Linda Schwartz Karlsens slægtsforskning

Måned: august 2009

Endnu en tyv i familien

Ved et rent tilfælde, da jeg ledte efter noget andet, faldt jeg over en dom i Lollands Sønder herred, som min 2 x tipoldefars bror fik i 1881, da han var 21 år gammel. Andreas Valdemar Carlsen (1.12.1859-5.2.1909) havde stjålet en pung med 4 kroner og 63 øre, en guldmedaljon og 14 cigarer fra to forskellige personer. For det måtte han sidde i fængsel på vand og brød i 2 x 5 dage og tilbagebetale beløbet på 4,63 kroner, som han havde brugt. Desuden skulle han betale sagens omkostninger, salæret til “aktor og defensor” på 2 x 12 kroner.

Hov… der var da lige et barn mere!

Fordi en stor del af mine aner har huseret i de samme sogne på Lolland, så hænder det ofte, at jeg støder på nye oplysninger om dem uden at jeg leder efter det. Således stødte jeg på barn nr. 10 (formoder jeg) af min 2 x tipoldemor, Bodil Marie Andersdatter, i Horslunde kirkebog. Familien boede egentlig i Nakskov, men da den ugifte moder modtog fattighjælp fra sit hjemsogn 10 måneder inden nedkomsten, så blev barnet noteret i Horslunde. Desværre døde han allerede 1½ år gammel. Jeg har opdateret historien om Bodil Marie Andersdatter.

© 2024 alda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