Indlæg tagget 1830′erne

Skt. Croix Sukkerhus

27. maj 2014

Nogle gange fatter jeg interesse for små detaljer jeg kommer forbi i gamle, støvede protokoller – fordi de pirrer min historiske nysgerrighed. For en del år siden var det en oplysning om, at en bror til en af mine aner arbejdede “paa St. Croix Sukkerhuus paa Garnisonspladsen [i København] hos Sukkerraffinader Rønnekamp ½ Aar”, der gjorde mig interesseret i at finde ud af lidt mere om dette sukkerhus og hr. Rønnekamp – og sukkerhuse i almindelighed. Jeg har ikke kunnet identificere nogen samlet skriftlig fremstilling om Skt. Croix Sukkerhus, så over et par dage væbnede jeg mig med et par kopper kaffe, en computer med internetforbindelse, lidt tålmodighed og nogle kreative søgestrategier – og en gennemtrawling af internettet bragte mig egentlig rimeligt langt i forhold til at få svar på nogle af mine spørgsmål.

Inden jeg sammenfatter, hvad jeg har fundet ud af om Skt. Croix Sukkerhus, bør jeg nævne, at et element af min nysgerrighed også kom fra en byvandring jeg var på, for et par år siden. Byvandringen blev forestået af Another Copenhagen og foregik “I slavernes spor” rundt i København. Når denne byvandring havde relation til Skt. Croix Sukkerhus så skyldes det selvfølgelig, at sukkeret kom til København via de Vestindiske Øer, og at det var en del af trekantshandlen, hvor danske varer blev byttet til slaver i Afrika, som igen blev byttet til eksotiske varer (bl.a. sukker) på de Vestindiske Øer. Det rå rørsukker blev sejlet tilbage til København, hvor det blev forarbejdet på sukkerraffinaderier rundt omkring i byen, inden det blev solgt videre. man kan få en lille smagsprøve på turen i slavernes spor i klippet nedenfor.

Placeringen af Skt. Croix Sukkerhus

Sankt Croix Sukkerhus var ét af disse sukkerraffinaderier i København, hvor rørsukkeret blev forarbejdet, så det kunne sælges videre som forbrugsvare. Jeg vidste fra Christianssæde birks politiprotokol 1836-38 og forhøret af min anes bror, Hans Christian Hansen (findes pag. 41-44), at Skt. Croix Sukkerhus lå på Garnisonspladsen. Det var et andet navn for Skt. Annæ Plads, fordi Garnisonskirken lå og ligger ved pladsen. Manden bag sukkerraffinaderet skulle hedde Rønnekamp – der er tale om Christian Rønnenkamp, om hvem det oplyses på wikipedia, at han netop anlagde et sukker- og saltraffinaderi ved Skt. Annæ Plads.

Sukkerhus fra før 1787

Jeg tvivler dog på, at det rent faktisk var Christian Rønnenkamp der anlagde Skt. Croix Sukkerhus, for jeg har kigget i folketællinger fra København 1787, 1801, 1834 og 1840 samt Kraks vejvisere over København for årene 1795, 1800, 1805, 1814-15, 1819-20, 1825, 1830, 1835 og 1840 for at følge dels hr. Rønnenkamp og dels den adresse hvor hans sukkerraffinaderi lå. I hvert fald tilbage til 1787 har der tilsyneladende været arbejdet med sukker på det sted, hvor Rønnenkamp ifølge wikipedia skulle have oprettet et sukker- og saltraffinaderi. På adressen Amaliegade 71P (det nuværende Amaliegade 4) findes i folketællingen 1787 en Niels Nielsen Hald, der er sukkermester. Han er enkemand med tre døtre og to sønner, en tjenestepige, tre svende og ni læredrenge på adressen. Der står godt nok ikke i folketællingen, at det er “Skt. Croix Sukkerhus” vi er i, men i Kraks vejviser for 1795, dvs. otte år senere står listet “Herfort, Mth., Bogholder ved St. Croix Sukkerraffinad., Amaliegade 71P”. Der er tale om Mathias Herfort[h], som også er at finde på adressen ved folketællingen 1801 og videre frem i vejviserne til i hvert fald 1814-15. Jeg mener derfor, at Skt. Croix Sukkerhus har ligget i det nuværende Amaliegade 4 allerede i 1787 og formodentlig et stykke tid før.

