Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Tag: Sverige (Side 1 af 3)

Anders Magnus Svensson

Min tipoldemors søskende 8: Anders Magnus Svensson.

Anders Magnus Svensson var den yngste af min tipoldemors levendefødte søskende; han blev født 10. marts 1871 og forældrene var da 42 og knapt 38 år gamle. 4½ år senere nedkom moderen med sit 11. barn, men den lille pige var dødfødt. Anders Magnus blev opkaldt efter en storebror han aldrig kom til at kende, nemlig tvillingen til Maria Sofia, som blev født i 1864 og døde blot fire måneder gammel. De var således i alt ni børn i huset i alderen 0-16 da Anders Magnus kom til verden, så der har nok været trangt i hjemmet. De ældste børn har sandsynligvis hjulpet med at skaffe mad på bordet, og fra 1873 begyndte de at flytte hjemmefra.

Læs mere

Carin Emilia Svensson

Min tipoldemors søskende 7: Carin Emilia Svensson

Min svenske tiptipoldemor fødte sit barn nummer ni den 22. marts 1869 i en alder af knapt 36 år. Ved dåben fem dage senere fik den lille pige et hold faddere, som var lidt mere fornemme end hvad hendes søskende fik; Grev Posse og hans hustru grevinde Sigrid Barnekow, en løjtnant Emmerik Ruuth og en 23-årig apotekerdatter Charlotta Lovisa Wimmermark som alle boede på ‘Leckeby herrgård’, som der blev skrevet i födelse- och dopboken ud for Carin Emilias dåb. Hvad der var årsagen til at denne fornemme flok stod faddere, har jeg ingen anelse om, men da Sven August Andersson – barnets far, min tiptipoldefar – var ‘gårdsrättare’ i Leckeby, så tænker jeg, om han måske stod for at styre arbejdet på herregården. Måske havde han i tiden op til sin datters fødsel gjort en særlig indsats, som betød at herregårdens beboere gerne stillede op som faddere. Der var ikke krav om at de indskrevne faddere var til stede under dåben, så vi ved ikke, om den fine forsamling stod rundt om en en døbefont da Carin Emilia blev døbt.

Læs mere

Carl Gustaf Svensson

Min tipoldemors søskende 6: Carl Gustaf Svensson.

11-årige Johan Peter, 10-årige Emma Augusta, 8-årige Anna Lovisa, den snart 6-årige Sven August, 4-årige Johanna Christina og 2-årige Maria Sofia fik en lillebror den 18. december 1866, så familien bestod nu af ni personer. Den lille ny kom til at hedde Carl Gustaf.

Knapt 17 år gammel blev Carl Gustaf kronobåtsman, hvilket betød at han gjorde militærtjeneste ved orlogsflåden. Han flyttede ved den lejlighed til Fröstingstorp, 4 kilometer fra forældrenes hus i Läckeby. Man havde i Sverige et system kaldet indelningsverket, hvor landet var inddelt i områder, som skaffede underhold til en soldat, f.eks. en kronobåtsman i form af et sted at bo (et torp) og anden støtte i det daglige.  Dermed kunne soldaten bruge tid på militær træning, så han kunne hjælpe med at forsvare landet, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var sådan et sted Carl Gustaf fik i Fröstingstorp.

Noget andet særligt ved det svenske system for soldater var, at det torp som en soldat boede på, havde et fast tilnavn som de soldater der boede der, arvede. Carl Gustaf fik som kronobåtsman i Fröstingstorp tilnavnet Boj.

Læs mere

Maria Sofia Andersson

Min tipoldemors søskende 5: Maria Sofia Andersson

Den 20. oktober 1864 nedkom den nu 31-årige Stina Catharina Magnidatter med tvillinger, en dreng og en pige, som var hendes 6. og 7. barn. Da børnene blev døbt tre dage gamle, fik drengen navnene Anders Magnus efter sin farfar og morfar, pigen kom til at hedde Maria Sofia. Fire måneder senere døde den lille Anders Magnus, men Maria Sofia kom til at leve i 91 år.

Min tipoldemor – Johanna Christina – var næsten nøjagtigt to år ældre end Maria Sofia, og de to søstre har formodentlig haft stor glæde af hinanden i barndommen og opvæksten. De to flyttede hjemmefra samtidig; den 1. november 1880 meldte de begge flytning fra deres hjemsogn for at begive sig til Kalmar, hvor de kom til at tjene to forskellige steder i byen. Johanna Christina flyttede dog fra Kalmar igen to år senere, mens Maria Sofia blev i otte år, indtil hun flyttede til Stockholm, hvor en anden af hendes tre storesøstre – Anna Lovisa – boede. Og faktisk flyttede den 24-årige Maria Sofia og 30-årige Anna Lovisa til samme adresse, Sturegatan 22 i slutningen af oktober og begyndelsen af november 1888. Begge søstre boede på adressen til de blev gift; storesøster Anna Lovisa i tre år (1888-1891), og Maria Sofia i ti år (1888-1898).

