.

Her var så svaret på, hvornår Rønnenkamp overtog Skt. Croix Sukkerhus; det gjorde han i de sidste dage af år 1828. Han skriver også, at han åbner sukkerudsalg i “den nye Bygning paa St. Annæplads”, og dette kan forklare, hvorfor der flere steder står angivet, at det var Rønnenkamp der etablerede sukkerraffinaderiet. Han har formodentlig udvidet etablissementet med i hvert fald én ny bygning og på den måde ikke bare overtaget det eksisterende. Det er også tænkeligt at det er ham der har udvidet med saltraffinaderiet, som senere benævnes liggende på samme sted og i sammenhæng med sukkerraffinaderiet.

De københavnske jævnførelsesregistre for Sankt Annæ Østre Kvarter kan oplyse, at matr. nr. 115a, den nuværende adresse Amaliegade 4, blev opført af Rønnenkamp i 1828-1829. I notitsen om bopælsforandringen skriver Rønnenkamp at det er “115 Ltr. B” der er “den nye Bygning”. Hvorfor jævnførelsesregisteret siger at litra A er opført 1828-29 mens Rønnenkamp på netop dette tidspunkt benævner litra B som “den nye Bygning” har jeg ingen god forklaring på. Men det ændrer ikke ved, at Rønnenkamp overtog sukkerhuset i 1828 efter auktion og at han udvidede det og flyttede sin butik for salg af sukker til den nye adresse.

Og hvor længe havde Rønnenkamp så sit sukkerraffinaderi på Skt. Annæ Plads? Det giver Aarhus Stiftstidende (eller “Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) priviligerede Aarhuus Stifts-Tidende”) et bud på den 6. maj 1836:

Med Dyrkningen af Runkelroer til Sukkerfabrikation vil der her i Sommer blive gjort betydelige Forsøg. Man siger, at Næsbyholms Jorder for en stor Deel skulle have denne Bestemmelse, og at den nye Eier, Hr. Grosserer Rønnenkamp, vil nedlægge det Sukkerraffinaderie, han hidtil har drevet i Kjøbenhavn.

Dermed er sløjfen også bundet til Rønnenkamps overgang fra sukkerhus-ejer til gods-ejer i 1835, hvor han overtog Næsbyholm og Bavelse godser på Midtsjælland. Det ligner ikke et fuldstændigt karriereskifte, idet han i hvert fald i begyndelsen fortsat er beskæftiget med sukker, nu blot ikke længere som “raffinadeur” af de importerede vestindiske sukkerrør, men som opdyrker af fremtidens sukkerkilde; roerne.

Og dermed fik jeg opklaret, at Rønnenkamp ejede Skt. Croix Sukkerhus fra 1828 til omkring 1836.

At invitere til fødselsdag

17. oktober 2015

En frokostsnak på jobbet forleden fik mig til at tænke på et brev til min oldefar, som jeg har i mine gemmer. Brevet er udateret men må være fra en gang i slutningen af 1920′erne.

Brevet lyder således:

 

Brevet til Ove fra hans søster

Brevet til Ove fra hans søster. Klik for at se større udgave.

Kære Broder
Du ønskes hjertelig til Lykke med Fødselsdagen, og alt godt i det kommende Aar. Ja vi ses vel Søndag paa Mors Fødselsdag for vi kommer da hjem. hvordan gaar det med Høsten ude hos jer, her bliver de færdig med at køre ind i Dag. Ja jeg har ikke noget at skrive om vi er raske alle og det haaber jeg ogsaa du er, saa vil jeg ønske dig en glad Fødselsdag, hils Sigvald hvis han kommer ud hos dig. med mange kærlige Hilsner fra os alle din Søster
du skulde snart se at faa dig en Kone saa vi kunde komme til Fødselsdag

 

Min oldefar, der tituleres “Broder” i brevet her, var Jens Ove Karlsen (kaldenavn: Ove), som havde fødselsdag den 7. september og blev født i 1904. Søsteren der skrev til ham, var Rosa Eline Karlsen, som var født 20 måneder før Ove. Sigvald var en anden bror (født 17 måneder før Rosa).

