Alda.dk - Linda's slægtsforskningssider

Om alda.dkEnglish intro | E-mail 

Indhold

Forsiden

Nyheder

Mine aner alfabetisk
Mine aner kronologisk
Bag navnene på mine aner

Links
Litteraturliste
Registre


 

Flere nyheder

Nyheder 2009

Nyheder 2007-08

Nyheder 2006

Nyheder 2005

Nyheder 2004

Herunder ses alle nye opdagelser i min slægtsforskning, som jeg har gjort i løbet af 2004, samt andre slægtsforskningsrelaterede nyheder. De seneste nyheder står listet først.

Fængselsdom til Sidsel Povelsdatter

[11-09-2004] Efter at have kigget lidt nærmere på den sag i 1841, hvor Sidsel Povelsdatter er under afhøring, har jeg opdaget, at hun ikke blot bliver afhørt i en tyverisag, men også bliver dømt for hæleri og afgivelse af usandfærdige forklaringer. Hun har tilsyneladende opbevaret nogle af de penge, der blev stjålet af Frederik Olsen Dyhring hos gårdmand Hans Peter Marcussen i Vesterborg, selvom hun har haft en mistanke om, at det var penge, som han ikke var kommet lovligt til. Sidsel idømmes 5 gange 5 dages fængsel på vand og brød, som hun formodentlig har afsonet mens hun har været gravid.

Sidsel Povelsdatter og Else Kull

[03-09-2004] Ovennævnte to personer, som begge er mine aner (hhv. nr. 99/127 og 253) delte værelse i fattighuset, ifølge en vidneafhøring af Sidsel Povelsdatter i 1841 under Christianssæde birks politiret. Det forklarer en del af relationerne mellem Sidsel og Kull-familien, som fører til, at hun i 1842 får et barn med Anders Hansen Kull. Fortællingen om Sidsel Povelsdatter er opdateret.

To nye aner

[29-08-2004] Via et forum for slægtsforskning på Fejø, Femø og Askø i Smålandshavet nord for Lolland har jeg fundet lidt flere oplysninger om min ane Knud Lauritz Nielsen (ane 132) samt navnene på hans forældre (ane 264 og 265). Selvom oplysningerne er andenhånds, har jeg tilføjet dem på min aneliste, da jeg regner med, at de er rimeligt pålidelige.

Karl Hansen begik "bedrageri" mod sin mor

[17-08-2004] Jeg har fået taget hul på 2. straffesag mod Karl Hansen, min 3 x tipoldefar. Foreløbig har jeg fundet ud af, at det såkaldte bedrageri, som han blev dømt for, var en overtalelse af sin mor til, på hans vegne og for hans regning, at købe ham en dyr kiste ved en auktion. Senere nægtede han at betale kisten eller at levere den tilbage til sin mor, og for dette blev han altså straffet med et års tugthusarbejde, fordi det var anden gang, han blev dømt. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret. 

Nye oplysninger om Sidsel Povelsdatter

[17-08-2004] Jeg er ved et tilfælde stødt på en tyveri-sag ved Christianssæde birk i 1841, hvor Sidsel Povelsdatter, min 3 x tipoldemor, bliver afhørt. I den forbindelse bliver bl.a. hendes udseende beskrevet, så jeg nu ved, at hun var middelhøj (efter nutidens forhold formodentlig ikke særlig høj!) og at hun havde lyst hår og blå øjne. Samtidig oplyste hun, hvor hun blev konfirmeret, og hvor hun efterfølgende kom i tjeneste. På den baggrund har jeg opdateret min fortælling om Sidsel Povelsdatter.

Fire års tugthusstraf til Karl Hansen i 1851

[13-08-2004] Så har jeg fået tygget mig igennem lidt mere materiale om den nedenfor ofte nævnte Karl Hansen... Det væsentligste i det nye er, at han ved sin tredje dom fik fire års tugthusarbejde. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret med de nyeste oplysninger. En anden detalje, der har vist sig, er, at der også har været interne stridigheder i familien. Det førte en sag med sig i 1838, hvor Karls bror, Andreas, tilsyneladende havde slået sin svigerinde, der var gift med en tredje bror, Hans Christian. Sagen bundede i nogle økonomiske mellemværender i familien og blev forliget ved at mellemværenderne blev udredet. 

