Tanker

Mærkedag – hin torsdag aften for 20 år siden

9. januar 2017

“Jeg husker hin torsdag aften … “. Disse ord lød ofte fra nu afdøde Helge Rasmussen, når jeg mødte ham på Nakskov Lokalhistoriske Arkiv. “Hin torsdag aften” var den 9. januar 1997, hvor min mor, min moster og jeg troppede op på arkivet i Jernbanegade i Nakskov ved 5-tiden om eftermiddagen, en time før lukketid. Med os havde vi min oldemors dåbsattest og vi blev mødt af Helge Rasmussen, der – som jeg husker det – var den eneste medarbejder på arkivet denne vintereftermiddag. Vi præsenterede vores ærinde; at vi ville i gang med at slægtsforske og finde ud af, hvem moderen til vores mormor/oldemor var. På den medbragte dåbsattest fra 1896 stod at min oldemors forældre var:

Ugift Marie Christine Petersen i Nakskov, udlagt barnefader: Frederik Flint i Svendborg.

Det var ikke meget at gå efter, sagde Helge til os – men de havde på arkivet nogle navneregistre til kirkebøgerne for Nakskov indtil 1891, så vi kunne jo tjekke om navnet Marie Christine Petersen fandtes dér. Helge hentede registrene og slog navnet op, og der var en kandidat som kunne passe meget godt – en Marie Christine Pedersen født og døbt i Nakskov i januar 1871. Aldersmæssigt kunne hun godt være den kvinde, der havde fået et barn døbt i 1896.

Vi var ankommet til arkivet kun en time inden lukketid, men der blev også tid til at slå Marie Christine Pedersens fødsel op i kirkebogen for 1871. Helge Rasmussen forklarede os, hvordan kirkebøgerne var indrettet, og han hjalp os med at tyde den gotiske håndskrift. Vi gik derfra fulde af entusiasme og med meget mere end vi havde håbet at finde ud af. Vi havde nemlig også fået navnene på Marie Christine Pedersens forældre – hvis det virkelig var ‘vores’ Marie Christine der stod opført i kirkebogen. Helge rådede os til at kontakte kirkekontoret for Skt. Nikolai kirke for at høre, om der stod mere om Marie Christine Petersen/Pedersen i kirkebogen ved indførslen af min oldemors fødsel. Man plejede nemlig at skrive moderens alder, fortalte Helge os, og hvis alderen passede med, at hun var født i 1871, så var vi nok på rette vej, mente han. På arkivet havde man kun kopier af kirkebøgerne indtil 1891.

De følgende uger blev kirkekontoret kontaktet (alderen passede med at min oldemors mor var født i 1871), og vi besøgte arkivet igen og blev hjulpet og guidet videre af Helge Rasmussen; Vi fandt dåbsindførslerne for Marie Christine Pedersens søskende i kirkebogen og så, at en søsters navn var givet videre til min oldemor. Vi blev introduceret til folketællinger, hvor vi fandt vores oldemor/tipoldemor, og hendes forældre og søskende. Og derigennem fandt vi også ud af, at Marie Christine Pedersens mor tilsyneladende var født i Horslunde sogn, nord for Nakskov, i 1842. Således gik turen også til det lokalhistoriske arkiv i Købelev, hvor xeroxkopier af kirkebøgerne for Horslunde kunne beses. Også her blev vi hjulpet godt af arkivets frivillige personale, så vi kunne få navne på næste slægtsled bagud i tiden. Et af disse navne førte os tilbage til arkivet i Nakskov, hvor min oldemors oldemor, Sidsel Povelsdatters fødsel i 1796 kunne findes i kirkebogen for Branderslev sogn. Dermed var vi i løbet af ganske kort tid kommet præcis 100 år tilbage i slægten, i den lige kvindelinje fra mig, min mor og moster – min oldemors fødsel i 1896 til min tiptiptip-oldemors fødsel i 1796.