 

Ove Karlsen sammen med fire andre unge mænd, der står med hinanden i armene som en kæde. Den sidste mand har en lille harmonika med.

Ove Karlsen ses her som nummer to fra venstre – måske med nogle venner eller nogle gutter han tjente med. Jeg gætter på at Ove er i starten af 20′erne, og han ser ud til at nyde sit ungkarleliv. Billede fra et familiefotoalbum.

 

Ove giftede sig som 28-årig i april 1933 med min oldemor Esther, som blot var 18 år gammel på dette tidspunkt. Hun var også gravid med sit første barn, min farfar, som kom til verden knapt tre måneder efter brylluppet. Mon ikke at de fik inviteret familien på fødselsdag i årene herefter? Jeg husker dem i hvert fald som to mennesker der altid gerne ville samle hele familien (og den blev efterhånden stor) til runde fødselsdage og andre mærkedage. Så det var godt, at Ove fik sig en kone!

Når virkeligheden viser sig at være en anden

12. oktober 2015

Jeg har længe forberedt mig på at skulle skrive dette indlæg. Dels er tiden bare fløjet af sted med andre ting, dels var der lige noget jeg skulle fordøje. Jeg synes at jeg generelt har været ret omhyggelig i min forskning, men alligevel skete det for mig – at jeg fik knyttet en forkert familie til slægtstræet.

Det er anerne til min tip-oldefar, Hans Sofus Alexander Nielsen, som jeg havde fået helt forkert fat i. En anden slægtsforsker gjorde mig meget venligt opmærksom på dette ved at spørge, hvordan jeg kunne få Carl Vilhelm Georg Michelsen og Adolphine Georgine Petersen til at være forældre til Hans Sofus Alexander Nielsen. Efter at have nærstuderet kilderne, måtte jeg stille mig selv det ganske samme spørgsmål. Hans Sophus Alexander Nielsen blev født den 29. juli 1880 i Skt. Pauls sogn i København, døbt i kirken den 22. august 1880 – og på en eller anden måde havde jeg fået viklet ham sammen med drengen Angelo Lauritz Johannes Georg Michelsen der blev døbt samme dag.

Hans Sophus Alexander Nielsen i midten med svigersøn Peder Pedersen til højre og barnebarn Hans Pedersen til venstre

Hans Sophus Alexander Nielsen i midten med svigersøn Peder Pedersen til højre og barnebarn Hans Pedersen til venstre

Når jeg ser i kirkebogen i dag på Statens Arkivers hjemmeside (www.sa.dk, hovedministerialbogen København Skt. Pauls sogn 1876 F – 1883 F), står de to drenge end ikke på samme side. Imidlertid var der ikke noget der hed elektronisk adgang til kirkebøgerne på det tidspunkt hvor jeg fejlagtigt fik knyttet drengebarnet Nielsen til forældrene Michelsen; dengang sad jeg på Landsarkivet på Jagtvej og kiggede på mikrokort – og eneste forklaring jeg kan komme på er, at jeg har fået “skubbet kortet skævt” i mikrokortlæseren og pejlet efter dåbsdatoen, så jeg har ramt en helt anden side, da jeg skulle læse forældrenes navne. Nu burde de divergerende efternavne jo have givet mig et hint om, at jeg var forkert på den, men dét fik jeg forklaret for mig selv ved, at Hans Sophus Alexander senere blev bortadopteret til dem der viser sig at være hans rigtige forældre – sømand Lauritz Christian Nielsen og Sidse Dorthea Sørensen i Højby, Ods Herred. Carl Vilhelm Georg Michelsen fandt jeg nemlig død for egen hånd i 1883, så det havde ikke været så mærkeligt, hvis moderen efterfølgende havde bortadopteret sin søn. Ak ja, vil man have tingene til at passe, kan man hurtigt finde forklaringer, og glemmer så i sin iver at stille kritiske spørgsmål og undersøge, om kilderne understøtter de hypoteser man fremlægger.

