. Slægtshistorier" />
Hjem » Slægtshistorier » Min oldemor og Kaj Munk

Min oldemor og Kaj Munk

En af historierne i min familie handler om, at min oldemor havde gået i skole med Kaj Munk. Det skulle være sikkert og vist, men jeg havde indtil i fredags ikke fundet det dokumenteret i nogle skriftlige kilder. Jeg havde egentlig heller ikke rigtig ledt efter beviset, for jeg vidste ikke helt hvilken skole det kunne dreje sig om. Min oldemor, Kathrine, var født i 1896 og boede i Græshave/Gloslunde-området på Lolland. Kaj Munk var født i 1898 og boede fra han var 5 år gammel i Opagerskov på Lolland og gik i skole dels i Opager og dels i Vejleby. Det var alligevel et lille stykke vej fra Græshave/Gloslunde.

Men så stødte jeg på en oplysning i folketællingen 1911, hvor min oldemor boede i Øster Skovby under Græshave sogn. Her stod, at hun var kommet til sognet i 1908 fra Vejleby. Hvis hun havde været i Vejleby, måtte hun jo næsten have gået i skole med Kaj Munk dér. Og ganske rigtigt, i en elevprotokol fra Vejleby Skole står der, at hun har gået på skolen fra 28. marts 1906 til 29. januar 1908. Kaj Munk gik på samme skole fra januar 1907 til maj 1910, så de gik altså i skole sammen i 10 måneder, da Kathrine var 11 år gammel og Kaj var 9.

Oplysningerne fra elevprotokollen har jeg fået af Søren Daugbjerg, som har skrevet en fin bog om landsbyskolelæreren Martinus Wested på Vejleby skole (udkommet 2003 på Poul Kristensens Forlag), herunder også hans forhold til Kaj Munk. Bogens forsidebillede er en opstilling af elever på Vejleby skole fra cirka det tidspunkt hvor min oldemor gik på skolen. Årstallet hvor billedet er taget, kendes ikke nøjagtigt, men jeg mener at have spottet min oldemor (og Kaj Munk) på billedet.

Jeg har zoomet ind på min oldemor og lavet en billedcollage for at sammenligne pigen på skolebilledet med to senere billeder af min oldemor. Jeg synes at der er en så stor lighed, at jeg næsten godt tør konkludere, at det virkelig er min oldemor, der er med på skolebilledet.

Tre billeder af Kathrine

Til venstre: Pigen på skolebilledet fra Vejleby - er det Kathrine? I midten: Kathrine ca. 18 år gammel. Til højre: Kathrine ca. 33 år gammel.

Jeg har ikke tidligere set billeder af min oldemor fra hendes barndom, hvis man ser bort fra et billede, hvor hun er ca. 1 år gammel, og dermed ikke rigtig har udviklet sine ansigtstræk endnu. Heldigt, at hun gik i skole med Kaj Munk og dermed (måske) kom på forsiden af en bog om deres fælles lærer på Vejleby Skole!

Slægtshistorier , ,

4 kommentarer til “Min oldemor og Kaj Munk”

  1. Du har helt ret Linda, ligheden er slående. Det kunne være spændende, om der findes nogen, der kender billedet fra bogens omslag, og som ved, hvornår billedet er taget.

  2. Benny Schwartz Larsen

    Du har ret Linda,det kan sagtens være Katrine (min mormor), der er på det billede.
    Jeg har et skolebillede (hvorfra kan jeg ikke huske), men der kan man se Katrine som ca. ca. 14 årig vil jeg tro. I så fald er det vel fra Græshave skole. Jeg lægger det på min facebooke, da jeg jo ikke kan lægge det på denne side.
    Hilsen
    Benny

    • Det lyder da virkelig spændende, Benny. Det glæder jeg mig meget til at se og sammenligne med det andet skolebillede.

  3. [...] min blog og gider at dele oplysninger der kan bidrage til slægtshistorien. Mit indlæg i går om min oldemor og Kaj Munk afstedkom, at jeg fik kendskab til et skolebillede, hvor vi med sikkerhed ved, at Kathrine er med. [...]

Skriv en kommentar

(skal udfyldes)

(skal udfyldes)