Marie og Jens Peder Mogensen

Jens Peder Henriksen Mogensen og Marie Margrethe f. Larsen er mine oldeforældre, begge født på Vestlolland i 1886. Et par avisartikler fra deres alderdom fortæller lidt om deres liv.

Nedenstående artikel er fra Lollands Tidende. Desværre har jeg ingen oplysninger om datoen, da artiklen er fundet hos min mormor. Men da det i artiklen nævnes, at Jens Peder Mogensen fylder 70 “paa fredag”, så kan jeg regne ud, at den må være fra slutningen af oktober 1956 (J.P.M. blev født 2. november 1886).

Smeden blev vred, naar jeg ikke holdt trit

Drengen ville være slagter, men blev lykkelig som smed.

To 70-aarige paa Tinghusvej

– JEG VILLE have været slagter. Men min mor sagde, at slagtere var fordrukne, og at jeg ikke skulle blive det…. siger husejer Jens Peter Mogensen, Tinghusvej 34, Nakskov, der paa fredag fylder 70. Og hvis kone iøvrigt holder takten og fylder 70 den 13. november.
– Hvad gjorde De saa?
– Ja, saa kom jeg ud at tjene paa gaardene som 13-aarig. Først i Ø. Karleby, hvortil jeg kom fra min hjemegn, Vesterborg – siden andre steder. Da jeg havde tjent nogle aar, fik jeg lyst til at blive smed og uddannede mig til grovsmed efter først at have aftjent min værnepligt.

I 1908 blev vi gift og lejede kort efter en forretning i Lindet for nogle faa aar senere at købe den. Men saa solgte vi den igen i 1920, og jeg kom paa Vesterborg Saftstation og har været der i 32 aar. Ind imellem har jeg haft forskellige andre kortvarige arbejder.

KUNNE IKKE HOLDE TRIT
– Men De er alligevel glad for, at De ikke blev slagter?
– Jeg har været lykkelig for at være smed, og ikke mindst fordi jeg har haft en saa god hjælper i min kone.
– Ja, jeg har da også været grovsmed! siger Fru Mogensen og demonstrerer, hvordan man skal holde paa en rigtig forhammer.

– Det er slet ikke saa nemt at hamle op med voksne mandfolk. Jeg maatte altsaa gøre det og fandt det efterhaanden heller ikke saa mærkeligt. Men det var ikke altid nemt at holde trit med den store forhammer, mens min mand brugte den noget mindre haandhammer. Og det kunne ske, at han blev vred, hvis jeg ikke ramte lige nøjagtig paa det sted, hvor jeg skulle.
Det var heller ikke rart at skulle trække den tunge blæsebælg, saa derfor var det en stor bekvemmelighed, da vi fik indført elektricitet omkring 1911. Men inden den tid var jeg jo næsten uddannet som grovsmed og havde sat adskillige jernringe paa de store vognhjul.

– Og de holdt lige saa godt som noget af det andet, hun lavede, siger smeden. Det blev lykkelige aar for os. Vi havde rigtignok ogsaa hængt en hestesko op over vor dør….
Der var engang, da smeden var landsbyens stærkeste mand – ikke alene rent legemligt. Han var ogsaa en slags medicinmand. Om der er noget om det, skal man ikke kunne sige. Men en kendsgerning er det, at Mogensen i hele sit liv ikke har haft mere end 4 sygedage.
– Det kommer nu nok mest af, at jeg altid har ført et nogenlunde stille liv uden for mange udskejelser, mener smeden.

– Der var en gang en læge, der sagde til mig: “De har ført et roligt liv uden mange bevægelser. Kun een gang har De været ude for noget alvorligt, kan jeg læse i Deres øjne -“. Og det havde han ret i – denne ene gang var nemlig, da jeg i sin tid som soldat blev vaccineret mod kopper. Da var jeg syg!
– Naa, indskyder fru Mogensen, der var dog en gang, da du blev slynget 6 meter væk af en vild hest, som du skulle sko –
– Naa det, siger Mogensen, ja, men ellers…. Det er forøvrigt den eneste gang, jeg har været uvenner med et dyr. Man skal blot tage dem med det gode -.

