Min 3 x tipoldefar, Karl Hansen, var ud af en børneflok, hvor stort set alle har været gode til at skabe spor efter sig i myndighedernes arkiver. Én af hans brødre hed Andreas (Christian) Hansen. Han var født i København 1806 og havde en militær “karriere” i sine unge år, ligesom sin far, farfar og oldefar. Jeg har på det seneste prøvet at få flere detaljer på plads fra hans tid ved forsvaret. Det betød at jeg måtte have fat i en kildegruppe, som jeg ikke ellers har så meget erfaring i.

Lægdsruller har jeg efterhånden kigget i nogle gange, så der ved jeg nogenlunde hvad jeg har med at gøre. I lægdsrullen 1827, 2. sjællandske distrikt, Maribo amt, lægd nr. 93 stod der under anmærkninger for Andreas Christian Hansen:

1827 PCFR. Er avanceret til Underofficeer 1/4 1829.

Forkortelsen PCFR står for Prins Christian Frederiks Regiment, hvor flere af mine lollandske forfædre har gjort tjeneste.

Da Andreas senere – i 1860 – var afhørt og dømt i en sag om diverse tyverier i Lollands Nørre Herred, undersøgte man, om han var tidligere straffet:

Dommeren fremlagde
Strafattest fra Sønderherreds Jurisdiction
Do. fra Elbo-Brusk og Holmans Herreder
Do. fra 6’ Infanteri-Bataillon fremsendt med Skrivelse fra samme, hvilke Documenter følge og efter hvilke Comparenten ikkun er straffet for Vagt­forseelse og Respectstridigt Forhold.

Her fik jeg altså oplysning om, at han var straffet for to forhold ved 6. infanteribataljon. Ved samme forhør oplyste Andreas, at han havde været underofficer ved Prins Christians Regiment 1827-1837, så det måtte være i den periode han var blevet straffet.

Jeg startede med at kigge på stambøger fra Prins Christian Frederiks Regiment, hvor Andreas havde tjent. Det kan være lidt vanskeligt at finde frem til det rette regiment, da de har skiftet navne mange gange undervejs i historien. Og som regel er arkiverne registrerede under det sidste navn som regimentet havde. Men en søgning i Daisy – Statens Arkivers database – på “Prins Christian Frederiks Regiment” ledte frem til arkivskaberen “Prinsens Livregiment (3. Regiment), Prins Christian Frederiks Infanteriregiment”. Da jeg ovenikøbet kunne se, at det officielle navn i 1860 var 6. infanteribataljon (hvorfra straffeattester vedr. Andreas Christian Hansen var sendt samme år), så var jeg nok på rette spor.

Under arkivserie G. Stambøger 1790-1933 fandt jeg frem til pakkenr. 404 og 405 der dækkede perioderne 1811-1827 og 1828-1846. Heri fandt jeg Andreas registreret med tilgang til Grenaderkompagniet 1827. Man har også beskrevet hans udseende; lyst hår, lang ansigtsform og blå øjne, og så var han 65 3/4 tommer høj. Der står endvidere, at han var avanceret til korporal 14. april 1829, så jeg gik videre til listen over tilgang til Grenadierkompagniet 1929. Dér stod han som “Corporal And: Christ: Hans: Kjøbenhavn” (soldaterne havde deres fødeby som tilnavn). Bortset fra at hans højde nu blev målt til 66 tommer, så var beskrivelsen af ham den samme. Det var også oplyst, at han havde tegnet kontrakt (“capitulation”) på 8 år fra 1. april 1829. Det passede med at han var underofficer til 1837, som han senere oplyste. Næste skridt var derfor listen over afgang fra Grenaderkompagniet i 1837, og her stod Andreas Christian Hansen rigtig nok også med oplysningen “31 Marts demitteret efter udtjent Tid”.

Stambøgerne bekræftede egentlig blot noget jeg vidste i forvejen – men jeg fik nogle mere eksakte datoer at vide, og jeg fik en beskrivelse af Andreas Christian Hansens udseende. Nu ville jeg så prøve at finde mere om de domme han havde modtaget.

Jeg har Jørgen Greens bog Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver stående i reolen, og heri læste jeg om hærens straffearkiver. Det ledte mig frem til at det nok var Generalauditørens arkiv jeg skulle have fat i. I Daisy fandt jeg arkivskaberen “Generalauditøren, auditøren ved 6. Bataljon”, hvor der fandtes justitsprotokoller fra perioden 1782-1880. Jeg bestilte de to pakker der dækkede perioden 1827-1837, hvor Andreas gjorde tjeneste og var på kontrakt.

På Rigsarkivet i går begyndte jeg så at bladre den ene justitsprotokol (dækkende 1832-1838) igennem. Og der var bingo! Først fandt jeg Andreas’ anmodning om tilladelse til at indgå ægteskab i 1834, og derefter sagen fra 1835, hvor han blev dømt for “respektsforseelse”.

Andreas Christian Hansen - dom 1835

Dommen mod Andreas Christian Hansen i 1835. Generalauditøren, Auditøren ved 6. Bataljon; F. Justitsprotokol; 1832-1838, side 415 (Rigsarkivet)

Det er noget helt særligt at kunne læse forhøret og ikke blot nøjes med at vide, at han blev dømt 5 dage på vand og brød for respektforseelse. F.eks. fremgår det af forhøret, at han var på vej ad “Gotersgade” og at han havde en aftale om at mødes med en mand på et bestemt tidspunkt. Kongens Regiments Jægerkorps kom forbi, og Andreas hilste ikke på kaptajnen (formodentlig: gjorde ikke hornør), som man ellers skulle, selv om man som Andreas var permitteret på dette tidspunkt og klædt i civil. Han blev bedt om at komme hen til kaptajnen, men det ville han ikke, og han havde flere undskyldninger for dette under forhøret. Han havde travlt, han troede ikke at han skulle hilse. Og så havde nogen hørt ham være lidt næsvis, da han afviste at komme hen til kaptajnen. Blandt andet skulle han have truet med at lade kaptajnen sætte i Raketten. Jeg studsede over dette udtryk; det gav ikke umiddelbart mening. Men jeg googlede ordet “Raketten” i forskellige kombinationer med andre ord, bl.a. regiment, for at ramme noget der havde med forsvaret at gøre. På Google Books fandt jeg en side i bogen H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds, hvor “Raketten” var nævnt som et “smuds- og sensationssblad” grundlagt 1831 af Mathias Winther. Andreas havde altså truet med at ville tilsmudse kaptajnen fra jægerkorpset i offentligheden.

Jeg har endnu ikke fundet den anden sag, hvor Andreas blev dømt for vagtforseelse. Af sagen 1835 fremgik det, at han ikke tidligere var straffet, så vagtforseelsen må være sket i perioden 1835-1837. Jeg fandt den dog ikke i protokollen i denne periode. Næste skridt må være at undersøge, om det alligevel er sket tidligere, eller om det er et andet sted end i Justitsprotokollen jeg skal lede.