Rønnenkamps sukkerraffinaderivirksomhed

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus

Christian Rønnenkamp, der ejede Skt. Croix Sukkerhus. Fra wikipedia.

Christian Rønnenkamp findes også i Kraks vejviser 1814-15, men han bor da i Store Kongensgade og benævnes grosserer og forsørgelsesforstander. I vejviseren 1819-20 har han skiftet stillingsbetegnelse til grosserer og sukkerraffinadeur, men han bor stadig i Store Kongensgade. Han har forretningen “Rønnenkamps Sukkerraffinaderie og Udsalg” i Dronningens Tværgade. De to adresser fra år 1819, Store Kongensgade 244 og Dronningens Tværgade 280, er senere lagt sammen til det nuværende Dronningens Tværgade 12. Måske var det hér og ikke i Amaliegade, Rønnenkamp oprettede et sukkerraffinaderi? Senest i 1830 er han dog at finde på den kendte adresse i Amaliegade (ifølge vejviseren), så ganske tænkeligt har han overtaget det eksisterende Skt. Croix Sukkerhus på dette tidspunkt.

Afslutningen på Skt. Croix Sukkerhus

Ud fra min research ser det ud til, at Skt. Croix Sukkerhus er lukket ned mellem 1835 og 1840. Rønnenkamp står i Kraks vejviser 1835 som “Eier af St. Croix Sukkerraffinaderie, og det kgl. privil. Saltraffinaderie, St. Anneplads 115B” (det er stadig det nuværende Amaliegade 4, der blot nu har fået nyt matrikelnummer) – men i 1840 findes han ikke længere i København. Og i folketællingen 1840 bor der på adressen heller ikke længere mennesker med tilknytning til sukker- eller saltraffinering. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon købte Rønnenkamp Næsbyholm og Bavelse godser i 1835, så det kunne godt passe med, at han samtidig har opgivet sit sukkerhus i København. Det falder også godt sammen med den generelle nedgang der var i sukkerraffinaderier i København efter år 1800. Ifølge en jubilæumsbog* for De Danske Sukkerfabrikker fra 1922 gik man fra 18 raffinaderier i 1798 til 11 i 1837, og ét af de nedlagte sukkerhuse kunne godt være Skt. Croix.

* Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker 1872 – 20. april – 1922 : et Festskrift. Af Povl Drachmann. Egmont H. Petersen, 1922 (se bogen i bibliotek.dk)

 

Endelig bid

25. januar 2014

I dag fik jeg endelig papirene i min 3 x tipoldefars første separations- og skilsmissesag at se. Som jeg håbede og beskrev i mit forrige indlæg, lå sagen pænt samlet under sagsnummer 1658/1844 i Præstø Amts arkiv.

Sag nr. 1658/1844 Præstø Amt

Sag nr. 1658/1844 Præstø Amt

Det betød, at jeg blot skulle åbne arkivæsken med Præstø amts journalsager fra nr. 1594 til nr. 1755 og forsigtigt bladre mig frem til nr. 1658, så var der bid.

Da sagen jo indeholdt dokumenter fra 10 års behandlinger, så var der en del papirer i sagsbunken. Jeg bladrede først det hele igennem for at få et indtryk af, hvad der egentlig lå der, og for at læse lidt hist og pist, der kunne stille min nysgerrighed. Derefter affotograferede jeg alle dokumenterne, så jeg ved lejlighed kan nærstudere hvad der er foregået i sagen, og hvad papirerne måske kan fortælle af detaljer om Hans Daniel Schwartz’ liv i 1830′erne og 1840′erne.

Umiddelbart var der ret mange papirer med en kvittering for, at alimentations- og underholdningsbidrag var blevet betalt til Karen Sophie Larsdatter. Beløbet var på 7 rigsdaler og 3 mark pr. halvår. Der er nok ikke noget overraskende i de kvitteringer. Og ud fra min hurtige skimning af papirerne, så venter jeg heller ikke at finde nogen større overraskelser i resten af bunken. Det lader til at parterne var enige om separation, men det var Karen Sophie Larsdatter der søgte separationen og senere også den endelige skilsmisse. Ved separationsansøgningen skrev hun, at det ikke var målet at søge endelig skilsmisse, men det lader til, at hun senere ønskede at gifte sig igen, og så skulle der jo en skilsmisse til. Årsagen til, at hun oprindeligt blot ønskede separation, kunne være, at det var for dyrt at få en skilsmisseansøgning behandlet. I forbindelse med skilsmisseanmodningen søgte hun nemlig også om, at den måtte blive behandlet gratis, da hun ikke var formuende.