I dag er det 20 år siden vores første besøg på arkivet. Det førte en masse med sig, som Helge Rasmussen også pointerede, når han nævnte “hin torsdag aften”. Blandt andet viste det sig senere, at Helges hustru og jeg havde fælles aner på min fars side – og vi kom i kontakt med fælles slægtninge i Holland og USA. Jeg stiftede bekendtskab – og venskab – med flere af de mennesker der jævnligt kom på arkiverne omkring Nakskov og som også var i gang med at grave deres slægt frem af de trykte kilder. Ind i mellem viste det sig, at deres slægt krydsede med min.

I dag er det blevet nemmere at slægtsforske, da kirkebøger, folketællinger og en del andre kilder ligger tilgængeligt online fra Rigsarkivets hjemmeside. Man behøver ikke længere besøge lokalhistoriske arkiver og kirkekontorer for at finde afdøde slægtninge i kirkebøgerne. Det er på en måde lidt ærgerligt, for jeg  fik en helt uvurderlig hjælp til at komme i gang og blev en del af et fællesskab som jeg ikke ville have været foruden.

Et stille slægtsforskningsår lakker mod enden

31. december 2014

Slægtsforskningsmæssigt har mit 2014 ikke været et år med en masse nye opdagelser. Jeg har snarere prøvet at brede historierne om mine forfædre lidt ud og sætte dem ind en samfundsmæssig og geografisk kontekst.

Jeg genlæste for eksempel Tom Buk-Swientys fremragende bøger om krigen 1864 – “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”, og noterede mig undervejs, når de regimenter, som mine forfædre stod i, blev nævnt. På denne måde fik jeg lidt flere oplysninger om, på hvilke tidspunkter under krigen, mine forfædre sandsynligvis var i direkte kamp, og hvad deres roller var undervejs. Eksempelvis var min tiptipoldefar, Carl Hansen Black, i det regiment, der havde til opgave at forsvare brohovederne til Als under slaget ved Dybbøl den 18. april 1864, og han må følgelig have været blandt de sidste der kom med over til Als, da man indså, at Dybbøl var tabt.

Området omkring Nye Kyrka i Småland.

Området omkring Nye Kyrka i Småland. Eget fotografi, auugust 2014.

Og i sommer tog jeg en tur til Småland for at holde ferie og kigge lidt nærmere på den egn, som mine svenske forfædre kom fra. Det var en meget idyllisk køretur jeg var ude på – men mine smålandske forfædre har sikkert ikke oplevet deres liv som særligt idyllisk, og landskabet har formodentlig budt på hårde vilkår med den stenede jord. Turen gav mig et billede af hvordan de forskellige små byer er placeret i forhold til hinanden, og jeg fandt endda steder som jeg havde navne på fra kirkebøgerne, men som jeg ikke kunne finde på nogle af de kort over Småland som jeg havde tilgængelige.

Jeg har endnu ingen konkrete planer for, hvad jeg vil dykke ned i, i 2015. Det bliver nok som vanligt tilfældigheder og en pludseligt opstået interesse for dette eller hint, der vil styre sagerne.

Læsere af bloggen ønskes et rigtig godt nytår!

2014 – et jubilæumsår

30. december 2013

Meget snart skal vi til at skrive 2014, og er man historisk interesseret er der noget af et jubilæumsår i vente. Det er 100 år siden Første Verdenskrig begyndte, det er 150 år siden Danmark led et svidende nederlag til Preussen under “Krigen 1864″, særligt under Slaget ved Dybbøl . Og det er 200 år siden vi “mistede” Norge.

Jeg har kigget på min egen slægtshistorie og kan se, at der også dér er et par “jubilæer” i 2014. Den ældste af mine bedsteforældre, min morfar Harald Mogensen, blev født i 1914, altså for 100 år siden, og samme år blev hans svigerforældre, mine oldeforældre Katrine og Viggo Schwartz gift.

150-året for krigen i 1864 kan jeg også relatere til min slægt, idet jeg har en forfader der deltog i og overlevede krigen og senere fik en erindringsmedalje – og jeg har en forfader der desværre døde i krigen under bombardementet af Sønderborg i begyndelsen af april 1864.

