Indlæg tagget 1880′erne

Jordemødre

6. oktober 2013

De fleste af mine kvindelige aner var selvfølgelig som kvinder var flest op igennem 1700- og 1800-tallet. De blev gift, fik børn, passede hus og hjem og tog ofte forskelligt kvindearbejde som var af samme type som de allerede udførte for dem selv og deres familier.

Tre kvinder stikker dog en lille smule ud fra mængden. Det arbejde de udførte var stadig kvindearbejde, og på sin vis også et arbejde der var en naturlig del af det liv de levede. Men myndighederne krævede, at de var eksaminerede i deres arbejde – de var jordemødre.

Mine tre jordemødre hjalp fødende kvinder i midten af 1700-tallet i byer på Midtsjælland, i første halvdel af 1800-tallet på landet på Lolland og i slutningen af 1800-tallet i København. Så de rammer de har virket under, har nok været ret forskellige. På Rigsarkivet findes en protokol over eksaminerede jordemødre tilbage fra 1739. Heri findes mine tre aner.

Den ældste jordemoder blandt mine aner er Pernille Hansdatter, som var gift med Emanuel Schwartz. Hun blev eksamineret af den kun ca. 30 år gamle jordemoderkommision den 19. april 1743, hvorefter hun blev jordemoder i Sorø, hvor hendes mand var skrædder. Senere kom de til Ringsted og Næstved, hvor Pernille fortsatte med at bistå barselskvinderne og hvor Emanuel fortsatte som skrædder.

d. 19. April blef Pernille Emanuel Schwartzes Examineret, og bestod hun sig saaledes at hende blef Attest meddelet, efter Hr. Tombs sognepræst udi Sorøe Begiæring for der sammesteds at være Jordemoder

Notering af at Pernille Hansdatter har bestået eksamen som jordemoder, i: Danmarks Jordemoderskole, København; Protokol, Jordemoderuddannelses historie, “Jordemoderkommissionen”, færdiguddannede jordemødre (Rigsarkivet). Teksten siger: “d. 19. April blef Pernille Emanuel Schwartzes Examineret, og bestod hun sig saaledes at hende blef Attest meddelet, efter Hr. Tombs sognepræst udi Sorøe Begiæring for der sammesteds at være Jordemoder”

Ane Hansdatter var en simpel pige fra Nykøbing Falster, der af uvisse årsager havnede i København hvor hun blev kæreste med en fodgarder og blev uddannet som jordemoder den 26. april 1806. Herefter flyttede hun med sin familie til Horslunde på Lolland, hvor hun kom til at virke i 37 år som  en af sognets jordemødre.

Og endelig var der Adolphine Georgine Petersen fra Stege på Møn – som jeg tidligere har berettet om. Også hun kom til København og blev gift med en “militærmand”. Efter blot to års ægteskab blev hun dog enke, da manden begik selvmord i 1883. Året efter – den 3. november 1884 – fik hun eksamen som jordemoder og hun kom til at praktisere i København, også efter at hun var blevet gift igen i 1885.

Vil man læse mere om jordemoderfagets udvikling kan jeg anbefale følgende to bøger:

Stadfeldt, A. Kjøbenhavns Fødselsstiftelse som humanitets- og undervisnings-anstalt, 1787-1887, med en indledning om fødselshjælpens udvikling i Danmark (1887) – kan lånes gennem bibliotek.dk her

Danmarks Jordemødre (1935) – kan lånes gennem bibliotek.dk her

Aunt Mary

17. juni 2013

For ca. 5 år siden kom jeg på sporet af, at min tip-3-oldefar, Karl Hansen, havde en søster, Karen Sophie Hansdatter, der blev mormon i 1850′erne, kort efter at der var indført religionsfrihed i Danmark. Jeg har fortalt hendes historie her. Jeg forskede en del i hendes børn og børnebørns skæbner, og jeg endte sågar med at tage en tur til Canada, for at møde nogle af hendes efterkommere, som i dag stadig bor i området, hvor datteren Caroline Jensdatter slog sig ned i 1890′erne (Cardston, Albertase på kort).

