alda.dk

Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Biologisk familie vs. plejefamilie

Udsnit af matrikelkort over Gloslunde by 1808-1861, hvor der står "Selveier Rasmus Hansen" på nr. 23a

Udsnit af matrikelkort over Gloslunde by 1808-1861 (fra www.gst.dk), hvor navnet “Selveier Rasmus Hansen” ses skrevet på matr. nr. 23a

Min oldemor voksede ikke op hos sin biologiske familie men havde i stedet en plejefamilie, som hun var glad og taknemmelig for. Da jeg begyndte at slægtsforske, var jeg i høj grad draget mod at finde ud af, hvem hendes biologiske familie var. Det fandt jeg så ud af – og nye ting dukker stadig op. Det er dén familie jeg har sat på min anetavle, fordi jeg synes, at det er de mennesker der har været årsag til at nye generationer er blevet født, der skal være dér.

Når man skal dykke ned i en persons eller families historie, bliver det for mig mere relevant at beskæftige sig med eventuelle plejeforældre, venner, naboer og andre menneskelige relationer som personen har haft og som har påvirket deres liv i større eller mindre grad. Jeg har for længst afdækket hvor og hvornår min oldemors plejeforældre (Rasmus og Anna) var født, hvad deres forældre hed og få andre basale ting. Men nu er jeg gået i gang med at finde ud af, hvem deres forfædre var. Det er godt nok ikke mennesker jeg vil sætte på min egen anetavle, men jeg synes at det hører med til historien at finde ud af, hvilken slægt Rasmus og Anna var rundet af. Det har måske i en eller anden grad betydet noget for, hvem Rasmus og Anna blev som mennesker og hvad de gav videre til deres plejebørn.

Et spørgsmål at stille var, hvorfor Rasmus blev kaldt “Selvejer”, som jeg har hørt fortalt siden jeg var barn. Og nu da jeg har fundet tilbage til hans oldeforældre (født i midten af 1700-tallet) viser det sig, at også Rasmus’ farfar og oldefar havde tilnavnet “Selvejer”. Familien boede i flere generationer i Gloslunde by og sogn i Lollands Sønder herred. Tidsmæssigt passer det sådan, at det kunne være Rasmus’ oldefar, som også hed Rasmus (Rasmus Hansen), der er gået fra at være fæstebonde til at eje sin egen gård, og dermed har fået tilnavnet Selvejer, men det skal jeg have undersøgt nærmere. Denne nye oplysning har dog bekræftet mig i, at det kan betale sig at dykke ned i en plejefamilies slægt, da det kan være med til at forklare nogle af de “historier” der er gået i arv fra den ene generation til den anden – uanset om næste generation har været blodbeslægtet eller for eksempel et plejebarn.

2 Kommentarer

  1. Benny Schwartz Larsen

    29. marts 2013 at 15:40

    Klære Linda,
    Syntes du er rasende god tildet eder med slæagtsforskning

    Glæder mig meget til at læse videre om Rasmus selvejer.
    Hilsen
    Benny

    • Linda

      29. marts 2013 at 22:34

      Hej Benny,
      Ja, det er spændende at opdage, at “Rasmus Selvejer” er ud af en gårdmandsslægt, som har boet på den samme gård i Gloslunde hele 1800-tallet. Og i 1930 var gården stadig i familiens eje. Der er noget at grave videre i for at få mere at vide…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2018 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