Graver jeg lidt videre blandt mine direkte forfædre, så er det i 2014 præcis 200 år siden min ældst kendte “formoder” (dvs. i min direkte kvindelinje), Johanne Jørgensdatter døde.

Forhåbentlig byder 2014 også på endnu flere gode slægtshistorier, der graves frem af arkivstøvet og hives ud af bits og bytes på computeren. Til alle medslægtsforskere og læsere af min blog: Godt nytår!

1864

3. marts 2013
Mindesten over de faldne i krigen 1864 på Sønderborg kirkegård.

Mindesten over de faldne i krigen 1864 på Sønderborg kirkegård.

Næste år er det 150 år siden Danmark led det smertelige nederlag mod Preussen i “Krigen 1864″, og der lades så småt op til en markering af denne skelsættende begivenhed. Blandt andet filmatiseres Tom Buk-Swientys fremragende bøger (Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als) om de afgørende øjeblikke mod slutningen af krigen. Jeg synes, at bøgernes force er, at de skildrer krigen som den var for de mennesker der var involveret, så det bliver spændende at se, hvordan dette overføres til levende billeder.

Mens vi venter på filmatiseringen af Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, kan man følge med i optakten til krigen – og senere også krigsudbruddet – på 1864.live.dk hvor der live-blogges med 150 års forsinkelse om krisen mellem Danmark og Preussen. (Livebloggen kan også følges via facebook på facebook.com/1864live). Det er en ret interessant måde at gøre historien levende på. At man på den måde kan følge med i ikke blot krigen men også hele den langstrakte optakt til det der endte med krig og et smerteligt nederlag til Danmark. Jeg synes at det er nemmere at gøre sig forestillinger om, hvordan det må have påvirket almindelige menneskers dagligdag, når man får indblik i de afgørende nyheder i “real-tid”. Og de er interessante at følge med i, når man nu ved, hvordan det senere kom til at gå.

Jeg kom til at tænke på hele krigsoptakten igen i lørdags, da jeg på Rigsarkivet fortsatte mig læsning af den forhandlingsprotokol for sognerådet i Sandby kommune, som jeg tidligere har blogget om. Jeg læste forhandlingerne for 1862-1863 igennem, og er nu nået til 1864. Krigen foregik jo i begyndelsen af 1864, men allerede i slutningen af 1863 blev hæren indkaldt og man gjorde klar til at føre krig. Og noget af det sidste sognerådet i Sandby beskæftigede sig med i 1863 var dette:

Aar 1863 d. 22de December … extraordinært Møde i Anledning af Loven af 12te December d. A., hvorved der er anordnet en Udskrivning af Heste til Brug for Hæren bestaaende af 3456 Stykker, ifølge hvilken det vil tilfalde Sandby Sogn i Forening med 26 Tdr. Hartkorn af Vindeby Sogn at stille 6 Heste. Med Hensyn hertil vedtoges at lade indrykke en Bekjendtgjørelse i Nakskov Avis om, at de som ville levere saadanne Heste, ville behage at fremstille disse for Sogneforstanderskabet ved dets forestaaende Møde d. 6te Januar ved Sandby Skole Kl. 2. Hvad angaaer de fornødne Penge, da vedtoges, at man vilde foreløbig søge disse tilveiebragte ved Laan, forsaavidtsom Hestene ei kunne erholdes imod Credit paa en vis Tid og Laan saaledes gjøres overflødig.

Knapt to måneder tidligere, den 4. november, var min 4-x-tipoldefar, Christen Christensen i Højsmarke, mødt op på sognerådsmødet for at bede om hjælp til sin datter, Rasmine, hvis mand, Ole Frank Rygaard var indkaldt til militærtjeneste. Hun fik 1 skæppe rug og 1 skæppe byg, og måneden efter vedtog man, at hun skulle have 2 skæpper rug og 2 skæpper byg om måneden “saa længe Manden er fraværende”. Parret havde to børn og en tredje på vej (født i februar 1864) – og heldigvis slap manden igennem krigen og kom hjem til sin familie igen. Så heldigt slap min tip-tip-oldefar, Peter Christian Lohse, ikke. Han døde den 2. april 1864 under Sønderborgs bombardement. Hans kone nr. 2 sad ligeledes hjemme på Lolland og var gravid – og nu også enke, 9 dage før hendes 1 års bryllupsdag.