Tyverisag mod Karl Hansen i Horslunde

[23-06-2004] Jeg er gået i gang med at finde ud af de nærmere omstændigheder omkring min tiptipoldefars (Karl Hansen, ane 64) fængselsstraf i 1837. Det er første gang han er anklaget for tyveri, som er foregået helt eller delvist i samarbejde med hans to brødre Hans Christian Hansen og Jens Nicolai Hansen samt et par andre mænd fra Horslunde. Den ældste bror Hans Christian Hansen dømmes også for at have lokket bl.a. Karl til at begå tyverierne. De stjålne genstande var bl.a. høns, vår, blårlærred, knive og gafler, tøj og økser, taget fra forskellige personer i Horslunde, fx hvor Karl havde tjent. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret med de nyeste oplysninger. 

Skifte efter min svenske tiptipoldemor

[16-05-2004] Fra landsarkivet i Vadstena i Sverige, har jeg fået kopi af min tiptipoldemors bouppteckning fra 1923. Den røber ikke de store overraskelser, og opgørelsen af boet ender i en brist i boet på 1176 svenske kroner, bl.a. fordi hendes datter skal have 1000 kroner for at have taget sig af sin mor de sidste 10 år af hendes liv. 
Min tipoldemor, der var taget til Danmark i 1880'erne, hvor hun blev gift, fik børn og levede resten af sit liv, er nævnt med ukendt opholdssted siden omkring 1895, så hun har tilsyneladende ikke haft kontakt med sin svenske familie. De ved dog, at hun er blevet gift, for hun er nævnt med efternavnet Hansson (hun blev gift Hansen med Schwartz tilføjet omkring 1905). [Læs skifte]

Dødsdatoer for mine svenske tiptipoldeforældre

[02-05-2004] Fra Åby i Sverige, har jeg nu fået oplyst dødsdatoer for mine svenske tiptipoldeforældre. Min tiptipoldemor døde først som 90-årig af koldbrand i foden! Anelisten er nu blevet opdateret med de nye datoer.

Opdatering af tyverisag mod Karl Hansen 1851

[28-04-2004] Jeg har gennemlæst alle afhøringerne af vidner i sagen mod min 3 x tipoldefar, men har stadig ikke fundet dommen i sagen. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret i forhold til de nyeste oplysninger fra afhøringerne. Jeg har desuden også fundet ud af, at Karls navn er stavet med K ved fødselsindtegnelsen i Horslunde kirkebog, og derfor har jeg ændret stavemåden af hans navn. Senere i livet bliver han imidlertid ofte kaldet Carl med C, men jeg retter mig efter det navn, han er blevet døbt! Mine næste træk i historien om Karl Hansen bliver formodentlig at forsøge at finde ham i arkiverne fra Christianshavns straffeanstalt og få klarlagt de nærmere omstændigheder omkring de øvrige to politisager mod ham.

Carl Hansen indsat i tugthus 1855

[18-04-2004] I forlængelse af forrige nyhed har jeg nu fundet ud af, at Carl Hansen tilsyneladende bliver dømt for tyveri begået i 1851. I folketællingen for Horslunde sogn, Lollands nørre herred, Maribo amt 1855 er han godt nok medtaget, men med bemærkningen "fraværende soner Tugthuusstraf i Kjøbenhavn". Endnu kender jeg ikke den præcise dom, ligesom jeg heller ikke ved, om han dømmes for alle de forhold, han er blevet tiltalt for. Efterhånden som jeg får læst hele sagen igennem vil nye oplysninger formodentlig komme frem. Hele sagen ser ud til at være begyndt med en anmeldelse om tyveri af to hammere tilhørende Jacob Rasmussen fra Sandby, mens han arbejdede for selvejer Johan Wiese i Urne på Nordvestlolland. Det bliver spændende at finde ud af, hvordan de øvrige forhold, fx de forædlede æbletræer, bliver trukket ind i sagen...

