Siden jeg begyndte at slægtsforske for snart 16 år siden, har jeg været optaget af at finde ud af hvordan livet formede sig for min oldemors biologiske familie. Min oldemor, Ingrid Kathrine Malvine Petersen, blev født 13. januar 1896 i Nakskov og var resultatet af et bekendtskab mellem en 24-årig tjenestepige i Nyborg og en 21-årig blokkedrejersvend fra Svendborg.
Min oldemor blev sat i pleje i en familie, hvor hun havde en god opvækst, og selv om hendes biologiske familie ikke direkte har været en del af hendes liv, så synes jeg alligevel det er interessant at finde ud af, hvad det var for en familie og hvilke skæbner der gemmer sig bag deres navne.
Noget jeg fandt ud af for år tilbage, var at min oldemor ikke var sin mors første barn. Fire år før min tipoldemor fødte min oldemor, fødte hun en datter, der fik navnet Else Marie Dorthea Petersen. Denne datter blev født i Vestenskov den 10. december 1891. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad der siden var hændt Else Marie. Jeg ledte efter hendes konfirmation i forskellige vestlollandske sogne, uden at det gav pote. Og da det var som at lede efter en nål i en høstak, gav jeg efterhånden op.
Forleden dag kom jeg igen i tanke om min oldemors biologiske halvsøster. Jeg tænkte, at jeg måske kunne være heldig, at en anden slægtsforsker var stødt på hende, og oven i købet havde lagt nogle data på hende ud på internettet – så jeg tastede “Else Marie Dorthea Petersen” ind på Google, søgte på navnet, og der var bingo! Hun er nævnt på denne private hjemmeside, som en “Helle og John” står bag.
Jeg har fået lidt ekstra oplysninger tilsendt fra John, og jeg har kigget i kirkebøger og folketællinger fra Viborg og omegn, så nu ved jeg en del mere om min oldemors storesøster;
- Hun er kommet til Hersom sogn i Viborg amt i 1909 ifølge folketællingen for Hersom sogn 1911. Desværre står der ikke hvorfra hun er kommet
- Hun blev gift med Jens Peter Nielsen fra Hersom sogn – men jeg ved ikke hvor og hvornår de blev gift. Jeg antager at det er sket i 1909 eller 1910
- Hun fik 3 børn: Hans Peter (3.11.1910 i Hersom sogn), Rasmus (6.1.1913 i Rødding sogn, Nørlyng herred, Viborg amt) og Ellen Bodil Nielsine (24.10.1919 i Viborg Sortebrødre sogn)
- Hun døde 16.9.1923 på sygehuset i Viborg, kun 31 år gammel.
De nye oplysninger har givet anledning til flere spørgsmål, som jeg nu vil søge at få besvaret (og hvis nogen ved noget, er de hjertens velkomne til at kontakte mig på e-mail (linda@alda.dk) eller skrive en kommentar til dette indlæg):
- Hvor befandt Else Marie Dorthea Petersen sig mellem 1891 og 1909?
- Hvor og hvornår blev hun gift?
- Hvor befandt familien sig i 1916 og 1921 da da var folketællinger? Jeg har ledt i Rødding sogn og forskellige steder i Viborg, indtil videre uden at finde dem.
- Datteren Ellen er angivet at være født på “Elisasminde, Østre Teglgård” i Viborg – hvor ligger det?
- Findes der mon billeder af Else Marie?
Hej Linda.
Jeg læste din historie om Else Marie Dorthea Pedersen som passer perfekt ind i min egen “forskning” som jeg i øjeblikket laver på min kærestes side (Else Maries oldebarn).
Datteren Ellen Bodil Nielsine Nielsen er så vidt jeg kan lede mig frem til kommet i pleje eller lignende hos Mads Jensen Madsen (f. 1882, Kollemorten, Øster Nykirke Sogn) og Anna Mette Madsen (f. 1889, Folle, Bregnet Sogn). Mads har arbejdet som plejer på Viborg Sindssygehospital. Hos Mads og Anna har Ellen taget efternavnet Madsen. De boede i Lille Skt. Hansgade 9, kælderen, i Viborg. Ellen får senere to døtre i Aalborg hvoraf den ene er min nulevende svigermor og den anden var dødfødt.
Hej Lars
Mange tak for din kommentar og de nye oplysninger som du har bidraget med.
Det lyder jo som en familie der har haft nogle svære vilkår i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Else Marie må være din kærestes oldemor – hun var født uden for ægteskab og blev sat i pleje eller adopteret, formodentlig som ganske lille. Og da hun døde i en tidlig alder blev din kærestes mormor også sat i pleje eller adopteret. Men alle har de forhåbentlig haft en god opvækst.