. Tanker" />
Hjem » Tanker » Om hukommelse og historiefortælling

Om hukommelse og historiefortælling

Jeg er stødt på tre forskellige ting for nylig – en bog, en film og en artikel – som har fået mig til at tænke over hukommelse og historiefortælling. To ting, der ikke er uvæsentlige når man bedriver slægtsforskning og gerne vil grave familiehistorierne frem af dybet.

I Julian Barnes’ bog “Når noget slutter” (på engelsk: The Sense of an Ending) er hovedpersonen en mand der ser tilbage på begivenheder i sin ungdom. Begivenheder, som det viser sig, han har en sløret erindring om, eller som i hvert fald ikke forstod til fulde. Også på dette meget senere tidspunkt, hvor han ser tilbage og bliver konfronteret med begivenhederne igen, har han svært ved at forstå, hvad der egentlig skete dengang. En anden af bogens centrale figurer – en af hovedpersonens skolekammerater – udtalte engang den for fortællingen centrale sætning “Historie er den vished, der fremkommer i det punkt, hvor hukommelsens mangelfuldhed mødes med dokumentationens utilstrækkelighed”. Det kan man så filosofere lidt over… Både sætningen og bogens fortælling siger og illustrerer, at man skal være varsom med at stole 100% på både dokumentation og hukommelse. Ingen af delene er fuldkomne – noget vil altid mangle. Og det er dybest set dette “noget” man som historiker eller historiefortæller (i en bred definition), er ude på at analysere sig frem til eller forstå, som historien.

I artiklen “Memories fade faster than you think” er hukommelsesspørgsmålet sat ind i en genealogisk sammenhæng. Artiklens forfatter, Sharon Tate Moody, refererer til en undersøgelse publiceret i Journal of Neuroscience, hvor pointen skulle være, at det hjernen lagrer som hukommelse kan ændre sig, uden at man er bevidst om det. Og det siger så næsten sig selv, at jo længere tid der går fra en hændelse, til at man skal gengive den, jo mere påvirkning har hjernen/mennesket været udsat for, og jo mindre præcist kan man huske hændelsen. Måske er det logik for burhøns – men da i hvert fald en god ting at få bekræftet og at blive mindet om, når man udspørger sine familiemedlemmer eller andre, om detaljer f.eks. fra deres barndom. Jeg plejer at praktisere indsamling af oplysninger fra folks hukommelse således, at jeg giver så lidt baggrundsinformation som muligt, inden jeg stiller spørgsmålet. Har jeg selv gravet noget information frem i skriftlige kilder, fortæller jeg helst ikke det, inden jeg stiller et relateret spørgsmål til nogen, der måske erindrer noget om hvordan sagen hang sammen. Min filosofi er, at har man først hørt noget om hvad andre siger, eller hvad der er nedskrevet, så kan det i høj grad påvirke den historie man mener at kunne huske. Jeg vil nu også være mere opmærksom på, at tiden der er passeret siden noget hændte, kan spille ind på troværdigheden af historien. Jeg mistænker ikke andre for at ville vildlede eller decideret lyve om noget de siger, de kan huske meget tydeligt – men i lighed med Julian Barnes fortælling kan det vi mener at huske som klare facts vise sig at være mangelfuldt eller påvirket af ydre eller indre omstændigheder som vi ikke har været opmærksomme på.

Dokumentarfilmen “Stories We Tell” af Sarah Polley har jeg netop i dag set på CPH:DOX. Den kredser også om emnet hukommelse, her i endnu tydeligere sammenhæng med historiefortælling. Instruktøren, Sarah Polley, har skabt en film, hvor personer i og omkring hendes familie fortæller deres version af hendes mors historie. Moderen døde, da instruktøren var ca. 11 år gammel, så hun kan selvsagt ikke give sit besyv med. Personerne spørges bl.a. om, hvordan de har det med at Sarah Polley laver denne dokumentarfilm. De har forskellige meninger om, hvilken historie (eller synsvinkel, om man vil), der er den “sande”, om hvem der egentlig bør fortælle historien. Og undervejs ser man også, at det til tider kan være svært at huske præcist hvad der skete, hvem der sagde hvad, osv. Og hvor mange lyver mon – bevidst eller ubevidst? Til sidst i filmen ser man i hvert fald, at én person har løjet om en ganske bestemt lille detalje. Men måske er den ikke vigtig for historien, eller er den? For hvad er det for en historie det bliver fortalt. Er det moderens historie, eller måske Sarah’s historie? Eller er det, som titlen siger, flere historier, der tilsammen er den samlede historie?

Ovennævnte bog, artikel og film har gjort mig endnu mere opmærksom på, at der ikke findes noget sådant som “den sande historie”. Historien vil altid være farvet af øjnene der ser, og af de indtryk øjnene og hjernen der var til stede dengang, senere er stødt på. Jeg bilder mig da heller ikke ind, at det billede jeg kan tegne af min forfædre er det “sande billede”. For det første vil jeg aldrig have det fulde antal brikker til puslespillet – noget vil altid mangle. For det andet ser jeg deres historie fra min egen verden i det 21. århundrede. Og for det tredje vil der altid være flere vinkler på deres historie. Men jeg kan arbejde på at skabe min egen fortælling om, hvem mine forfædre var, og hvad det var for en tid de levede i. Det vil være min fortolkning – og måske også min fortælling. Min fortælling om dem der kom før mig.

Tanker

Ingen kommentarer til “Om hukommelse og historiefortælling”

Skriv en kommentar

(skal udfyldes)

(skal udfyldes)