Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Tag: Almer

En malmkrone i Marstal kirke

Historien om toldkontrollør Frederik Almer, som er blevet udfoldet og fortalt her på siderne i den seneste tid, har fået tilføjet endnu et lille afsnit.

Jeg har kigget lidt nærmere i bogen “Træk af Marstals historie i skildringer og billeder”, hvori jeg også fandt et digt til Frederik Almer. Nu viser det sig, at der åbenbart hænger 3 malmkroner i Marstal kirke, og inskriptionen på den næststørste af disse skulle være:

“Her Lieutn. Og Controleur F Almer i Marstal og Fru Nicoline Christi: Almer 1798”

Jeg bed mærke i, at årstallet er det samme som på det digt skoleholderen havde forfattet til Frederik Almer. Så årsagen til digtet kan meget vel være, at man har ønsket at takke Frederik Almer for at have doneret malmkronen til kirken. Det må han vel have gjort, hvis den ligefrem bærer hans navn til evigt minde.

Det trækker i retning af, at jeg snart må en tur til Marstal…

Toldkontrollør Almers afkom

En martsdag i 1810 druknede min 5 x tipoldefar i en brønd i Vesterby på Fejø. 11 måneder senere døde hans enke. De blev hhv. 56 og 48 år gamle og efterlod sig fire børn der var 25, 22, 20 og 13 år gamle i 1811. Jeg har brugt lidt tid på at finde ud af, hvad der siden hændte de fire søskende, og der dukkede fire ret forskellige skæbner op.

Ældste barn (min 4 x tipoldemor) hed Anna Margrethe Almer. Det var hende, der giftede sig med enkemanden fra Femø, mens familien stadig boede på Ærø – og muligvis var hun den der trak familien med fra øen syd for Fyn til øen nord for Lolland. Da hendes mor døde i 1811 havde Anna Margrethe Almer allerede født tre børn, hun var gravid med det fjerde, og senere fulgte ni børn mere – i alt 13 børn i en periode på 21 år (1807 -1828)! Et af børnene døde som spæd, men året 1829 blev særligt skæbnesvangert for famlien; i januar døde 2. ældste søn knap 20 år gammel, i april døde børnenes far, gårdmand Knud Laurits Nielsen i Østerby, og i juni døde Anna Margrethe Almer, kun 43 år gammel. Syv ukonfirmerede børn var dermed forældreløse, men havde dog 4 søskende i alderen 17-22 år.

Frederik Almers 2. ældste datter hed Severine Christine Nicoline Almer, og hun var relativt nygift da hendes far døde i 1810. Som sin ældre søster havde hun giftet sig med en gårdmand – Peiter Christensen i Vesterby på Fejø. Deres første barn blev født et halvt år efter at Severines far var død, og blev således kaldt Frederik efter sin morfar. Han døde dog kun 18 uger gammel i januar 1811, ca. 3 uger inden hans mormor døde. Severine og Peiter Christensen fik senere fem børn mere, inden Peiter døde i 1826 i en alder af 47 år. Fire år senere giftede den nu 41-årige Severine sig igen. Hendes nye ægtemand var Niels Iversen, som var enkemand, 54 år gammel og tidligere færgemand med eneret på overfarten af personer, korn og kreaturer fra Fejø til Kragenæs på Lolland. Han stod nu for bådbefordringen af post. Efter et års ægteskab døde Niels Iversen dog i 1831, og Severine blev enke for anden gang. Hun levede endnu 41 år som almisselem på Fejø og døde i 1871, 82 år gammel.

Frederik Almers 3. datter hed Christiane Elette Christine Almer, og da forældrene døde opholdt hun sig på Møn. Måske har hun allerede da opholdt sig hos overbetjent ved toldvæsenet, Frello Frellsen i Stege. Frello Frellsen var en ven eller bekendt af familien fra tiden på Ærø. Således var Christianes far (Frederik Almer) fadder til Frello Frellsens søn, Frederik Krag Juel Vind Frellsen, da han blev døbt i Ærøskøbing i januar 1791 – i øvrigt samme år som Christiane blev født. Christiane giftede sig i 1817 med Frederik, og i kirkebogen blev det noteret, at hun opholdt sig hos Frederiks far, overbetjent Frellsen i Stege. Frederik Frellsen var blevet udlært købmand og havde i 1816 etableret sig som selvstændig købmand i Stege. Christiane fødte fire børn fra 1818 til 1824, og der var således ikke så mange munde at mætte, som der havde været for især hendes ældste storesøster. Så fremtiden kunne umiddelbart se lys ud for det unge par. Men hendes mand skulle vise sig at blive en af datidens formodentlig største smuglere. Han startede allerede i 1823 med at smugle korn til det brændevinsbrænderi han havde sammen med sin købmandshandel. Og selv om han og hans hjælpere blev opdaget, fortsatte han tilsyneladende ad sin nye, alternative karrierevej, som førte til, at han i 1835 mistede sit borgerskab som købmand i Stege. Man skulle dengang have borgerskab i en købstad for at måtte drive handel eller håndværk, så det har været en straf som hele familien kunne mærke – ligesom de høje bøder der skulle betales eller afsones, også i høj grad må have påvirket familielivet. Familien Frellsen flyttede herefter til København, men Frederik Frellsen fortsatte sine smuglerier. Han havde nu ikke længere behov for korn til sit brændevinsbrænderi, så han kastede sig over klude, som dengang var en vigtig råvare i papirindustrien og derfor belagt med udførselsforbud. Senere var det spillekort han smuglede, og han begyndte efterhånden at operere over en stor del af Sjælland og omliggende øer. Der findes en ganske velskrevet artikel om Frederik Frellsens meritter som smugler, trykt i Zise (Toldhistorisk Tidsskrift) 1983, nr. 2 (En mønsk storsmugler på Sjette Frederiks Tid, af Bent Rohde Jensen), og ud fra denne artikel forestiller jeg mig, at den 3. Almer-pige fik et noget hårdere liv end hun havde set for sig, da hun stod foran alteret ved siden af Stege-købmanden den 28. december 1817. Christiane og Frederik døde begge i 1856, med kun 7 ugers mellemrum og begge 65 år gamle.