Det er svært ikke at blive grebet af de historier der dukker op, når man begynder at grave i kilderne. Mormonerne er rigtig gode til at værne om familiehistorier, så jeg kunne finde adskillige brudstykker, som samlet gav et godt indblik i rejsen fra Danmark til Amerika og videre til Canada og det liv de levede så langt fra Danmark. Og nu har jeg fundet lidt mere via Ancestry.com, hvor en anden slægtsforsker har lagt et par dokumenter op, der fortæller om en mormonfamilie i anden halvdel af 1800-tallet.

Min tip-3-oldefars søster, Karen Sophie Hansdatter, nåede aldrig selv Utah (hun døde på turen derover), men det gjorde hendes datter Caroline, som slog sig ned derovre med mand og børn i 1862. Carolines yngre søster, Marie Sophie Jensdatter (f. 1840) var allerede i 1859 rejst til Utah, tilsyneladende alene. De oplysninger jeg kunne finde via internettet tydede på, at Marie (nu kaldte Mary) blev gift med en mand ved navn Hans Christian Hansen, som havde 3 andre koner (mormonerne praktiserede flerkoneri indtil omkring 1880′erne). Men i den amerikanske folketælling 1880 var hun pludselig at finde som 2. kone til sin søster Carolines mand, August Valdemar Thomsen. De to søstre blev enker i 1886, og i 1896 vandrede de – vist nok bogstaveligt talt – videre til Alberta i Canada, hvor Caroline købte jord ikke langt fra grænsen til USA. Nekrologen i forbindelse med Carolines død i 1924, og de dokumenter der findes i forbindelse med Carolines køb af jord, antyder, at søsteren, Mary, fortsat boede hos hende. I nekrologen (Lethbridge Herald, 1924-08-01) står:

She nursed her sister Mary for years and then saw her die some 20 years ago.

Det er ikke lykkes mig at finde nogen nekrolog for Mary, der måske kunne fortælle mere om hendes liv. Og en præcis dato for hendes død har jeg heller ikke. Men så var der en bruger på Ancestry.com der lagde et par dokumenter op, som andre brugere kunne se. De fortalte historien om Hans Christian Hansen, der skulle have været Mary’s første mand. Og historien fortæller blandt andet hvordan Mary og Hans Christian skulle have mødt hinanden. Det skete tilsyneladende i Utah, kort tid efter at Mary var kommet dertil. De mødtes helt tilfældigt, men ifølge beretningen begge med et forvarsel om at de skulle giftes med hinanden. Om det nu passer eller ej, så skulle det i hvert fald være ganske vist, at de blev viet den 6. marts 1860, kort tid efter at have mødt hinanden, og dagen inden Hans Christian skulle videre på en mission til Danmark.

Historien fortæller videre, at Mary boede sammen med Hans Christians første kone og deres børn og blev kaldt “Aunt Mary”. Hun beskrives som -

a fine big woman

- hvilket stemmer godt overens med den beskrivelse der blev givet af hende den 16. marts 1859 da hun skulle have pas fra Lollands Nørre herred (Pasprotokol 1846-1859) til rejsen til Utah:

Pas til Pigen Marie Sophie Jensen af Sandby, 19 Aar gl. født i Sandby, taler dansk, er middel af Væxt, og stærk af Bygning, har mørke Haar, brune Øine, til New York og derfra videre til Utah.

Hans Christian Hansens datter har også berettet, at “Aunt Mary” var en stor, stærk, dansk kvinde, og at hun udførte al slags arbejde, blandt andet med deres okser på marken, pløjning, plantning og høst af afgrøder. Det var hårdt arbejde at skaffe mad på bordet i 1860′ernes Utah, men det lader til at Mary var godt bygget til at klare opgaven, også når Hans Christian var væk fra hjemmet og det var kvinderne og børnene, der stod for det daglige arbejde.

Da Hans Christian Hansen kom tilbage fra mission i Danmark i 1862 (i øvrigt samtidig med at Mary’s søster Caroline og dennes familie kom til Utah), tog han yderligere to enlige kvinder som sine koner. Kilderne er ikke helt enige om hvornår, men Mary besluttede selv på et tidspunkt at forlade den store familie med mand og 3 “søstre” og de mange børn, der var kommet ud af ægteskaberne (Mary selv fik dog aldrig børn). Hun var tilsyneladende blevet ked af situationen, og formodentlig i 1872 giftede hun sig med sin søster Carolines mand.