Nu, hvor jeg har fået fordøjet, at jeg skal slette 1/16 af mine tip-tip-oldeforældre samt deres aner, så ærgrer jeg mig mest over, at jeg ikke så mig rigtigt for, og at jeg ikke senere selv opdagede fejlen, på trods af at jeg ofte har haft en fornemmelse af, at der var noget der ikke rigtigt passede. De aner jeg nu må sige farvel til var godt nok en interessant flok, og med dem ryger umiddelbart også min tilknytning til Samsø og Møn, én af mine 3 jordemødre, min spinkle forbindelse til White Star Line og Titanic og den mystiske Bremer-familie. Uanset at det nu har vist sig, at de alligevel ikke var min familie, så har det været interessant at stifte bekendtskab med dem. Jeg sletter dem heller ikke helt af min slægtsdatabase, for det kunne være at nogen en gang i fremtiden kunne få glæde og gavn af det jeg har gravet frem om dem. Jeg regner med på et senere tidspunkt at lave en lille oversigt over de nu “kasserede” forfædre, som jeg lægger ud her på alda.dk. Foreløbig har jeg slettet dem fra mine anelister og gjort plads til at Hans Sophus Alexander Nielsens rigtige aner kan blive tilføjet.

Et stille slægtsforskningsår lakker mod enden

31. december 2014

Slægtsforskningsmæssigt har mit 2014 ikke været et år med en masse nye opdagelser. Jeg har snarere prøvet at brede historierne om mine forfædre lidt ud og sætte dem ind en samfundsmæssig og geografisk kontekst.

Jeg genlæste for eksempel Tom Buk-Swientys fremragende bøger om krigen 1864 – “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”, og noterede mig undervejs, når de regimenter, som mine forfædre stod i, blev nævnt. På denne måde fik jeg lidt flere oplysninger om, på hvilke tidspunkter under krigen, mine forfædre sandsynligvis var i direkte kamp, og hvad deres roller var undervejs. Eksempelvis var min tiptipoldefar, Carl Hansen Black, i det regiment, der havde til opgave at forsvare brohovederne til Als under slaget ved Dybbøl den 18. april 1864, og han må følgelig have været blandt de sidste der kom med over til Als, da man indså, at Dybbøl var tabt.

Området omkring Nye Kyrka i Småland.

Området omkring Nye Kyrka i Småland. Eget fotografi, auugust 2014.

Og i sommer tog jeg en tur til Småland for at holde ferie og kigge lidt nærmere på den egn, som mine svenske forfædre kom fra. Det var en meget idyllisk køretur jeg var ude på – men mine smålandske forfædre har sikkert ikke oplevet deres liv som særligt idyllisk, og landskabet har formodentlig budt på hårde vilkår med den stenede jord. Turen gav mig et billede af hvordan de forskellige små byer er placeret i forhold til hinanden, og jeg fandt endda steder som jeg havde navne på fra kirkebøgerne, men som jeg ikke kunne finde på nogle af de kort over Småland som jeg havde tilgængelige.

Jeg har endnu ingen konkrete planer for, hvad jeg vil dykke ned i, i 2015. Det bliver nok som vanligt tilfældigheder og en pludseligt opstået interesse for dette eller hint, der vil styre sagerne.

Læsere af bloggen ønskes et rigtig godt nytår!

Et lægdsrulleværktøj

25. august 2014

Lægdsruller kan for mange være en lidt svær kilde at bruge. Det kan synes som om at der er meget man bør vide, før man rigtigt kan kaste sig over at lede efter en mandlig forfader. Blandt andet skal man kende til opbygningen af rullerne ud fra udskrivningskredse og lægdsnumre.

Man skal også vide, i hvilken periode en mand burde være at finde i lægdsrullen. Tidspunktet for optagelse og sletning i lægdsrullen har varieret igennem tiden, og adskillige steder kan man finde en tabel, der viser i hvilken alder en mand blev optaget og slettet i forskellige perioder. Tabellen findes f.eks. på en af Statens Arkivers vejledningssider om lægdsruller. Tabellen kan være lidt besværlig at bruge, da man skal regne ud, hvor gammel manden var i de forskellige periode, for at finde ud af, om han nu faldt ind under den aktuelle optagelses-/udsletningsalder. Jeg har selv siddet og lavet dette regnestykke adskillige gange, når jeg har villet bruge lægdsrullerne.