Nederst i bunken af papirer i sagen lå nogle udtalelser vedrørende Hans Daniel Schwartz fra nogle af hans arbejdsgivere. Peter Møller, ejeren af Holme Mølle i Holme Olstrup sogn, skrev f.eks. den 13. januar 1835:

Møllersvend Hans Daniel Schwartz har været i min Tjeneste fra 1ste November 1831 til 31 August 1832, og i denne Tid opført sig til min særdeles Tilfredshed, hvorfor jeg paa det bedste tør anbefale ham til enhver Forekommende, som en særdeles duelig, ordentlig, paapasselig og sædelig Person.

En anden udtalelse fortæller, at Hans Daniel Schwartz specifikt har arbejdet som møllebygger. Oftest står han nævnt som møllersvend, men Frederik Jappe, der bestyrer Freerslev Vandmølle, skriver, at Hans Daniel Schwartz i perioden 1. juli til 1. november 1831 har hjulpet med “Møllebygger arbeide” på forskellige steder. Og Jappe var tilfreds med det arbejde, Schwartz havde udført, og han betegnede ham som “sædelig og ordentlig”. Det er nogle gode udtalelser at have fundet, for de fortæller mig lidt mere om personen Hans Daniel Schwartz, så han ikke længere bare er den af mine forfædre der – usædvanligt for tiden – nåede at blive skilt to gange.

Journalsag 1658/1844 Præstø Amt

18. januar 2014

Årets første besøg på Rigsarkivet varede fem kvarter og gav mig endelig journalnummeret på den sag, hvorunder hele separations- og skilsmissesagen mellem Hans Daniel Schwartz og hans første hustru, Karen Sophie Larsdatter, bør findes.

Det var ikke svært i sig selv at finde referencen til, at der var en skilsmissesag, og at den var behandlet under Præstø Amt. Det startede med en ansøgning fra Karen Sophie Larsdatter om at måtte blive separeret fra Hans Daniel Schwartz i 1831. Ved hjælp af navneregistret til journalen for Præstø Amt 1831, fandt jeg frem til at behandlingen af sagen havde fået journal nr. 1585. Selve journalen er ordnet efter sagsnummer, så det var bare at slå op på nr. 1585.

Kone Karen Sophie LarsDr. Af Storeheddinge Overdrev sender et Forlig og søger om Separations-Bevilling for sig og Mand Møllersvend H: D: Schwartz

- stod der i sagsbeskrivelsen i journalen, og så nogle notater om hvordan sagen var sendt frem og tilbage mellem forskellige instanser for at blive behandlet. Og til allersidst stod “Overført til No. 589/1835″. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg arkivæsken med Præstø Amts journalsager, at separationssagen ikke fandtes under nr. 1585 for år 1831. Det gjorde den ikke, så det var formodentlig rigtigt, at sagens akter var blevet ført med over i en ny sag i 1835.

Herefter fulgte opslag i journalen for 1835, hvor jeg igen fik at vide, at sagen var blevet overført. Denne gang til nr. 1038 i år 1837. Flere opslag, flere henvisninger – nu flyttede sagen hele tiden til et nyt sagsnummer i det efterfølgende år, fordi der skulle inddrives alimentationsbidrag hos Hans Daniel Schwartz til den datter han havde fået med Karen Sophie Larsdatter i 1829. Alimentationsbidrag skulle på den tid betales indtil barnets fyldte 14 år, så jeg kunne regne ud, at jeg blev nødt til at følge sagens referencer indtil omkring 1843, hvor datteren den 2. november kunne fejre sin 14 års fødselsdag. Heldigvis havde jeg også bestilt journalen for 1844, for det viste sig, at sagen fra 1843 også var blevet videreført til en ny sag – sagsnr. 1658 – i 1844.

