Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Toldkontrollør Almers afkom

En martsdag i 1810 druknede min 5 x tipoldefar i en brønd i Vesterby på Fejø. 11 måneder senere døde hans enke. De blev hhv. 56 og 48 år gamle og efterlod sig fire børn der var 25, 22, 20 og 13 år gamle i 1811. Jeg har brugt lidt tid på at finde ud af, hvad der siden hændte de fire søskende, og der dukkede fire ret forskellige skæbner op.

Ældste barn (min 4 x tipoldemor) hed Anna Margrethe Almer. Det var hende, der giftede sig med enkemanden fra Femø, mens familien stadig boede på Ærø – og muligvis var hun den der trak familien med fra øen syd for Fyn til øen nord for Lolland. Da hendes mor døde i 1811 havde Anna Margrethe Almer allerede født tre børn, hun var gravid med det fjerde, og senere fulgte ni børn mere – i alt 13 børn i en periode på 21 år (1807 -1828)! Et af børnene døde som spæd, men året 1829 blev særligt skæbnesvangert for famlien; i januar døde 2. ældste søn knap 20 år gammel, i april døde børnenes far, gårdmand Knud Laurits Nielsen i Østerby, og i juni døde Anna Margrethe Almer, kun 43 år gammel. Syv ukonfirmerede børn var dermed forældreløse, men havde dog 4 søskende i alderen 17-22 år.

Frederik Almers 2. ældste datter hed Severine Christine Nicoline Almer, og hun var relativt nygift da hendes far døde i 1810. Som sin ældre søster havde hun giftet sig med en gårdmand – Peiter Christensen i Vesterby på Fejø. Deres første barn blev født et halvt år efter at Severines far var død, og blev således kaldt Frederik efter sin morfar. Han døde dog kun 18 uger gammel i januar 1811, ca. 3 uger inden hans mormor døde. Severine og Peiter Christensen fik senere fem børn mere, inden Peiter døde i 1826 i en alder af 47 år. Fire år senere giftede den nu 41-årige Severine sig igen. Hendes nye ægtemand var Niels Iversen, som var enkemand, 54 år gammel og tidligere færgemand med eneret på overfarten af personer, korn og kreaturer fra Fejø til Kragenæs på Lolland. Han stod nu for bådbefordringen af post. Efter et års ægteskab døde Niels Iversen dog i 1831, og Severine blev enke for anden gang. Hun levede endnu 41 år som almisselem på Fejø og døde i 1871, 82 år gammel.

Frederik Almers 3. datter hed Christiane Elette Christine Almer, og da forældrene døde opholdt hun sig på Møn. Måske har hun allerede da opholdt sig hos overbetjent ved toldvæsenet, Frello Frellsen i Stege. Frello Frellsen var en ven eller bekendt af familien fra tiden på Ærø. Således var Christianes far (Frederik Almer) fadder til Frello Frellsens søn, Frederik Krag Juel Vind Frellsen, da han blev døbt i Ærøskøbing i januar 1791 – i øvrigt samme år som Christiane blev født. Christiane giftede sig i 1817 med Frederik, og i kirkebogen blev det noteret, at hun opholdt sig hos Frederiks far, overbetjent Frellsen i Stege. Frederik Frellsen var blevet udlært købmand og havde i 1816 etableret sig som selvstændig købmand i Stege. Christiane fødte fire børn fra 1818 til 1824, og der var således ikke så mange munde at mætte, som der havde været for især hendes ældste storesøster. Så fremtiden kunne umiddelbart se lys ud for det unge par. Men hendes mand skulle vise sig at blive en af datidens formodentlig største smuglere. Han startede allerede i 1823 med at smugle korn til det brændevinsbrænderi han havde sammen med sin købmandshandel. Og selv om han og hans hjælpere blev opdaget, fortsatte han tilsyneladende ad sin nye, alternative karrierevej, som førte til, at han i 1835 mistede sit borgerskab som købmand i Stege. Man skulle dengang have borgerskab i en købstad for at måtte drive handel eller håndværk, så det har været en straf som hele familien kunne mærke – ligesom de høje bøder der skulle betales eller afsones, også i høj grad må have påvirket familielivet. Familien Frellsen flyttede herefter til København, men Frederik Frellsen fortsatte sine smuglerier. Han havde nu ikke længere behov for korn til sit brændevinsbrænderi, så han kastede sig over klude, som dengang var en vigtig råvare i papirindustrien og derfor belagt med udførselsforbud. Senere var det spillekort han smuglede, og han begyndte efterhånden at operere over en stor del af Sjælland og omliggende øer. Der findes en ganske velskrevet artikel om Frederik Frellsens meritter som smugler, trykt i Zise (Toldhistorisk Tidsskrift) 1983, nr. 2 (En mønsk storsmugler på Sjette Frederiks Tid, af Bent Rohde Jensen), og ud fra denne artikel forestiller jeg mig, at den 3. Almer-pige fik et noget hårdere liv end hun havde set for sig, da hun stod foran alteret ved siden af Stege-købmanden den 28. december 1817. Christiane og Frederik døde begge i 1856, med kun 7 ugers mellemrum og begge 65 år gamle.