Læs mere

Sven August Svensson

Min tipoldemors søskende 4: Sven August Svensson.

To dage inde i det nye år 1861 kom Sven Thomas Anderssons og Stina Catharina Magnidotters fjerde barn – og søn nummer to – til verden. Allerede den 6. januar blev han døbt og fik navnet Sven August.

Efter at have boet i Nörra Förlösa i en årrække, hvor de tre ældste børn var kommet til verden, var familien flyttet til et par kilometer længere mod nordøst til Åby/Läckeby. Far Sven Thomas var avanceret fra ‘statdräng‘ (kontraktansat landarbejder som fik en stor del af sin løn i naturalier) til  ‘rättare‘ (formand for en række ansatte ved et større jordbrug). Både i Nörra Förlösa og i Åby boede de i et hus som var ejet af greve Carl Otto Posse, som var den største jordejer i området. Greven var på dette tidspunkt en ældre herre på 74 år.

Sven August flyttede fra hjemmet i Åby knapt 17 år gammel i november 1877. Han flyttede til Tillberga, hvor han fik tjeneste i Hedensberg, hvor også hans 6 år ældre bror havde tjent i årene 1873-1876. Sven August blev i Hedensberg i 4 år, hvorefter han 1881-1882 fik tjeneste et andet sted i Tillberga (Sundby). Samtidig flyttede den 27-årige Johanna Charlotta Engblom til Hedensberg, hvor hun skulle være mejerske. Hun kom oprindeligt fra Strängnäs sydøst for Västerås og på den sydlige side af søen Mälaren. Hun havde opholdt sig i Västerås i perioden 1876-1880, hvor hun havde født to piger uden for ægteskab; datteren Emilia Charlotte blev født i september 1877 og Ebba Maria i august 1879. Ebba Maria døde blot 2 måneder gammel af catharrus gastrointestinalis, men Johanna Charlotta Engblom tog sig selv af sin ældste datter, selv om hun kun var tjenestepige – indtil også dén datter døde blot 3½ år gammel af difteri, mens de boede i Hedensberg.

Læs mere

Anna Lovisa Svensdotter

Min tipoldemors søskende 3: Anna Lovisa Svensdotter.

Min svenske tipoldemors fire år ældre søster, Anna Lovisa, blev ligesom sine to ældre søskende født i Nörra Förlösa under Åby sogn lidt nord for Kalmar. Det skete den 14. november 1858. Hendes far var 30 år gammel, moderen 25, og de to ældre søskende 3½ og 2 år gamle, da Anna Lovisa kom til verden.

Billede af Visby i 1880'erne.

Visby i 1880’erne (billede fra wikimedia)

Knapt 19 år gammel rejste Anna Lovisa fra Åby til Visby på Gotland, hvor hun var tjenestepige hos stadsmajoren Claes Petter Claesson og hans kone i fem år. Visby havde knapt 7000 indbyggere omkring år 1880.

I efteråret 1882 rejste Anna Lovisa videre til Stockholm, hvor hun den første tid flyttede lidt rundt som tjenestepige. Et års tid efter at hun var ankommet til Stockholm blev hun gravid uden for ægteskab, og hun fødte en søn den 26. juli 1884 mens hun var i tjeneste hos agent Martin Nicolaus Holm og hans familie på Majorgatan 12 i Östermalm. Sønnen fik navnet Karl Svensson og hvem faderen var, oplyste hun ikke.

Læs mere

Emma Augusta Svensdotter

Min svenske tipoldemors søskende 2: Ældste søster Emma Augusta Svensdotter.

Emma Augusta blev født den 9. september 1856 i Nörre Förlösa under Åby sogn lidt nord for Kalmar, samme sted hvor hendes storebror Johan Peter var kommet til verden et år og 7½ måned tidligere.

Som 17-årig flyttede Emma Augusta fra Åby til det nærliggende Kalmar, som var en by med godt 9000 indbyggere på dét tidspunkt. Her tjente hun først hos en kaptajn Carl Fredrik Svanberg i to år. Han var i midten af 50’erne, gift og med en hjemmeboende datter – Jenny Katharina – som var jævnaldrende med Emma Augusta. Kaptajn Svanberg havde dog flere børn, blandt andet sønnen Carl Olof som var ti år ældre end Emma Augusta og for længst fløjet fra reden. Faktisk var han allerede som 9-årig kommet med sin far ud at sejle, og efter en tur i det Sydamerikanske var han kommet til San Francisco i 1870, hvor han foreløbig slog sig ned, blev østersfisker, medejer af Morgan Oyster Company og senere stifter af Merchants Ice & Cold Storage Company. Der har muligvis været fortalt interessante historier fra den store verden i kaptajnens hjem i 1870’ernes Kalmar.

Læs mere

« Ældre indlæg

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