Men nu har jeg så endelig et nummer, der fortæller mig, hvilken arkivkasse jeg skal bestille for at undersøge, om separations- og skilsmissesagen skulle være bevaret. Jeg håber at den, på trods af alle overførslerne, vil være at finde i sin helhed i den æske jeg nu har bestilt til Rigsarkivets læsesal til på lørdag. Og jeg håber, at sagen kan give mig lidt flere detaljer om min tip-3-oldefars liv.

Et arvestykke

1. oktober 2012

Min far gav mig en bog i går. Ikke en hvilken som helst bog, men en meget gammel bog, som jeg nu er blevet den 6. dokumenterede ejer af. Alle foregående ejere af bogen er mine forfædre i direkte linje – min far, min farfar, min oldefar, min tipoldemor og min tiptipoldefar. Og vi har alle sammen skrevet vores navn i bogen. Min tiptipoldefar skrev på første blad:

Denne Bog tilhører
Jensen Pedersen
Østerbye
4 Linie Bataillion
2 Compagnie No 82

Han hed egentlig Jens Pedersen, så hvorfor han har skrevet “Jensen Pedersen” ved jeg ikke. Måske var det noget han blev kaldt. Jeg ved ikke hvornår han fik bogen, men det kunne tyde på, at det var forud for hans soldatertid eller før hans deltagelse i en af de slesvigske krige, siden han har skrevet sit militære tjenestested og nummer. Familiehistorien vil vide, at han deltog i krigen 1864 og blev såret under slaget ved Sankelmark, men jeg mangler at undersøge, om det findes dokumenteret.

Arvestykke bogens første side

Min tiptipoldefars inskription i bogen. (Klik på billedet for at se i større format.)

Bogen har mistet sit omslag undervejs igennem de ca. 150 år den har været i familiens eje. Og den hænger kun lige sammen i bladene. Den indeholder forskellige små fortællinger og beretninger, som tilsyneladende har et kristent omdrejningspunkt. Jeg googlede nogle af titlerne og fandt på Google Books, i “Dansk Litteraturtidende for Aaret 1822” en liste over “Smaa Skrivter, udgivne af Tractatselskabet i Lyngbye”. Det ser ud til at de fleste, hvis ikke alle, af bogens fortællinger står på denne liste – dog i en lidt anden rækkefølge. Og i bogen findes nogle fortællinger, som ikke findes på listen over de små skrifter, som formodentlig blev udgivet i 1822. Jeg tror, at der må være tale om en senere genudgivelse med tilføjelse af flere skrifter. De fleste enkelte fortællinger har sit eget titelblad, hvorpå det fremgår hvor og hvornår de er trykt. De ser ud til alle at være trykt hos bogtrykker Christopher Græbe i København, seneste trykningstidspunkt angivet er år 1833. Jens Pedersen var født i 1830, så det kan vel også tænkes, at bogen har haft en ejermand mere – nemlig Jens’ far eller mor, der har givet den til Jens. Men det er kun en spekulation.

Arvestykke-bogen

Titelblad til første fortælling i bogen samt tidligere ejeres inskriptioner. (Klik på billedet for at se i større format.)

Der er til gengæld mere belæg for at hævde, at bogen egentlig har haft to yderligere ejere undervejs på sin rejse gennem generationerne. Min tiptipoldemor arvede bogen da hendes mand, Jens Pedersen, døde i 1883. Det var derfor hende, der gav den videre til datteren, Karoline Petersen, i 1891. Karoline var da 21 år gammel. Karoline gav den videre til sønnen, Jens Ove Karlsen, da han var 17 år gammel i 1922. Han passede på bogen i 48 år og gav den videre til sin ældste søn, Jens Jakob Karlsen, i 1970. Jens Jakob var da 37 år gammel. Da Jens Jakob døde i 1989 blev det hans enke, Ketty Agnete Karlsen, der automatisk arvede bogen, men hun gav den straks videre til sønnen, Jens Erik Karlsen, som da var 37 år, samme alder som hans egen far havde, da han fik bogen. Og nu har jeg så, 36 år gammel, arvet bogen af min far. Og jeg vil passe godt på den, så jeg en dag kan give den videre til min nevø eller niece, hvis jeg ikke selv får børn.