Tilsyneladende havde Mary stadig kontakt med sin tidligere familie, for de kom og vinkede farvel til hende, da hun i 1890′erne drog til Canada. Ved den lejlighed skal Mary have sagt:

I made my first mistake when I left Hans Christian. If this proves to be another mistake, you’ll never hear from me again.

Beretningerne om familien som jeg fandt på Ancestry.com fortæller kun, at man ikke ved mere om hende fra det tidspunkt hvor hun tager til Canada – så måske viste det sig at være endnu en fejlbeslutning fra Mary’s side. Men i det mindste havde hun sin søster hos sig, så man kan håbe, at hendes sidste år ikke blev for mørke og for skuffende for hende.

(Historierne fra Ancestry.com der refereres til, er uploadet og skrevet af Sue Thompson Hull på baggrund af biografier skrevet af Alma W. Hansen)

En far og hans to døtre

14. juni 2013

Min tip-3-oldefar, Mads Rasmussen Greve, udvandrede i 1867 til USA med sin ældste datter og hendes 4-årige søn. Hans yngste datter blev tilbage i Danmark med sin mand og deres børn. Det var vist meningen, at denne familie skulle have fulgt efter faderen og søsteren til Amerika, men sådan kom det – af uvisse årsager – ikke til at gå. Så vidt vides kom den yngste datter aldrig til at se sin far igen, men hun fik breve fra ham, hvor han formodentlig fortalte om sit nye liv i Wisconsin.

Jeg har nu fået kontakt til en amerikansk efterkommer af Mads, et barnebarn af Karen Sophie Vilhelmine Madsen, som Mads’ ældste datter hed. Han lå heldigvis også inde med et billede af sin bedstemor, så nu har jeg billeder af Mads og begge hans døtre. Moderen, Frederikke Adamsdatter, døde i 1859, og det er meget lidt sandsynligt, at der nogensinde blev taget et billede af hende.

Billedcollage af Rasmine Bertine Madsen, Mads Rasmussen Greve og Karen Sophie Vilhelmine Madsen

Til venstre: Rasmine Bertine Madsen (1845-1927). I midten: Mads Rasmussen Greve (1806-1883). Til højre: Karen Sophie Vilhelmine Madsen (1843-1910).

Jeg synes at det er interessant at finde forskelle og ligheder i ansigtstrækkene på de to kvinder og deres far. Mads og Bertine ser ud til at have samme meget markante kindben. De ses til dels også hos Sophie, men ikke lige så markant som hos de to andre. Sophie ser også ud til at have lidt fyldigere læber og en lidt mere spids hage end sin far og søster. Til gengæld ser hendes næse måske ud til at være mere lig hendes fars.

 

Udkantsdanmark anno 1888

21. juli 2012

Jeg besøgte Nakskov Lokalhistoriske Arkiv tirsdag og onsdag formiddag i denne uge, for at kigge i nogle gamle byrådsbøger med uddrag af byrådets forhandlinger af diverse sager. Det kan være ganske underholdende, og man kan få et indblik i, hvilke ting der har optaget byborgerne på et givet tidspunkt.

F.eks. stødte jeg i bogen “Uddrag af Byraadets Forhandlinger for Aaret 1888″ under mødet den 20. marts 1888 på en sag om køreplanen for toget mellem Nakskov og København. Og jeg kunne ikke lade være med at få tanken, at der også dengang var en slags “Udkantsdanmark”.

Overretssagfører Fasting, der sad i byrådet på dette tidspunkt, foreslog at man henvendte sig til indenrigsministeriet med forslag til nogle ændringer til den ny køreplan “for den lolland-falsterske Jernbane”, som skulle træde i kraft 1. juni. Han mente at der var nogle store ulemper ved den nye køreplan, som havde 6 færre tog om dagen. Køretiden mellem Nakskov og København ville blive forlænget, selv om køretiden mellem Nykøbing og København blev forkortet, et vigtigt formiddagstog skulle bortfalde, hvorved en hurtig forbindelse til udlandet ville forsvinde og man kunne forvente øget pres på morgentoget med forsinkelser til følge, og endelig passede forbindelsen for “Dampskibet mellem Nakskov og Spodsbjerg” ikke længere med middagstogene fra Nakskov.