Min 3 x tipoldefar anklaget for tyveri

[05-04-2004] Min 3 x tipoldefar, Carl Hansen, var i 1851 anklaget for tyveri af to forædlede æbletræer og en række værktøj under Christianssæde birks politiret. Han var tidligere dømt for tyveri (1836) og bedrageri (1842) og selvom jeg ikke kender udfaldet af anklagen i 1851, regner jeg med, at han atter er blevet dømt for tyveri. Jeg har sammenskrevet, hvad jeg hidtil har fundet af oplysninger om Carl Hansen i denne fortælling, som jeg vil opdatere, efterhånden som jeg får gennemgået flere kilder.

Drukneulykke i Ørslykke, Horslunde sogn

[27-03-2004] Min tiptipoldefars halvbroder dør knap to år gammel i 1850 ved at drukne i en grøft knap 100 meter fra forældrenes hus. Man antager, at han er kommet for tæt på kanten af grøften og gledet i den regnvåde jord ned i grøften med vand. Han findes her onsdag den 22. maj om aftenen, to dage efter at hans lillebror er blevet døbt i Horslunde kirke 2. pinsedag den 20. maj. Undersøgelsesforhøret i forbindelse med ulykken finder sted dagen efter, og det giver ikke blot indblik i omstændighederne omkring ulykken men også et lille indblik i, hvordan livet levedes i familien Mogensen - eller en hvilken som helst anden halvfattig familie - på den tid. [Læs undersøgelsesforhør]

Hartvig Tet og Anne Andersdatter 

[16-03-2004] Jeg har fået verificeret navnene på endnu to nye 5 x tipoldeforældre, nemlig Hartvig Tet (til tider kaldet Thetens eller Thedsen) og Anne Andersdatter, som har anenumrene 302 og 303. De blev gift i Horslunde i 1802 og havde begge været gift før. Hartvig kom fra Nykøbing Falster, hvor han havde været gift med Johanne Hansdatter. Ægteskabet varede dog kun ét år, da hun døde i november 1800. Der er stadig en del huller i min viden om disse to mennesker, fx ved jeg ikke hvornår (og hvor) de dør, hvor de kommer fra, og Hartvig Tet har jeg indtil videre ikke kunnet finde i nogle folketællinger i 1801. Så der er stadig en del mysterier, der skal løses...

To nye aner

[07-03-2004] Navnene på ane nummer 366 og 367 (mine 5 x tipoldeforældre) er nu også på plads. De hed Jacob Peder Christensen og Sophie Hansen og blev gift i Stege i 1803. Indtil videre ved jeg ikke meget mere om dem.

Næste led i Brink familien

[04-03-2004] Jeg er kommet en generation længere tilbage i Brink familien fra Stege ved at finde forældrene til Jens Christoffer Brinck. De er mine 5 x tipoldeforældre med anenumrene 364 og 365, og de hedder Johannes Brink og Anna Dorthea Bremer. Johannes var sadelmager ligesom hans søn blev. Det lader til at de kun fik den ene søn, der blev min 4 x tipoldefar - i hvert fald var han eneste arving, da faderen døde i Stege i 1828. På dette tidspunkt var sønnen, Jens Christoffer Brinck, 24 år og sadelmagersvend i København. Han slår sig dog senere ned i Stege og bor i 1840 i sin afdøde faders ejendom i Skammelstræde. Seks år tidligere arbejder han dels som sadelmager og dels som portner på Møns Tugt- og Forbedringshus, hvor han også bor sammen med sin familie.
Jeg har i øvrigt også fundet endnu en søn af Jens Christoffer Brinck og Maren Sofie Jacobsen; Peter Frederik Brink, f. 1832. Se navnene på hans søskende i foregående nyhed.

Brink familien fra Stege

[02-03-2004] Mine 4 x tipoldeforældre Jens Christoffer Brinck og Maren Sofie Jacobsen (ane 182 og 183) er født i begyndelsen af 1800-tallet. De får børnene (1) Marie Dorthea Brinck, f. 1834, (2) Sophie Frederikke Brinch, f. 1836, (3) Laura Elise Brink, f. 1838, (4) Carl Christoffer Brink, f. 1841, (5) Christian Ferdinand Brink, f. 1844, og (6) Sophie Frederikke Brinch, f. 1848, død samme år. Alle børnene er født i Stege, hvor Jens Christoffer Brinck var sadelmager.
Barn nr. 3, Laura Elise Brink er min 3 x tipoldemor og hun gifter sig med Jens Peter Petersen, der er skomager i Stege. De får børnene (1) Adolphine Georgine Petersen, f. 1860, (2) Thora Sophie Petersen, f. 1861, død 1862, (3) Augusta Jensine Emilie Petersen, f. 1863, (4) Frede Ferdinant Pedersen, f. 1866, og (5) Christian Emil Estrup Pedersen, f. 1868. 