Andreas C. Hansen i Forsvarets Arkiver

9. september 2012

Min 3 x tipoldefar, Karl Hansen, var ud af en børneflok, hvor stort set alle har været gode til at skabe spor efter sig i myndighedernes arkiver. Én af hans brødre hed Andreas (Christian) Hansen. Han var født i København 1806 og havde en militær “karriere” i sine unge år, ligesom sin far, farfar og oldefar. Jeg har på det seneste prøvet at få flere detaljer på plads fra hans tid ved forsvaret. Det betød at jeg måtte have fat i en kildegruppe, som jeg ikke ellers har så meget erfaring i.

Lægdsruller har jeg efterhånden kigget i nogle gange, så der ved jeg nogenlunde hvad jeg har med at gøre. I lægdsrullen 1827, 2. sjællandske distrikt, Maribo amt, lægd nr. 93 stod der under anmærkninger for Andreas Christian Hansen:

1827 PCFR. Er avanceret til Underofficeer 1/4 1829.

Forkortelsen PCFR står for Prins Christian Frederiks Regiment, hvor flere af mine lollandske forfædre har gjort tjeneste.

Da Andreas senere – i 1860 – var afhørt og dømt i en sag om diverse tyverier i Lollands Nørre Herred, undersøgte man, om han var tidligere straffet:

Dommeren fremlagde
Strafattest fra Sønderherreds Jurisdiction
Do. fra Elbo-Brusk og Holmans Herreder
Do. fra 6’ Infanteri-Bataillon fremsendt med Skrivelse fra samme, hvilke Documenter følge og efter hvilke Comparenten ikkun er straffet for Vagt­forseelse og Respectstridigt Forhold.

Her fik jeg altså oplysning om, at han var straffet for to forhold ved 6. infanteribataljon. Ved samme forhør oplyste Andreas, at han havde været underofficer ved Prins Christians Regiment 1827-1837, så det måtte være i den periode han var blevet straffet.

Jeg startede med at kigge på stambøger fra Prins Christian Frederiks Regiment, hvor Andreas havde tjent. Det kan være lidt vanskeligt at finde frem til det rette regiment, da de har skiftet navne mange gange undervejs i historien. Og som regel er arkiverne registrerede under det sidste navn som regimentet havde. Men en søgning i Daisy – Statens Arkivers database – på “Prins Christian Frederiks Regiment” ledte frem til arkivskaberen “Prinsens Livregiment (3. Regiment), Prins Christian Frederiks Infanteriregiment”. Da jeg ovenikøbet kunne se, at det officielle navn i 1860 var 6. infanteribataljon (hvorfra straffeattester vedr. Andreas Christian Hansen var sendt samme år), så var jeg nok på rette spor.

Under arkivserie G. Stambøger 1790-1933 fandt jeg frem til pakkenr. 404 og 405 der dækkede perioderne 1811-1827 og 1828-1846. Heri fandt jeg Andreas registreret med tilgang til Grenaderkompagniet 1827. Man har også beskrevet hans udseende; lyst hår, lang ansigtsform og blå øjne, og så var han 65 3/4 tommer høj. Der står endvidere, at han var avanceret til korporal 14. april 1829, så jeg gik videre til listen over tilgang til Grenadierkompagniet 1929. Dér stod han som “Corporal And: Christ: Hans: Kjøbenhavn” (soldaterne havde deres fødeby som tilnavn). Bortset fra at hans højde nu blev målt til 66 tommer, så var beskrivelsen af ham den samme. Det var også oplyst, at han havde tegnet kontrakt (“capitulation”) på 8 år fra 1. april 1829. Det passede med at han var underofficer til 1837, som han senere oplyste. Næste skridt var derfor listen over afgang fra Grenaderkompagniet i 1837, og her stod Andreas Christian Hansen rigtig nok også med oplysningen “31 Marts demitteret efter udtjent Tid”.

Stambøgerne bekræftede egentlig blot noget jeg vidste i forvejen – men jeg fik nogle mere eksakte datoer at vide, og jeg fik en beskrivelse af Andreas Christian Hansens udseende. Nu ville jeg så prøve at finde mere om de domme han havde modtaget.