Overretssagfører Fasting foreslog derfor følgende:

  1. Aftentoget fra Kjøbenhavn Kl. 6.50, der nu standsede i Nykjøbing Kl. 11.45, burde føres igjennem til Nakskov, hvor det da vilde kunne ankomme Kl. 1.05. – Dette Tog medbringer Hovedposten, der nu henligger i Nykjøbing saalænge, at den kunde naa hurtigere til Nakskov pr. Vogn end pr. Jernbane. I hvert Fald burde Morgentoget fremskyndes saa meget, at det ikke ankom til Nakskov senere end Kl. 8.30, men den Udgift, som Fremførelsen af Nattoget fra Nykjøbing til Nakskov vilde medføre, kunde ikke være for stor i Forhold til de Fordele, som den vilde bringe Lolland, i hvilken Henseende det maatte erindres, at Landposterne vilde kunne komme saa tidlig ud, at ialtfald de fleste kunde være tilbage til Eftermiddagstogets Afgang. Skulde der gives Afkald paa Formiddagstogene Kl. 10.35, kunde Morgentogene maaske afgaa lidt senere.
  2. Forbindelsen mellem Iltogene paa Falster og Lollandstogene burde bevares i Nykjøbing for Togene i begge Retninger. Den Omstændighed, at den lolland-falsterske Bane havde indladt sig paa den slette Forretning at drive Gjedserbanen, burde dog ikke bevirke, at der alene tænktes paa denne og Forbindelsen mellem Norden og Tydskland; og med god Villie lod Forbindelsen sig selvfølgelig ogsaa opretholde.
  3. Aftentogene kunde uden Skade afgaa noget senere i begge Retninger.

Ud fra ovenstående kan man se, at det dengang tog godt seks timer at rejse med toget fra København til Nakskov! Og så var forbindelsen til Gedser allerede dengang en dårlig forretning…

Byrådet besluttede at skrive til indenrigsministeriet og “den lolland-falsterske Jærnbanebestyrelse” med ovenstående forslag. Samtidig ville man opfordre Generalpostdirektoratet til at interessere sig for sagen, da forringelserne i den nye køreplan ville få betydning for postuddelingen på Lolland.

Fastings afsluttende bemærkning som argument for sit forslag fortjener at blive citeret ordret:

… han tilføiede sluttelig, at vi vel ikke vare forvænte med Jernbaneforholdene, idet man blot behøvede at pege paa den skandaløse Stationsbygning, vi have heri Byen, men at Selskabets Bestyrelse, der uheldigvis havde sit Sæde i Kjøbenhavn, naar der ikke optraadtes mod nye Tilbageskridt, med Rette maatte kunne tro, at vi ikke havde noget imod Ordningen.

 

Adolphines nye familie

16. juli 2012

Min farmors morfars biologiske mor hed Adolphine Georgine Petersen og kom fra Stege. Som ung pige kom hun til København hvor hun mødte min tiptipoldefar, Carl Vilhelm Georg Michelsen. Han var oversergeant ved 24. bataljon der holdt til på Sølvgades kaserne. Parret var blevet forældre i 1880 (min tipoldefar), giftede sig året efter og fik endnu en barn, en datter, i 1882. Lykken endte dog brat, da Carl Vilhelm Georg Michelsen valgte at begå selvmord en martsdag i 1883, kun 30 år gammel.

Jeg har længe været på bar bund med hensyn til min tiptipoldemors videre liv og skæbne, men takket være indekseringen af Politiets Registerblade, har jeg endelig fået et gennembrud i sagen. Jeg fandt Adolphine Georgine Petersen registreret som hustru til en fuldmægtig Johannes Brink, der var født i Sverige. Med udgangspunkt i oplysningerne på Johannes Brinks registerblad har jeg tjekket folketællinger og kirkebøger, og jeg har søgt lidt videre på internettet for at få lidt mere kød på familien.

Titanic

Johannes Brenk arbejdede for White Star Line i 1912, da rederiet mistede sit skib Titanic og en masse mennesker mistede livet i dets tragiske forlis

Adolphine giftede sig med Johannes i 1885 i Trinitatis kirke. Johannes hed på dette tidspunkt Pehrsson til efternavn, men i 1901 fik han og hans børn tilladelse til at føre familienavnet Brenk, som altså andre steder er blevet til Brink. I perioden 1888 til 1893 fik de fire børn, muligvis fik de et femte barn, de døde tidligt, men det har jeg endnu ikke fundet. Det yngste af deres børn var Valdemar Emil Brenk, som blev præst ved Sundby kirke, og desværre døde allerede i 1933, kun 40 år gammel.