Jeg har foreløbig ikke fundet oplysninger om Brink-familien længere tilbage i tiden, men hvis oplysningerne fra familysearch.org er korrekte, skulle Jens Christoffer Brincks far hedde Johannes Brink og ligeledes stamme fra Stege. Han skulle være gift med Anna Dorthe Bremer. Disse oplysninger må jeg kigge nærmere på en anden dag.

Svenske folketællinger på nettet

[22-02-2004] Jeg har opdaget webstedet Arkion, som er en svensk pendant til Dansk Demografisk Database - blot meget bedre især i sine søgemuligheder! Det var ganske simpelt en fryd at afprøve det - og så fandt jeg tilmed mine svenske tiptipoldeforældre (ane 58 og 59) i folketællingen (folkräkningen) i 1890 i Åby. I 1900 var min tiptipoldemor blevet enke... 
Folkräkningen 1890 er komplet og 1900 godt på vej, men ældre folkräkningar er kun tilgængelige for enkelte församlinger. Alle kan foretage en simpel søgning i folkräkningen 1890, men vil man have adgang til oplysninger om de enkelte personer eller mere avancerede søgemuligheder skal man betale. Det kan dog lade sig gøre på et øjeblik, da man kan betale online med VISA og straks derefter få adgang til databaserne. Én indlogning, der varer i 3 timer, koster 40 skr. (pt. cirka 32 dkr.)
Søger man i folkräkningen 1900 - og finder en person - får man adgang til et indscannet billede af den originale kilde i en særdeles god kvalitet, så man ved selvsyn kan tjekke de inddaterede oplysninger. Nedenstående ses uddraget fra folkräkningen 1900, hvor min tiptipoldemor er opført (Stina Katharina Magnidotter; Rättare enka; [født] 33; Skirö, Jönkp.)

Folkräkning 1890

Broderen til min 4 x tipoldefar hængte sig påskelørdag 1844

[18-01-2004] Ikke nok med at min ane Ole Olesen (Mogensen) fryser ihjel i en brandert (se foregående nyhed) - hans bror Hans Olesen Mogensen, hænger sig på kornloftet på sin gård i Nybølle (Horslunde sogn, Maribo amt). Her bliver politiretten i Christianssæde birk også sat for at fastslå omstændighederne ved selvmordet. [Læs undersøgelsesforhør]  

Min drikfældige 4 x tipoldefar frosset ihjel i 1836

[18-01-2004]  Jeg har fået tydet det meste af undersøgelsesforhøret i Christianssæde birk efter at min ane Ole Olesen (Mogensen) var fundet frosset ihjel i en skovhave i Tvede (Horslunde sogn, Maribo amt). [Læs undersøgelsesforhør]

Nyt design på disse sider

[18-01-2004] Det er godt nok ikke en slægtsforskningsnyhed, men min hjemmeside har fået nyt design, samtidig med at denne nyhedsside er introduceret. Jeg var selv blevet lidt træt af de gamle stærke grønne og blå farver og mente også, at organiseringen, specielt på forsiden, kunne trænge til en fornyelse. Grundstrukturen er dog nogenlunde den samme som den tidligere version. Det nye design skulle gerne give mulighed for lidt flere udvidelser hen ad vejen. Tanken er også, at jeg på et tidspunkt sekundært vil præsentere andre ting end min slægtsforskning - måske primært som links til interessante sider på Internettet, der ikke lige handler om slægtsforskning. Der vil formodentlig blive løbende forbedringer af dette nye design i den kommende tid. Er der noget du synes virker uhensigtsmæssigt, eller har du forslag til forbedringer, så send mig gerne en mail.

 


Linda Schwartz Karlsen, 2001-2010