For at gøre det lidt nemmere har jeg dog nu lavet et lille værktøj, som ud fra en mands fødselsår kan fortælle, hvornår manden bør være optaget og slettet af rullen. Jeg har lagt opslagsværktøjet her: alda.dk/laegdsruller. Jeg håber at det kan være til gavn for andre end mig.

Det er muligt, at jeg finpudser og videreudvikler værktøjet, lige som jeg også vil tilføje flere links vedrørende lægdsruller. Jeg overvejer blandt andet at lægge endnu et lille opslagsværktøj op, som kan fortælle hvilket år et “lægdsrulle-bogstav” svarede til. Det er nemlig også noget jeg selv ofte har brug for at slå op, når jeg bruger lægdsruller.

Engeline – en barnemorderske

31. juli 2014

Jeg har netop læst bogen “Et barnelig i en kuffert” af Agnete Birger Madsen – en hurtigt læst bog “om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900-1950″, som bogens undertitel meget sigende fortæller. Det er en interessant historie om en tid, hvor en graviditet kunne være en ganske fortvivlende ting – især hvis man var ung, ugift og fattig. For nogen blev løsningen på den fortvivlende situation, at de slog barnet ihjel umiddelbart efter fødslen.

I bogen præsenteres man konkret for nogle piger, der slog deres barn ihjel og blev straffet for det, blandt andre Engeline Johanne Vilhelmine Kjergaard, som var 20 år gammel, da hun fødte og slog sit barn ihjel den 1. august 1901 i København. Selve historien om Engeline synes jeg man skal læse i Agnete Birger Madsens bog – eller man kan læse lidt om hende i Politikens omtale af bogen. Engeline afsonede 8 måneders forbedringshus i kvindefængslet på Christianshavn og blev løsladt den 23. december 1902, hvor hun tog hjem til sin mor. Agnete Birger Madsen har ikke kunnet følge Engeline meget længere efter løsladelsen men konkluderer, at hun vendte tilbage til den tjenestepigetilværelse hun havde inden hendes ulykkelige situation og forbrydelse.

Jeg blev grebet af Engelines historie, også fordi der er et fotografi af hende i bogen (og i artiklen fra Politiken) – et fotografi der viser en helt almindelig ung pige, men som vi ved fra hendes historie blev hårdt ramt af samfundets nedsættende syn på ugifte, enlige mødre og den dårlige beslutning hun traf ovenpå en uønsket graviditet. Jeg ville gerne vide hvad der siden hændte Engeline, og jeg tænkte, at mulighederne for dette måske var blevet bedre, siden Agnete Birger Madsen prøvede at spore hendes videre færd i livet. Politiets Registerblade, som giver detaljerede “folkeregister”-oplysninger om københavnere i perioden 1890-1923 udvides til stadighed med flere indtastede data, der kan søges i, og her fandt jeg et senere spor af Engeline.

Engeline fortsatte rigtignok sin tjenestepigetilværelse et par år efter sin løsladelse fra kvindefængslet, men den 16. april 1905 blev hun gift i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro med den jævnaldrende Carl Elias Konstantin Thorup. Han kom fra samme stand som Engeline og benævnes blot arbejdsmand. I folketællingen 1906, hvor familien boede i Jægersborggade 47, 1. sal th. står han som arbejdsløs, i 1911 arbejdede han indenfor trælast på Nørrebrogade, men i 1916 og 1930 arbejdede han hhv. for “frihavnselskabet” og “ved havnen”. Han har sandsynligvis arbejdet med frihavnens udvidelse mod nord, der fandt sted netop i den periode.