Johannes Brenk var kontorist da han giftede sig med Adolphine. Senere blev han fuldmægtig hos White Star Line som havde kontor i Nyhavn 5. White Star Line var rederiet der havde skibet Titanic, der som bekendt sank på sin jomfrurejse i 1912. Johannes arbejdede for White Star Line på dette tidspunkt, så historien om Titanics forlis har formodentlig påvirket ham en del. Måske har han også tænkt lidt over, at det kunne have været hans egen familie, der var omkommet til havs, for hans 3 ældste børn var rejst til New York året forinden med et andet af White Star Lines skibe, Olympic, der ankom til New York den 21. juni 1911 efter en mere vellykket jomfrurejse fra Southampton.

Adolphine døde i 1930 efter at have været enke i ca. 6 år. Det var hendes søn, der forrettede begravelsen, og hun blev begravet på Vor Frelsers kirkegård i København. Min tipoldefar (og formodenlig også hans søster) var blevet adopteret af andre familier, hvilket jeg finder en smule underligt, når Adolphine giftede sig igen 2½ år efter at hun var blevet enke første gang. Det kunne jeg godt tænke mig at grave lidt mere i ved lejlighed.

Jeg håber også at kunne finde ud af lidt mere om Adolphines nye familie, da de krydser spor med interessante dele af Verdenshistorien, Danmarkshistorien og den lokale historie (sønnen, Valdemar Emil Brenk, var tilsyneladende aktiv i etableringen af Højdevangskirken på Amager).

 

Nye oplysninger om triste skæbner

24. oktober 2010

Jeg har tit undret mig over, hvad årsagen var, til at mine tiptipoldeforældre (Rasmus Pedersen og Bodil Marie Andersdatter) pludselig ved folketællingen 1890 boede i hver sin lejlighed på samme matrikelnummer, efter at de havde boet sammen i mere end 20 år og fået 10 børn sammen. De var ikke gift, sandsynligvis fordi Rasmus ikke kunne få tilladelse til at gifte sig igen, efter at være blevet separeret fra sin første kone. Men hvad kunne være årsagen til, at de flyttede fra hinanden, og at Bodil Marie i 1891 giftede sig med en yngre mand og flyttede til København. Ved et tilfælde stødte jeg for nylig på oplysninger, der forklarer årsagen; i slutningen af 1887 bliver en masse ugifte par i Nakskov bedt om at afslutte deres “forargelige samliv” jf. §178 i Straffeloven af 1866. Det vil sige, at de enten skulle gifte sig, eller at de skulle flytte fra hinanden og afslutte samlivet. Bodil Marie bad i februar 1888 fattigvæsenet i Horslunde-Nordlunde om tilladelse til at gifte sig med Rasmus, men Rasmus Pedersen fik tilsyneladende ikke lov til at gifte sig igen – så de måtte flytte fra hinanden, hvis de ikke skulle risikere fængsel. Det var barske betingelser, og jeg har virkelig ondt af mine tiptipoldeforældre. Der er ikke noget at sige til at Bodil Marie prøvede lykken med en anden mand, som hun kunne gifte sig med. Men stakkels Rasmus, der som 66-årig sad tilbage, alene fordi han ikke måtte gifte sig igen, og heller ikke måtte leve sammen “på polsk”.

Endnu en tyv i familien

10. august 2009

Ved et rent tilfælde, da jeg ledte efter noget andet, faldt jeg over en dom i Lollands Sønder herred, som min 2 x tipoldefars bror fik i 1881, da han var 21 år gammel. Andreas Valdemar Carlsen (1.12.1859-5.2.1909) havde stjålet en pung med 4 kroner og 63 øre, en guldmedaljon og 14 cigarer fra to forskellige personer. For det måtte han sidde i fængsel på vand og brød i 2 x 5 dage og tilbagebetale beløbet på 4,63 kroner, som han havde brugt. Desuden skulle han betale sagens omkostninger, salæret til “aktor og defensor” på 2 x 12 kroner.