Det ser ud til at en af mine 6 x tipoldefædre var rytter ved et regiment der holdt til i Odense i midten af 1700-tallet. Manden hed Carsten Jensen – eller Casten Jensen som han benævnes i kirkebøgerne for Odense garnisons sogn – og jeg mener, at han må være far til min 5 x tipoldefar Hans Carstensen, som også havde en tvivlsom karriere som lejet soldat i 1780’erne.
Indtil videre ved jeg ikke meget om Carsten Jensen – min ane nr. 512. Han blev gift med pigen Cathrine Marie Jochumsdatter i Odense den 21. november 1749, hvor bruden var synligt gravid, idet hun fødte en søn, Jochum, knap to måneder senere. Parret havde dog allerede fået en datter, Abelone, sammen i januar 1749, men hun døde 3 måneder gammel. Cathrine Marie Jochumsdatter fødte yderligere 4 børn, i 1751, 1753, 1755 og 1757, inden hun selv døde i 1764 i Middelfart. Efter hustruens død, giftede Carsten Jensen sig igen i Middelfart i 1765 med enken Kirstine Hansdatter, og de fik sammen 3 børn indtil 1773. Foreløbig har jeg ikke fundet spor af familien efter 1773.
Om Carsten Jensens militære engagement ved jeg heller ikke meget. Ved sine børns fødsler nævnes han som:
- Rytter ved oberstløjtnant/oberst Käntlers kompagni (januar 1749, februar 1750 og juni 1753)
- Rytter ved oberst Käntlers kompagni ved kammerherre Schencks regiment (november 1751)
- Kyrasser ved ritmester Schinkells kompagni (juni 1755 og februar 1757) – en kyrasser tilhørte det pansrede rytteri ifølge Den Store Danske
Jeg har søgt hist og pist på internettet og læst lidt om hæren og rytteriet i 1700-tallet i Jørgen Greens bog “Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver” og mener at kunne fastslå, at det må være det Holstenske Rytterregiment, senere Holstenske Lansenerregiment, som Carsten Jensen hørte til (blandt andet fordi oplysningerne på denne side nævner Kristof Schenck Winterstedt som chef fra november 1751). Jeg regner også med at han var en hvervet soldat, der mere eller mindre frivilligt har meldt sig til hæren. Da sønnen, Hans, senere omtales som en lejet soldat er det tænkeligt, at det er fordi hvervet er gået i arv. Det var vist almindeligt at hverve nye soldater blandt de eksisterende soldaters sønner i 2. halvdel af 1700-tallet.
Ved lejlighed må jeg forsøge at dykke ned i Forsvarets Arkiver på Rigsarkivet, for at se om der skulle være oplysninger om Carsten Jensen. Det bliver en ny arkivgruppe at stifte bekendtskab med, og derfor også et spændende lille (eller stort…) projekt.
Skriv gerne en kommentar her på siden hvis du ved noget om hæren og rytteriet i 1700-tallet, om de nævnte kompagnier, det Holstenske Rytterregiment, om Odense som garnisonsby eller noget om Carsten Jensen og hans familie. Al hjælp modtages med glæde og tak.
Seneste kommentarer