Engeline og hendes mand fik også to børn – Gerda Elise i 1905 og Carl Konstantin i 1916. Datteren blev født en måned efter at forældrene blev gift, så Engeline var altså endnu en gang blevet gravid uden for ægteskab. Denne gang endte det dog lykkeligere end fire år tidligere. Måske var hun denne gang lovet ægteskab, måske var hun blevet afskrækket af fængselsopholdet – det kan vi ikke vide. Vi kan heller ikke vide, om Engeline og Carl udelukkende blev gift fordi hun blev gravid og det dermed var det “rigtige” at gøre. Men det lader da til, at det – på overfladen i hvert fald – er gået Engeline okay efter at hun blev lukket ud af kvindefængslet.

Agnete Birger Madsen viser i sin bog, hvordan Engelines drab på sit spædbarn blev omtalt i “Aftenbladet” den 4. august 1901. Paradoksalt nok kom Engeline senere til at arbejde som avisbud for selv samme avis (nævnt i folketællingerne 1911 og 1930, hvor familien boede i Julius Bloms Gade 39, 2. sal th.). Det ser også ud til at Engelines mor har haft samme arbejde netop i 1901 da avisen berettede om Engelines drab på sit spædbarn; Severine Kjærgaard, Vævergade 8, 2. sal står i folketællingen 1901 som bladbud for redaktør Korsgaard, som må være K.P. Korsgaard, der oprettede “Aftenbladet” i 1887. Denne forbindelse kendte avisens skribenter dog næppe til, da de omtalte hende som “en fattig kone” og fejlagtigt angav efternavnet som “Kirkegaard” i notitsen om barnemordet.

Jeg har ikke sporet Engeline videre end til 1930, hvor hun stadig er gift med Carl Thorup og 49 år gammel.

Skt. Croix Sukkerhus

27. maj 2014

Nogle gange fatter jeg interesse for små detaljer jeg kommer forbi i gamle, støvede protokoller – fordi de pirrer min historiske nysgerrighed. For en del år siden var det en oplysning om, at en bror til en af mine aner arbejdede “paa St. Croix Sukkerhuus paa Garnisonspladsen [i København] hos Sukkerraffinader Rønnekamp ½ Aar”, der gjorde mig interesseret i at finde ud af lidt mere om dette sukkerhus og hr. Rønnekamp – og sukkerhuse i almindelighed. Jeg har ikke kunnet identificere nogen samlet skriftlig fremstilling om Skt. Croix Sukkerhus, så over et par dage væbnede jeg mig med et par kopper kaffe, en computer med internetforbindelse, lidt tålmodighed og nogle kreative søgestrategier – og en gennemtrawling af internettet bragte mig egentlig rimeligt langt i forhold til at få svar på nogle af mine spørgsmål.

Inden jeg sammenfatter, hvad jeg har fundet ud af om Skt. Croix Sukkerhus, bør jeg nævne, at et element af min nysgerrighed også kom fra en byvandring jeg var på, for et par år siden. Byvandringen blev forestået af Another Copenhagen og foregik “I slavernes spor” rundt i København. Når denne byvandring havde relation til Skt. Croix Sukkerhus så skyldes det selvfølgelig, at sukkeret kom til København via de Vestindiske Øer, og at det var en del af trekantshandlen, hvor danske varer blev byttet til slaver i Afrika, som igen blev byttet til eksotiske varer (bl.a. sukker) på de Vestindiske Øer. Det rå rørsukker blev sejlet tilbage til København, hvor det blev forarbejdet på sukkerraffinaderier rundt omkring i byen, inden det blev solgt videre. man kan få en lille smagsprøve på turen i slavernes spor i klippet nedenfor.

Placeringen af Skt. Croix Sukkerhus

Sankt Croix Sukkerhus var ét af disse sukkerraffinaderier i København, hvor rørsukkeret blev forarbejdet, så det kunne sælges videre som forbrugsvare. Jeg vidste fra Christianssæde birks politiprotokol 1836-38 og forhøret af min anes bror, Hans Christian Hansen (findes pag. 41-44), at Skt. Croix Sukkerhus lå på Garnisonspladsen. Det var et andet navn for Skt. Annæ Plads, fordi Garnisonskirken lå og ligger ved pladsen. Manden bag sukkerraffinaderet skulle hedde Rønnekamp – der er tale om Christian Rønnenkamp, om hvem det oplyses på wikipedia, at han netop anlagde et sukker- og saltraffinaderi ved Skt. Annæ Plads.