Frederik Almers 4. barn var en søn, som også hed Frederik. Han opholdt sig også på Møn i 1811, da moderen døde. Hvor længe han opholdt sig dér, og om han muligvis også opholdt sig hos familien Frellsen ved jeg ikke. Men han blev udlært snedker og kom til København noget tidligere end sin søster; i 1826 giftede han sig i Garnisonskirken med Susanna Dorthea Møller. I sommeren 1832 tog de og deres 5-årige søn til Amerika, hvor de opholdt sig en kort periode i New York og senere slog sig ned i den lille by Independence i New Jersey. Frederik arbejdede som møbelsnedker, og familien blev forøget med yderligere tre sønner og en datter. Frederik døde i 1870, 72 år gammel, og hans kone i 1878, 78 år gammel. Udvandringen fra Danmark til Amerika tog først rigtigt fart efter den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), så Frederik og hans familie har været en relativt tidlig dansk udvandrerfamilie.

Digt til min 5 x tipoldefar

I bogen “Træk af Marstals historie i skildringer og billeder” af C.T. Høy fra 1913 har jeg fundet et digt skrevet af skoleholder Hans Andresen i 1798 “Til hr. Lieutnant Almer”. Det har titlen “Med en Levkøje, sigtende til en Kanariefugl” og lyder således:

Far nu vel! Du min Levkøje;
Som kan Syn og Lugt fornøje,
Som jeg ømt opelsket har.
Jeg dig villig nu hensender
Udi Deres værdig Hænder,
Hvor din Plads vil blive rar,
Der, hvor mange yndig’ Sanger
I Arrest som arme Fanger
Sidder muntre, glad i Ro,
Og lar deres Tone høre,
Saa den fylder hvert et Øre
Udi Hauge, Hus og Bo.
Med deer Røst og liflig Stemmer
De selv Mennesket beskæmmer,
Som Gud har i Frihed sat.
Gid jeg en af disse smukke
Kunde ud af Fængslet lukke!
Og jeg maatte faa den fat!
Den vist vilde i mit Kammer, –
Naar mig daglig stedse rammer
Møjsomt Værk og Hjernebrud, –
Med sin Sang mig ofte røre
Lettelse i Sindet føre
Ved at tænke paa min Gud!

Digtet er dateret “Marstal, 12. Septbr. 1798” og forfatteren, Hans Andresen, skulle ifølge bogen have været “sin Tids meget skattede Poet i Marstal”. Digtet var et blandt flere “lejlighedsdigte” forfattet i perioden 1775-1820. Hvad lejligheden skulle være for at have skrevet ovenstående digt til løjtnant Almer giver bogen ingen forklaring på.

Når jeg læser digtet, fornemmer jeg, at der siges et vemodigt forvel, der er en længsel og til sidst en trøst ved at tænke på Gud. Og faktisk mistede løjtnant Almer i februar 1798 sin tvillingesøn, Christian (den anden tvilling, Frederik, overlevede), så måske dette var anledningen til at der blev skrevet et trøstende digt til ham.

Løjtnant Almer hed Frederik (Friderich) til fornavn, og ud over at være løjtnant var han toldkontrollør i Marstal 1790 til 1806 – og min 5 x tipoldefar. Han var født 1754 i Ribe som søn af ritmester og premierløjtnant Dionysius Nicolai Almer og hustru Anna Margrethe Brasen. Der var egentlig banet en god karrierevej for Frederik Almer, da han som 14-årig i 1769 blev optaget på Landkadetakademiet, men han blev smidt ud i december 1769, efter at han havde stjålet fra en anden elev ved akademiet. Han fik alligevel en militær karriere, formodentlig først som menig, hvorefter han arbejdede sig op til sekondløjtnant i det holstenske rytterregiment, hvorfra han blev afskediget med 96 rigsdaler i pension i 1785 efter at have brækket sit ben under eksercering med heste. Han var da 31 år. Omkring samme tidspunkt giftede han sig med Nicoline Christine Mortensen. Vielsessted og -dato kendes foreløbig ikke, men parrets første kendte barn døbtes 1.1.1787 i Marstal.

I Generaltoldkammerets arkiv på Rigsarkivet findes flere ansøgninger fra Frederik Almer fra perioden 1787-1790, hvor han søgte om at få et civilt embede, da de 96 rigsdalers pension ikke rakte til at forsørge familien i Marstal. De mere og mere desperate ansøgninger bar frugt i 1790, hvor han fik toldkontrollørembedet i Marstal.

Efter 16 år som toldkontrollør i Marstal gik Frederik Almer med til at afstå embedet i 1806, da han efterhånden var blevet for svagelig til at varetage opgaven på forsvarlig vis. Han fik en årlig pension på 150 rigsdaler. Formodentlig samme år flyttede han og hustruen til Fejø sammen med deres ældste datter og hendes mand. Datteren blev gift i Marstal den 31. oktober med en enkemand, som oprindeligt kom fra Ærø, men havde boet på Femø med sin første kone.

Frederik Almer døde i 1810 ved en tragisk ulykke, hvor han druknede i en brønd i Vesterby på Fejø. Året efter døde hans kone.

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