Frederik Almers 4. barn var en søn, som også hed Frederik. Han opholdt sig også på Møn i 1811, da moderen døde. Hvor længe han opholdt sig dér, og om han muligvis også opholdt sig hos familien Frellsen ved jeg ikke. Men han blev udlært snedker og kom til København noget tidligere end sin søster; i 1826 giftede han sig i Garnisonskirken med Susanna Dorthea Møller. I sommeren 1832 tog de og deres 5-årige søn til Amerika, hvor de opholdt sig en kort periode i New York og senere slog sig ned i den lille by Independence i New Jersey. Frederik arbejdede som møbelsnedker, og familien blev forøget med yderligere tre sønner og en datter. Frederik døde i 1870, 72 år gammel, og hans kone i 1878, 78 år gammel. Udvandringen fra Danmark til Amerika tog først rigtigt fart efter den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), så Frederik og hans familie har været en relativt tidlig dansk udvandrerfamilie.

7 Kommentarer

  1. Ole Gold

    Hej Linda
    Jeg har nu læst om smugleren der jo ganske rigtigt ikke var indfødt mønbo !! Spændende historier du der graver frem !!
    Vores avisgranskning begyndte først fra 1896, men der er jeg ikke stødt på navnet Frellsen – det jeg husker. Men hvis de havde børn er de muligvis søgt bort fra øen af forståelige grunde ?
    Den eneste Frellsen jeg kender er http://www.frellsen.dk/ !!!
    Mange hilsener
    Ole

    • Linda

      Hej Ole
      Børnene fulgte vist med til København. Artiklen nævner, at datteren havde fået nogle møbler af sin farmor, som fogden derfor ikke kunne tage med, da han forsøgte at inddrive en af de utallige bøder som Frellsen var blevet idømt. Tilsyneladende ejede Frellsen ingenting, så fogden måtte gå med uforrettet sag. Smart af Frellsens gamle mor, at hun havde ladet sit barnebarn få møblerne; hun havde måske luret, at de ikke kunne være i sikkerhed hos smugler-sønnen…
      Jeg tror at du vil finde artiklen interessant og underholdende, så jeg sender dig en elektronisk kopi en af dagene, så du kan læse hele historien, hvis du har lyst.
      /Linda

  2. Charlotte Block Dalgaard

    Hej Linda
    Hvor er det bare nogle spændende historier du finder frem. Det var rigtig sjovt at læse om din ane, der udvandrede og hans børn. Nu kan man jo ikke besøge Davids Samling uden at tænke på det, og selv en bid chokolade får en tilbage på sporet af slægten :-). Tak for spændende læsning.
    Mange hilsner
    Charlotte

  3. Lene Persson

    Det er velnok spændende alt det du har fundet frem . Min oldefar Rasmus Pedersen12-01-1858 var søn af Christiane Elette ..Knudsdatter , hun var datter af Anne Margrete der var datter af Toldkontøllør Almer.Min mormor Anna Jensine fædt 3-8-1880 min mor Inger Bertha Rasmine 9-12-1909 og jeg Lene 4-10-1948.Vi er alle født i Nykøbing Falster

    Hilsen Lene

  4. Linda

    Hej Lene,

    Det er altid interessant at hilse på nye slægtninge! Din tipoldefar og min tiptiptipoldefar, der hed Frederik Almer Knudsen, må så have været søskende.

    Mange hilsner, Linda

  5. Ginger Tims Hutson

    I was able to translate this to English, so I hope you can translate this back! I believe we are related! My 3 times great grandfather is Frederick Almer (that came to the USA in 1832). I am currently trying to trace my line back as far as I can go and found your information very insightful.

    • Linda

      Thank you for writing, Ginger.

      If you are a descendant of Frederick Almer who came to the USA in 1832 then we are indeed related! Frederick’s oldest sister Anna Margrethe Almer was my 5 times great grandmother. I guess that makes us fifth cousins twice removed – or something like that.

      I am glad to know that there are still descendants of Frederick in America – and it’s amazing that you’ve been able to trace the family and that you found my website.

      I would love to know a little more of what happened to Frederick and his children when they came to America, if you have any knowledge on that. So, if you’d like to share that with me, you can e-mail me at linda@alda.dk. I have information on ancestors to Frederick back to the late part of the 1600s that I will gladly share with you.

Skriv et svar til Linda Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