Sukkerhus fra før 1787

Jeg tvivler dog på, at det rent faktisk var Christian Rønnenkamp der anlagde Skt. Croix Sukkerhus, for jeg har kigget i folketællinger fra København 1787, 1801, 1834 og 1840 samt Kraks vejvisere over København for årene 1795, 1800, 1805, 1814-15, 1819-20, 1825, 1830, 1835 og 1840 for at følge dels hr. Rønnenkamp og dels den adresse hvor hans sukkerraffinaderi lå. I hvert fald tilbage til 1787 har der tilsyneladende været arbejdet med sukker på det sted, hvor Rønnenkamp ifølge wikipedia skulle have oprettet et sukker- og saltraffinaderi. På adressen Amaliegade 71P (det nuværende Amaliegade 4) findes i folketællingen 1787 en Niels Nielsen Hald, der er sukkermester. Han er enkemand med tre døtre og to sønner, en tjenestepige, tre svende og ni læredrenge på adressen. Der står godt nok ikke i folketællingen, at det er “Skt. Croix Sukkerhus” vi er i, men i Kraks vejviser for 1795, dvs. otte år senere står listet “Herfort, Mth., Bogholder ved St. Croix Sukkerraffinad., Amaliegade 71P”. Der er tale om Mathias Herfort[h], som også er at finde på adressen ved folketællingen 1801 og videre frem i vejviserne til i hvert fald 1814-15. Jeg mener derfor, at Skt. Croix Sukkerhus har ligget i det nuværende Amaliegade 4 allerede i 1787 og formodentlig et stykke tid før.

Rønnenkamps sukkerraffinaderivirksomhed

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus. Fra wikipedia.

Christian Rønnenkamp findes også i Kraks vejviser 1814-15, men han bor da i Store Kongensgade og benævnes grosserer og forsørgelsesforstander. I vejviseren 1819-20 har han skiftet stillingsbetegnelse til grosserer og sukkerraffinadeur, men han bor stadig i Store Kongensgade. Han har forretningen “Rønnenkamps Sukkerraffinaderie og Udsalg” i Dronningens Tværgade. De to adresser fra år 1819, Store Kongensgade 244 og Dronningens Tværgade 280, er senere lagt sammen til det nuværende Dronningens Tværgade 12. Måske var det hér og ikke i Amaliegade, Rønnenkamp oprettede et sukkerraffinaderi? Senest i 1830 er han dog at finde på den kendte adresse i Amaliegade (ifølge vejviseren), så ganske tænkeligt har han overtaget det eksisterende Skt. Croix Sukkerhus på dette tidspunkt.

Afslutningen på Skt. Croix Sukkerhus

Ud fra min research ser det ud til, at Skt. Croix Sukkerhus er lukket ned mellem 1835 og 1840. Rønnenkamp står i Kraks vejviser 1835 som “Eier af St. Croix Sukkerraffinaderie, og det kgl. privil. Saltraffinaderie, St. Anneplads 115B” (det er stadig det nuværende Amaliegade 4, der blot nu har fået nyt matrikelnummer) – men i 1840 findes han ikke længere i København. Og i folketællingen 1840 bor der på adressen heller ikke længere mennesker med tilknytning til sukker- eller saltraffinering. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon købte Rønnenkamp Næsbyholm og Bavelse godser i 1835, så det kunne godt passe med, at han samtidig har opgivet sit sukkerhus i København. Det falder også godt sammen med den generelle nedgang der var i sukkerraffinaderier i København efter år 1800. Ifølge en jubilæumsbog* for De Danske Sukkerfabrikker fra 1922 gik man fra 18 raffinaderier i 1798 til 11 i 1837, og ét af de nedlagte sukkerhuse kunne godt være Skt. Croix.

* Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker 1872 – 20. april – 1922 : et Festskrift. Af Povl Drachmann. Egmont H. Petersen, 1922 (se bogen i bibliotek.dk)

 

Næste side »