Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Tag: Rasmus Pedersen

Nye oplysninger om triste skæbner

Jeg har tit undret mig over, hvad årsagen var, til at mine tiptipoldeforældre (Rasmus Pedersen og Bodil Marie Andersdatter) pludselig ved folketællingen 1890 boede i hver sin lejlighed på samme matrikelnummer, efter at de havde boet sammen i mere end 20 år og fået 10 børn sammen. De var ikke gift, sandsynligvis fordi Rasmus ikke kunne få tilladelse til at gifte sig igen, efter at være blevet separeret fra sin første kone. Men hvad kunne være årsagen til, at de flyttede fra hinanden, og at Bodil Marie i 1891 giftede sig med en yngre mand og flyttede til København. Ved et tilfælde stødte jeg for nylig på oplysninger, der forklarer årsagen; i slutningen af 1887 bliver en masse ugifte par i Nakskov bedt om at afslutte deres “forargelige samliv” jf. §178 i Straffeloven af 1866. Det vil sige, at de enten skulle gifte sig, eller at de skulle flytte fra hinanden og afslutte samlivet. Bodil Marie bad i februar 1888 fattigvæsenet i Horslunde-Nordlunde om tilladelse til at gifte sig med Rasmus, men Rasmus Pedersen fik tilsyneladende ikke lov til at gifte sig igen – så de måtte flytte fra hinanden, hvis de ikke skulle risikere fængsel. Det var barske betingelser, og jeg har virkelig ondt af mine tiptipoldeforældre. Der er ikke noget at sige til at Bodil Marie prøvede lykken med en anden mand, som hun kunne gifte sig med. Men stakkels Rasmus, der som 66-årig sad tilbage, alene fordi han ikke måtte gifte sig igen, og heller ikke måtte leve sammen “på polsk”.

Min tiptipoldefar, Rasmus Pedersen, på kanten af loven

Der ser ud til snarere at være reglen end undtagelsen, at mine aner har været involveret i noget ulovligt, og min ane nr. 62, Rasmus Pedersen kan nu føjes til listen over kriminelle aner. Dommen, som jeg har fundet, er dog “kun” en dom for hæleri, hvor han har solgt et lommeur videre, som hans kone havde stjålet. Konen, Gertrud Margrethe Pedersen, havde imidlertid tidligere været straffet for tyveri to gange, så hun blev dømt til 4 års tugthusarbejde i straffeanstalten på Christianshavn. Rasmus Pedersen kunne nøjes med fem dages fængsel på vand og brød. På grund af konens gentagne tyverier ønsker Rasmus at blive skilt fra hende. Om dette sker, eller om han kun bliver separeret, mangler jeg stadig at finde ud af.

Læs mere om Rasmus Pedersen

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