 

Farvel 2012 – velkommen 2013!

29. december 2012

Jeg kan godt lide at bruge de sidste dage af året på at stoppe lidt op og tænke tilbage. At genopleve noget af det der er sket i løbet af året, så det ikke bare forsvinder ud i glemslen. Men også at tænke lidt frem på, hvad jeg vil bruge tid på i det nye år.

Slægtsforskningsmæssigt synes jeg, at jeg har været vidt omkring i 2012. Jeg har arbejdet mere på den del af mit slægtstræ, som jeg de seneste år har arbejdet mest med – nemlig forfædre og efterkommere til Anna Hansdatter og Hans Christian Hansen, der begge blev født i 1777. Det gælder for eksempel deres søn Andreas Christian Hansen og Hans Christians farfar, Carsten Jensen. Der var også to efterkommere, som begge hed Martha Karlsen/Carlsen – Martha Karlsen fra Fejø, og Martha Carlsen fra Nakskov, som jeg fik lært lidt nærmere at kende i løbet af året.

Jeg fandt også ud af hvad der hændte med min tiptipoldemor, Georgine Adolphine f. Petersen, efter at min tiptipoldefar havde hængt sig i begyndelsen af 1880′erne i København. Og jeg har fået taget hul på at finde ud af flere detaljer om min oldemor, Ingrid Kathrine Schwartz f. Petersen – og jeg fandt endda også hendes halvsøster i Viborg!

I 2013 vil jeg starte med at lære mere om min ovennævnte oldemor. I sin tid var hun et led på vejen tilbage i slægten, men nu synes jeg, at det er på tide at lære hende “rigtigt” at kende. Jeg vil formodentlig også fortsat kigge på forfædre og/eller efterkommere at Anna Hansdatter og Hans Christian Hansen, men hvilke det bliver, og hvad jeg lige får held med at finde, kan kun tiden vise. Derudover plejer jeg at lade mig lede af, hvad der mere eller mindre tilfældigt dukker op, eller hvad jeg pludselig kommer i tanke om og bliver optaget af at finde ud af. Uanset hvad 2013 rent slægtsforskningsmæssigt kommer til at bringe, så skal det i hvert fald nok blive både sjovt, spændende og lærerigt. Og der skal nok komme blogindlæg om mine opdagelser undervejs.

Medslægtsforskere og læsere af denne blog ønskes et rigtigt godt nytår!

Om hukommelse og historiefortælling

5. november 2012

Jeg er stødt på tre forskellige ting for nylig – en bog, en film og en artikel – som har fået mig til at tænke over hukommelse og historiefortælling. To ting, der ikke er uvæsentlige når man bedriver slægtsforskning og gerne vil grave familiehistorierne frem af dybet.

I Julian Barnes’ bog “Når noget slutter” (på engelsk: The Sense of an Ending) er hovedpersonen en mand der ser tilbage på begivenheder i sin ungdom. Begivenheder, som det viser sig, han har en sløret erindring om, eller som i hvert fald ikke forstod til fulde. Også på dette meget senere tidspunkt, hvor han ser tilbage og bliver konfronteret med begivenhederne igen, har han svært ved at forstå, hvad der egentlig skete dengang. En anden af bogens centrale figurer – en af hovedpersonens skolekammerater – udtalte engang den for fortællingen centrale sætning “Historie er den vished, der fremkommer i det punkt, hvor hukommelsens mangelfuldhed mødes med dokumentationens utilstrækkelighed”. Det kan man så filosofere lidt over… Både sætningen og bogens fortælling siger og illustrerer, at man skal være varsom med at stole 100% på både dokumentation og hukommelse. Ingen af delene er fuldkomne – noget vil altid mangle. Og det er dybest set dette “noget” man som historiker eller historiefortæller (i en bred definition), er ude på at analysere sig frem til eller forstå, som historien.