– Efter at De havde solgt smedeforretningen, hvad saa?
– I nogle aar havde jeg arbejde ved Maribo-Torrig-banen, hvor jeg kom til at arbejde sammen med nogle af de saakaldte “jernbanebisser”. Men de var alt andet end bisser. De kunne tage sig en taar over tørsten engang imellem. Men da jeg een gang havde gjort dem bekendt med, at det gjorde jeg ikke, var vi lige fine venner af den grund.
Efter den tid kom jeg paa Vesterborg Saftstation. Men nu til nytaar lægger jeg op. Saa vil jeg prøve, hvordan det er at kunne holde en smule fri og besøge sine børn og maaske hjælpe dem med et og andet —
-mann.

Marie og Jens Peder Mogensen som unge

Knapt to år efter deres fælles 70 års fødselsdage kunne Jens og Marie fejre guldbryllup. Det gav anledning til endnu en avisartikel. Jeg ved desværre hverken hvor eller hvornår artiklen har været trykt, men datoen må være slutningen af maj/begyndelsen af juni 1958. 

Man glemte helt at hjemsende smeden fra soldatertjenesten!

En hel maaned vidste hans kone ikke, hvor han var!

Fhv. formand paa Vesterborg Saftstation, Jens Peder Henriksen Mogensen, Tinghusvej 34, Nakskov, og hans hustru, Marie Margrethe, fejrer grundlovsdag deres guldbryllup. Mogensen er født i Birket, hans hustru i Landet, begge for 71½ aar siden, saa de følges pænt gennem livet. Fru Mogensen er døbt, konfirmeret og viet i Landet kirke, og har sammen med sin mand boet 48 aar i samme sogn – Birket – hvor han efter sin soldatertid nedsatte sig som smed.

Jeg havde 22 heste at sko for Lindet mejeri – det var dengang – men vi var fem smede paa een fjerdingvej, saa jeg holdt ikke længere end 12 aar som smed. Det var for strengt – ingen af os kunne holde den medhjælp vi alle havde behov, saa solgte jeg forretningen, fortæller Mogensen.

Han kom straks efter ind paa Vesterborg Saftstation som formand, og fandt sit livsvirke der gennem 35 aar, og han blev kendt som en solid, faglig dygtig og uforstyrreligt rolig mand, som fabrikkens ledelse gav opgaverne med fortrøstning. Ved hans afsked med saftstationen, da den blev nedlagt og han selv var 70, hyldedes han da ogsaa stærkt af arbejdskammerater og overordnede. Ægteparret har 4 børn, to døtre bosat i Nakskov, en søn, der er cyklehandler i Dannemarre, og en søn der er cyklehandler i Nakskov. Mogensen er baade af sind og udseende yngre end sin alder og gaar dagligt sin søn til haande i forretningen. Desuden er der 15 børnbørn og 5 oldebørn.

Mogensen var i 1914 med til at stifte Birket Hundredmandsforening, hvis opkræver han en periode var, men har iøvrigt helliget sig sit arbejde og sit hjem, og ikke deltaget i noget organisationsarbejde.

Fra ægteskabets tidligste tid har Mogensens hustru en beretning:
– Min mand var indkaldt tre gange i tiden fra 1908 til 1916, og da han i 1914 var inde, var han med en officer hele Sjælland rundt for at udtage heste, der i tilfælde af mobilisering skulle staa til rytteriets raadighed. Arbejdet varede to maaneder – en maaned mere end ventet – og det skyldtes, at man ved hjemsendelsen af hans kammerater simpelthen glemte ham! I al den tid skrev han regelmæssigt til mig – men jeg kunne ikke svare og anede ikke, hvor han var – for hver dag var han et nyt sted!

Men Mogensen blev til gengæld ogsaa hjemsendt paa tre timer, da fejlen først blev opdaget. Siden da har hans liv formet sig roligt og regelmæssigt, og sammen med sin hustru har han skabt et godt hjem for børnene. Hjemmets rammer er skiftet nogle gange, sidst for 1½ aar siden, hvor ægteparret købte huset paa Tinghusvej, hvor de nu vil nyde deres alderdom.
-au.

Marie Margrethe Mogensen døde 9. februar 1962 og Jens Peder Mogensen døde 11. februar 1969. Han døde, mens han var ved at blive klippet hos “Carl Barber” i Nakskov.