Jeg har Jørgen Greens bog Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver stående i reolen, og heri læste jeg om hærens straffearkiver. Det ledte mig frem til at det nok var Generalauditørens arkiv jeg skulle have fat i. I Daisy fandt jeg arkivskaberen “Generalauditøren, auditøren ved 6. Bataljon”, hvor der fandtes justitsprotokoller fra perioden 1782-1880. Jeg bestilte de to pakker der dækkede perioden 1827-1837, hvor Andreas gjorde tjeneste og var på kontrakt.

På Rigsarkivet i går begyndte jeg så at bladre den ene justitsprotokol (dækkende 1832-1838) igennem. Og der var bingo! Først fandt jeg Andreas’ anmodning om tilladelse til at indgå ægteskab i 1834, og derefter sagen fra 1835, hvor han blev dømt for “respektsforseelse”.

Andreas Christian Hansen - dom 1835

Dommen mod Andreas Christian Hansen i 1835. Generalauditøren, Auditøren ved 6. Bataljon; F. Justitsprotokol; 1832-1838, side 415 (Rigsarkivet)

Det er noget helt særligt at kunne læse forhøret og ikke blot nøjes med at vide, at han blev dømt 5 dage på vand og brød for respektforseelse. F.eks. fremgår det af forhøret, at han var på vej ad “Gotersgade” og at han havde en aftale om at mødes med en mand på et bestemt tidspunkt. Kongens Regiments Jægerkorps kom forbi, og Andreas hilste ikke på kaptajnen (formodentlig: gjorde ikke hornør), som man ellers skulle, selv om man som Andreas var permitteret på dette tidspunkt og klædt i civil. Han blev bedt om at komme hen til kaptajnen, men det ville han ikke, og han havde flere undskyldninger for dette under forhøret. Han havde travlt, han troede ikke at han skulle hilse. Og så havde nogen hørt ham være lidt næsvis, da han afviste at komme hen til kaptajnen. Blandt andet skulle han have truet med at lade kaptajnen sætte i Raketten. Jeg studsede over dette udtryk; det gav ikke umiddelbart mening. Men jeg googlede ordet “Raketten” i forskellige kombinationer med andre ord, bl.a. regiment, for at ramme noget der havde med forsvaret at gøre. På Google Books fandt jeg en side i bogen H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds, hvor “Raketten” var nævnt som et “smuds- og sensationssblad” grundlagt 1831 af Mathias Winther. Andreas havde altså truet med at ville tilsmudse kaptajnen fra jægerkorpset i offentligheden.

Jeg har endnu ikke fundet den anden sag, hvor Andreas blev dømt for vagtforseelse. Af sagen 1835 fremgik det, at han ikke tidligere var straffet, så vagtforseelsen må være sket i perioden 1835-1837. Jeg fandt den dog ikke i protokollen i denne periode. Næste skridt må være at undersøge, om det alligevel er sket tidligere, eller om det er et andet sted end i Justitsprotokollen jeg skal lede.

Fire års tugthusstraf til Karl Hansen i 1851

13. august 2004

Så har jeg fået tygget mig igennem lidt mere materiale om den ofte nævnte Karl Hansen… Det væsentligste i det nye er, at han ved sin tredje dom fik fire års tugthusarbejde. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret med de nyeste oplysninger. En anden detalje, der har vist sig, er, at der også har været interne stridigheder i familien. Det førte en sag med sig i 1838, hvor Karls bror, Andreas, tilsyneladende havde slået sin svigerinde, der var gift med en tredje bror, Hans Christian. Sagen bundede i nogle økonomiske mellemværender i familien og blev forliget ved at mellemværenderne blev udredet.

Tyverisag mod Karl Hansen i Horslunde

23. juni 2004

Jeg er gået i gang med at finde ud af de nærmere omstændigheder omkring min tiptipoldefars (Karl Hansen, ane 64) fængselsstraf i 1837. Det er første gang han er anklaget for tyveri, som er foregået helt eller delvist i samarbejde med hans to brødre Hans Christian Hansen og Jens Nicolai Hansen samt et par andre mænd fra Horslunde. Den ældste bror Hans Christian Hansen dømmes også for at have lokket bl.a. Karl til at begå tyverierne. De stjålne genstande var bl.a. høns, vår, blårlærred, knive og gafler, tøj og økser, taget fra forskellige personer i Horslunde, fx hvor Karl havde tjent. Fortællingen om Karl Hansen er blevet opdateret med de nyeste oplysninger.