I artiklen “Memories fade faster than you think” er hukommelsesspørgsmålet sat ind i en genealogisk sammenhæng. Artiklens forfatter, Sharon Tate Moody, refererer til en undersøgelse publiceret i Journal of Neuroscience, hvor pointen skulle være, at det hjernen lagrer som hukommelse kan ændre sig, uden at man er bevidst om det. Og det siger så næsten sig selv, at jo længere tid der går fra en hændelse, til at man skal gengive den, jo mere påvirkning har hjernen/mennesket været udsat for, og jo mindre præcist kan man huske hændelsen. Måske er det logik for burhøns – men da i hvert fald en god ting at få bekræftet og at blive mindet om, når man udspørger sine familiemedlemmer eller andre, om detaljer f.eks. fra deres barndom. Jeg plejer at praktisere indsamling af oplysninger fra folks hukommelse således, at jeg giver så lidt baggrundsinformation som muligt, inden jeg stiller spørgsmålet. Har jeg selv gravet noget information frem i skriftlige kilder, fortæller jeg helst ikke det, inden jeg stiller et relateret spørgsmål til nogen, der måske erindrer noget om hvordan sagen hang sammen. Min filosofi er, at har man først hørt noget om hvad andre siger, eller hvad der er nedskrevet, så kan det i høj grad påvirke den historie man mener at kunne huske. Jeg vil nu også være mere opmærksom på, at tiden der er passeret siden noget hændte, kan spille ind på troværdigheden af historien. Jeg mistænker ikke andre for at ville vildlede eller decideret lyve om noget de siger, de kan huske meget tydeligt – men i lighed med Julian Barnes fortælling kan det vi mener at huske som klare facts vise sig at være mangelfuldt eller påvirket af ydre eller indre omstændigheder som vi ikke har været opmærksomme på.

Dokumentarfilmen “Stories We Tell” af Sarah Polley har jeg netop i dag set på CPH:DOX. Den kredser også om emnet hukommelse, her i endnu tydeligere sammenhæng med historiefortælling. Instruktøren, Sarah Polley, har skabt en film, hvor personer i og omkring hendes familie fortæller deres version af hendes mors historie. Moderen døde, da instruktøren var ca. 11 år gammel, så hun kan selvsagt ikke give sit besyv med. Personerne spørges bl.a. om, hvordan de har det med at Sarah Polley laver denne dokumentarfilm. De har forskellige meninger om, hvilken historie (eller synsvinkel, om man vil), der er den “sande”, om hvem der egentlig bør fortælle historien. Og undervejs ser man også, at det til tider kan være svært at huske præcist hvad der skete, hvem der sagde hvad, osv. Og hvor mange lyver mon – bevidst eller ubevidst? Til sidst i filmen ser man i hvert fald, at én person har løjet om en ganske bestemt lille detalje. Men måske er den ikke vigtig for historien, eller er den? For hvad er det for en historie det bliver fortalt. Er det moderens historie, eller måske Sarah’s historie? Eller er det, som titlen siger, flere historier, der tilsammen er den samlede historie?

Ovennævnte bog, artikel og film har gjort mig endnu mere opmærksom på, at der ikke findes noget sådant som “den sande historie”. Historien vil altid være farvet af øjnene der ser, og af de indtryk øjnene og hjernen der var til stede dengang, senere er stødt på. Jeg bilder mig da heller ikke ind, at det billede jeg kan tegne af min forfædre er det “sande billede”. For det første vil jeg aldrig have det fulde antal brikker til puslespillet – noget vil altid mangle. For det andet ser jeg deres historie fra min egen verden i det 21. århundrede. Og for det tredje vil der altid være flere vinkler på deres historie. Men jeg kan arbejde på at skabe min egen fortælling om, hvem mine forfædre var, og hvad det var for en tid de levede i. Det vil være min fortolkning – og måske også min fortælling. Min fortælling om dem der kom før mig.